Min plan er at leve mit liv

Lige nu er du på pause, men om ni måneder kan du trykke play igen,” sagde kirurgen til Birgitte Slot.

Hun havde en knude i brystet. Det var cancer, men når den knude var væk, ville Birgitte være rask og parat til at fortsætte sit liv. Det her var kun et bump på vejen, forklarede lægen.

Birgitte er aldrig kommet over det bump på vejen. Hun blev opereret for ni år siden, og hun er i dag kronisk syg. Ikke alene på grund af sin brystkræft, men på grund af alle de følgeskader, der ramte hende. Det er de skader, man ikke snakker eller hører om, for når man har overlevet at have kræft, så betyder alt andet intet. Eller betyder det alligevel noget?

– Jeg skal jo ikke bare overleve en sygdom. Jeg skal også gerne leve mit liv, som Birgitte siger, og det gør hun så.

Hun er 50 år, gift med Jan, mor til fem børn og mormor til tre, snart fire, børnebørn og bor i Bramming. Hun har et liv, hun elsker, men hun er ikke det samme menneske, som hun var, dengang det hele begyndte for næsten 10 år siden.

– Jeg er uddannet sygeplejerske, så jeg kendte godt risikoen for, at det kunne være alvorligt, da jeg i sommeren 2011 opdagede, at min højre brystvorte havde trukket sig lidt indad, og samtidig kunne jeg mærke en knude. Jeg gik til lægen en del gange, men hun kunne ikke mærke noget, og hun beroligede mig med, at jeg ikke var i risikogruppen: Jeg havde født fem børn, jeg havde ammet dem alle, jeg var ikke gammel nok og så videre.

– Til sidst insisterede jeg på at få en mammografi. Det fik jeg omsider fredag den 13. januar 2012. Datoen var ikke heldig, og det var resultatet heller ikke. Der var en knude. 5 gange 7 centimeter. Og herfra gik alt stærkt. Jeg kom videre til ultralydsscanning og biopsi.

Læs også om Sannes vigtige beslutning

En hård kur

– Jeg blev opereret 27. januar 2012. Da jeg vågnede, var højre bryst væk, og da de fortalte mig, at de også havde fjernet 17 lymfekirtler, og at der var kræft i de 14, vidste jeg, at det her ikke ville blive nemt. Nu skulle jeg så have otte måneders kemobehandling og 30 strålebehandlinger. Kirurgen havde sagt – og mente det jo også ganske sikkert – at mit liv ville blive godt om ni måneder. Så ville alt være som før.

– Jeg klamrede mig til tanken om, at det skulle være rigtigt. Mine børn var otte, 10, 16, 20 og 22 år. De havde brug for mig. Da jeg havde fået diagnosen, havde jeg, som den praktiske gris jeg er, fortalt det til børnenes lærere, som så kunne tage hensyn til ungerne og hjælpe dem, hvis der var noget.

– Så var der min mand, Jan. Vi havde og har et stærkt ægteskab, men han var bange. Rigtig bange, for det var ikke første gang, jeg havde været syg. Et par år før havde jeg fået fjernet livmoderen på grund af celleforandringer. Min mand er et menneske, der bekymrer sig. Jeg er hende, der kæmper for at se det positive i alt, siger Birgitte.

Det kan ikke være nemt at være positiv, for kort efter operationen mærkede Birgitte de første forandringer.

– Min ene arm føltes tung og hævet, og som sygeplejerske vidste jeg godt, at det betød, at jeg nok havde fået lymfødem. Det er en af senfølgerne ved kræftbehandlingen, lymfesystemet er jo skadet, og derfor hævede min arm og gjorde ondt. Det kan man ikke fjerne, men hvis man opdager det tidligt, kan man forhindre hævelsen i at blive større og større. Det er en almindelig kendt bivirkning ved kræftbehandling, og alligevel er det ikke en bivirkning, man tænker ind i behandlingen. Jeg vidste, at jeg havde brug for et særligt kompressionsbind til min arm, og alligevel måtte jeg kæmpe for at få det udleveret.

Det kræver en overmenneskelig styrke at blive syg, og Birgitte fik brug for alle sine kræfter.

Hun havde stærke smerter både i skulderen og i brystområdet. Strålebehandlingerne havde ødelagt nerver og væv. Birgitte blev opereret yderligere 14 gange for at genoprette skaderne på brystet og i skulderen. Der var dage, hvor hun tænkte, at det måske havde været nemmere, hvis hun bare var død, men hun tænkte det ikke som en mulighed.

Hun er som en kampklar gammeldags amazone, der bare ikke vil give op.

– Jeg har aldrig villet være hende, der sad i hjørnet med et tæppe om benene. Jeg vil leve mit liv, men i de første år efter operationen var det svært at se, at det her skulle være et liv. En læge fortalte Jan, at hvis jeg ikke havde fået fjernet brystet, havde jeg ikke oplevet den næste jul, men det gjorde jeg. Jeg overlevede både operationen og senfølgerne, smerterne, angsten og alle de efterfølgende operationer.

Læs også om Jette der fik kræft (link fjernet)

Håndklædet i ringen

– Jeg var sygemeldt i et år, og så vendte jeg tilbage til mit arbejde som sygeplejerske. Det job er mig, jeg elsker og elskede det. Jeg havde kæmpet for at blive sygeplejerske, og nu ville jeg tilbage. Og det kom jeg så.

– Det var svært, rigtig svært. Jeg havde stadig smerter. Jeg havde også fået skader på min hukommelse, jeg var træt, og selv syntes jeg bare, at jeg var et skvat. Jeg ville klare det her. Hvorfor kunne jeg ikke?

– Efterhånden enten græd jeg eller skældte ud derhjemme, og til sidst måtte jeg smide håndklædet i ringen og sygemelde mig. Jeg kunne ikke klare det.

– Jeg siger ikke, jeg fik en depression, men jeg har smagt kraftigt på den. Jeg følte ikke længere, at jeg var den Birgitte, jeg plejede at være. Jeg var jo hende, der havde styr på alt, sad i forældrerådet på skolen, var med til børnenes sport og styrede hus og unger. Jan kunne kun lave risengrød og pandekager, inden jeg blev syg. Nu skulle han så pludselig det hele og måtte overtage det meste af alt det, jeg lavede før. Jeg var heller ikke længere den kvinde, han havde forelsket sig i, så jeg gav ham fri til at forlade mig. Han kunne ikke være tjent med mig, syntes jeg, men han ville ikke. Han elskede mig og skulle ingen steder, siger Birgitte.

Bliver aldrig rask

Så enkelt og så smukt er det. Birgitte og Jan har fulgtes ad til mange møder med læger. Han har været hendes ører, når hun ikke orkede at høre mere. Han har spurgt, når hun ikke turde spørge. Han har været der, når hun har grædt, og når hun har grinet. Jan er der altid. Han var der også, da Birgitte besluttede sig for, at hun ville tilbage i arbejde igen. Ikke på fuldtid, men i fleksjob. Hun er kronisk syg, men for hende er livet ikke noget værd, hvis hun ikke kan få lov at leve det.

Jan siger ikke noget. Han ved, at hans kone aldrig ville finde sig i at sidde på en stol med et tæppe om benene. I dag er hun tilbage som sygeplejerske i fleksjob på lunge- og infektionsmedicinsk afdeling på Kolding Sygehus.

– Jeg vil for evigt have følgeskader af min kræftbehandling: Lymfødem, smerter efter strålerne, dårlig hukommelse og koncentrationsbesvær. Jeg fik antihormonbehandling, der satte mig i overgangsalder og udtørrede mine slimhinder, samtidig med at jeg fik osteoporose (knogleskørhed). Senere har jeg fået at vide, at jeg også har fået en skade på mit hjerte på grund af strålerne. Alligevel: Hvis nogen spurgte mig, om jeg ville sige ja til kræftbehandlingen, hvis jeg havde kendt følgerne, vil jeg sige ja. Ja til strålerne og ja til kemoen, men nej til hormonbehandlingen.

– Jeg har accepteret, at mit liv ikke bliver som før. Jeg har også næsten accepteret, at jeg ikke længere er den Birgitte, jeg var engang. Jeg skal passe på mig selv, passe mine behandlinger og leve med visheden om, at jeg aldrig bliver rask, men først og fremmest skal jeg leve.

– Jeg tænker, at nu har lægerne fået os kræftpatienter til at overleve. Nu er det på tide, at de hjælper os til at leve det liv, vi har fået – og det kniber det med, synes jeg.