Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Det er fredag eftermiddag i Rågeleje, og Bente står klar til at tage imod børnebørnene Silas og Zenia på henholdsvis 14 og 11 år, som netop har fået fri fra skole.
– Heeej farmor, råber Zenia lige inden, Bente omfavner hende i et kæmpe kram og med et stort smil om læben.
Som en del af velkomstkomitéen logrer førerhunden Pippi med halen og byder børnebørnene indenfor.
I stuen sidder Jørgen i sin lænestol, og ved hans side sidder husets anden førerhund Nellie, som er ivrig efter at hilse på.
Bente og Jørgen Eckmann har været gift siden 1995, og sammen har de 11 børnebørn. På trods af den geografiske afstand til langt de fleste af børnebørnene har de kontakt til dem alle.
Sammen har de ingen biologiske børn, men som Bente fortæller:
– Vi har truffet hinanden lidt sent i livet, så vi plejer at sige: Vi har ikke børn sammen, men vi har børnebørn sammen.
Bente og Jørgen mødte hinanden i 1987 på et kursus for svagtseende og blinde, hvor Jørgen var kursusleder, og Bente var kursist. Dengang havde de begge en seende partner, så der gik to år, før de fandt sammen.
– Ja, så blev vi forelsket i hinanden. Det kan være, at folk med synshandicap bedre forstår hinanden end, hvis man har en seende partner, siger Bente, 71 år.
– Jeg har diagnosen retinitis pigmentosa, som er en arvelig øjensygdom. I begyndelsen havde jeg bare en lille smule nedsat syn, som betød, at jeg ikke kunne se om aftenen. Men efterhånden blev mit syn dårligere og dårligere, fortæller hun.
Læs også: Bent er landmand, selvom han er blind
Nu har hun et synsfelt på to-tre grader, og som hun selv beskriver det, så er det rimeligt godt.
– Det kan være svært for andre mennesker at forstå, at jeg kan se noget på min telefon, men jeg kan ikke se, hvis jeg har tabt en flaske eller en anden stor ting, siger hun.
Jørgen er 85 år og er født blind. Han har to øjenproteser og har aldrig set sine børnebørn, men for ham har det ingen betydning:
– Det der med syn, det siger mig ikke rigtig noget. Hvis jeg kan få lov til at give dem et kram, så er det lige så godt som at kunne se dem. Jeg har aldrig tænkt på, at det kunne være rart at kunne se dem. For ja, det siger mig ikke rigtig noget. Jeg oplever dem på min særlige måde, og det er helt fint, fortæller han.
Ægteparrets manglende syn begrænser dem sjældent i at lave aktiviteter sammen med børnebørnene.
Bente og Zenia er tit i det kreative hjørne, hvor de kreerer alt lige fra malede sten til flettede kurve i pil.
De kreative projekter siger ikke Jørgen noget, så han og Silas hygger sig i stedet over en lang snak om stort og småt:
– Jeg er meget interesseret i Silas’ skolegang, og han er jo meget optaget af det her nymodens it-teknologi, som jeg ikke forstår ret meget af, men jeg kan godt lide at høre, hvad han beskæftiger sig med, fortæller Jørgen.
Bente og Jørgen tager også børnebørnene med på ture ud af huset.
Spørger man Zenia og Silas om, hvad der har været det sjoveste at gøre sammen med farmor og bedstefar, så er de enige om, at det har været turene til Fredericia. Her har Dansk Blindesamfund et kursuscenter, hvor der blandt andet er en agilitybane, svømmehal og en bowlingbane, som de har prøvet flere gange.
– Jeg elsker bare at tage på ferie til Fredericia. Jeg synes altid, det er hyggeligt at være dernede. Jeg ved ikke, hvilken af turene der har været den sjoveste. Det er nok bare dem alle sammen, siger Zenia med et smil.
Og Silas supplerer:
– Ja, og de har også forskellige arrangementer. Jeg kan i hvert fald huske engang, hvor alle børnene kunne prøve at ride på en mekanisk tyr.
Når tiden ikke går med kreative projekter eller lange snakke, tjener Zenia og Silas lidt ekstra lommepenge ved at hjælpe Bente og Jørgen med forskellige gøremål.
F.eks. hjalp Zenia en dag med at samle førerhundenes hømhømmer op ude i haven. Det fik hun to kroner for per styk, så nu skylder Bente hende 50 kroner.
Læs også: Blinde udgiver bogkunst
Silas hjælper med at passe haven, hvor han flittigt fejer fliserne, så de ser pæne og ordentlige ud.
Selv om Silas og Zenia hjælper bedsteforældrene med det, der kan være svært, tænker de ikke over, at Bente er svagtseende, og at Jørgen er blind:
– Når man kommer og snakker med dem, så lægger man ikke rigtig mærke til, at de ikke kan se noget. Jeg tror ikke, der ville være nogen forskel, hvis de kunne se, siger Silas, mens han kigger over på Jørgen og Bente.
Dog afslører børnebørnene gerne, at de i ny og næ snyder farmor og bedstefar, når sejren skal hives hjem i et spil:
– Jeg kan huske, da vi sidst spillede Kalaha, da snød jeg måske lidt, fortæller Zenia med et glimt i øjet.
Der er ingen tvivl om, at Bente og Jørgen ikke lader sig styre af deres manglende syn, når de har børnebørnene på besøg. Hvis Bente skulle give et råd videre til andre bedsteforældre i samme situation, så ville det helt klart være:
– Man skal ikke lade sig begrænse. Børnene kan jo meget mere, end deres forældre tror, og sikkert også mere, end vi tror.