Helle synes, hun har Danmarks dejligste kæledyr

Man burde kunne få Laya på recept. Hun er en kæmpe hund, en newfoundlænder, snart 10 år og vejer 55 kilo. Selv tror hun, at hun er en lille skødehund, for allerhelst vil hun være tæt på sit menneske og også gerne sidde på skødet. Hun er en stor klippe af kærlighed og ro, og lige præcis derfor blev Helle Jensen hendes menneske.For syv år siden, da Helle mødte Laya, fik hun store mængder af medicin på recept, fordi hun havde angst og forskellige andre diagnoser. Hver ny dag tog angsten endnu en lille bid af hendes liv, så efterhånden var Helle nået dertil, hvor hun intet turde, og hvor selv det at åbne et vindue var en overvindelse.Det var dengang. Før Laya. Helle, som er 33 år, og Laya bor på et kollegium i Albertslund, og derfor har Laya været nødt til at lære ordet "bakke", for det skal hun, når hun skal ind i lejligheden. Men selv om det kniber med pladsen, er der rigeligt med hjerterum hos både hund og menneske.

– Jeg fik Laya i marts 2013, da hun var tre år. Hun betyder alt for mig, for uden hende havde jeg slet ikke haft så godt et liv, som jeg har i dag, siger Helle. – Som barn var jeg en sød lille pige, der elskede skolen og at lave lektier, og jeg var faktisk ret ked af det, når vi fik sommerferie. Min familie og jeg flyttede til en anden by, da jeg blev teenager, og derefter kom jeg ud i en masse dårligt.– Jeg blev en vild pige, og det var nogle år, hvor jeg havde dårlige venner og kærester, dårligt selvværd, jeg dumpede ud af skolen og mistede glæden ved hele mit liv. Da jeg var 16 år, flyttede jeg sammen med en kæreste her på kollegiet. Han var ældre end mig, og jeg fik ro på, så jeg kom tilbage i gymnasiet og tog en studentereksamen.

Bange for alt

– Det var egentlig nogle okay gode år, men det var også de år, hvor jeg tænkte over alt det, der var sket for mig, og den smerte, jeg havde følt undervejs, som jeg havde forsøgt at dulme med alt muligt. Mit sind kunne ikke tage det, og de næste år betalte jeg prisen.

– Jeg havde angst, og jeg følte mig forfulgt. Jeg fik diagnosen "akut skizofrenipsykose" og fik medicin for det. Så steg min vægt hurtigt, og jeg fik hjerteproblemer. Jeg endte med at få endnu mere angst, der blev til generaliseret angst. Jeg blev simpelt hen bange for alt. – Da det var værst, turde jeg ikke engang lufte ud i lejligheden. Jeg turde ikke gå ud og isolerede mig mere og mere. Jeg kom i terapi, fik medicin og talte med psykologer og psykiatere. Intet hjalp, husker Helle.

I de følgende fem år, hvor hun skulle have taget en uddannelse og levet livet, sad hun hjemme i sin lejlighed. Hun kom på førtidspension, da hun var 21 år, og så var hun parkeret og isoleret.Heldigvis har hun altid været glad for dyr, så hun havde en lille hund – en cavalier king charles spaniel, der hed Balder. Den skulle jo luftes, så hun kom ud, men hun var også bange for at blive overfaldet, når hun var ude, og der ville lille Balder ikke være til megen nytte, tænkte hun.

Læs også om hundeopdragelse

Så fik hun en idé.– En venindes plejemor, Mette, havde en kennel med newfoundlændere. Jeg elskede at komme der som barn og ung og tænkte, at hvis jeg havde så en stor hund, behøvede jeg ikke at være bange for overfald.– Min kæreste og jeg tog ned for at besøge Mette, og jeg lagde kortene på bordet og fortalte hende, hvordan jeg havde det. Bagefter spurgte Mette mig, om jeg ikke lige kunne gå en tur med en af hundene. Den trængte til det.– Det var første gang, jeg mødte Laya, for det var hende, jeg skulle gå tur med. Hun var en stor og rar hund og lige sådan en hund, jeg havde drømt om. Laya var født og opvokset i Mettes kennel, hvor hun havde været avlshund. Nu var hun blevet en voksen hund, der havde brug for sin egen kærlige familie, for Laya elskede mennesker og havde brug for rigtig meget opmærksomhed – og det er jo svært at "eje" sit helt eget menneske, når der er flere hunde i den samme familie.

Et blik beroliger

– Da vi kom tilbage fra turen med Laya, sagde Mette sådan lidt henkastet, at vi da kunne overveje, om Laya måske var noget for os. Om hun var! Vi var allerede blevet vildt forelskede i Laya på den gåtur, så selv om vi havde forestillet os en hvalp, blev det altså til en udvokset hund på tre år. Ikke kun en kæmpe hund, men en kæmpe hund med et kæmpe hjerte, siger Helle.Kæmpehunden flyttede ind i den lille lejlighed hos Helle, Kenny og Balder, og fra den dag blev Helles liv større dag for dag.– Layas størrelse, hendes ro og hendes mildhed fik mig helt ned på jorden, hver gang jeg var ved at bygge et angstanfald op. Et blik fra hende, så turde jeg godt åbne vinduet, et blik fra hende, så turde jeg lade døren stå åben. Hun var og er simpelt hen en stor, tryghedsskabende, pelset, vidunderlig skabning, synes Helle.

– Nu turde jeg godt gå ud og lufte mine hunde, og efterhånden turde jeg også gøre det på alle tider af døgnet. Balder elskede sin store veninde fra den første dag, og kærligheden er gengældt. Det er nu syv år siden, at Laya flyttede ind, og hvis man skal bedømme ud fra Layas udtryk, har hun aldrig fortrudt. Hun ligger for Helles fødder, lægger poten over hendes hånd og sover trygt til middag i solen på sofaen. Hun er en glad hund, og Helle er et glad menneske.

Layas to hjem

– Siden Laya er kommet ind i mit liv, er jeg sluppet af med angsten – jeg stoppede med at tage medicin to år efter. Dermed slap jeg også for alle bivirkningerne, og jeg har fået et aktivt liv igen. Kenny og jeg voksede fra hinanden, i takt med at jeg blev mere og mere udadvendt, men vi er stadig bedste venner. Og nu er vi også naboer, og det er Laya rigtig glad for.For der er sket det gode, at Helle er begyndt at læse på universitetet. Hun læser lingvistik og indoeuropæiske sprog. Det vil sige, at hun lærer om gamle sprog og dialekter, der fandtes engang, og det er en rigtig god uddannelse for en, der er vild med at lære og læse.Det betyder også, at hun nu er væk hjemmefra hver dag for at gå til forelæsning, til møder, eller bare er i gang med at udforske den verden, hun ikke turde gå ud i i så mange år. Men hvad så med Laya, der ikke bryder sig om at være alene mere end højst nødvendigt?– Jeg kunne aldrig byde Laya, at hun skulle være alene hjemme hver dag, så nu bor hun og Balder hos Kenny, der jo er min nabo. Han er næsten altid hjemme, og på den måde har begge hunde altid de mennesker omkring sig, som de holder af. Og jeg kan være sammen med mine hunde så meget og så tit, jeg kan, så begge hunde er glade og trives hos både Kenny og mig.

Har du det allerdejligste kæledyr?

En hund eller kat, fugl eller fisk eller et helt andet kæledyr, som du mener er noget ganske særligt, så send et billede af dit kæledyr, og fortæl os, hvorfor det er så vidunderligt. Nogle vil vi skrive en artikel om, andre får offentliggjort billedet af deres kæledyr. Blandt alle indsendte bidrag trækker vi en vinder, som får en superflot illustration af sit kæledyr. Send billede og tekst til: greta.johannsen@familiejournal.dk.