Så går den vilde ravjagt

I mere end 50 år har jeg søgt langs de danske kyster, fået hold i ryggen og har rodet i tangen, mens jeg drømte om alt det rav, jeg sikkert ville finde lige præcis denne gang. Jeg har lært mine børn og børnebørn, at det var sjovt at lede efter rav, og at en dag ville det ske: Vi ville omsider finde rav, eller som det også kaldes Nordens Guld eller Frejas tårer, efter gudinden Freja, der græd, da hendes mand, Od, forsvandt efter det, man kan kalde et ægteskabeligt skænderi. Tårerne blev til ravklumper, der blev spredt ud over hele verden, men Freja græd åbenbart ikke i nærheden af mig.

Ikke det mindste rav har jeg fundet i alle disse år. Som i overhovedet slet ingenting. Jeg har nok ikke ”rav-øjne”, som det hedder, når man kan spotte en klump rav på lang afstand.

Faktisk havde jeg kun mistro tilovers for de godtroende mennesker, der tror, man kan finde rav ved hjælp af særlige lygter og solbriller med ultraviolet lys, såkaldte UV-briller. Og så var det jo faktisk også snyd, syntes jeg.

Indtil den dag jeg besluttede at lade det komme an på en prøve, fordi der var flere og flere, der fortalte, at nogle mennesker ligefrem skovlede rav ind i store mængder, takket være lygter med ultraviolet lys. Der kunne jo ikke ske noget ved at prøve at kontakte nogle af de der mennesker med ravlygter.

Derfor fulgtes jeg en ganske almindelig mørk og iskold aften med Noelia Paulmann og David Monrad fra firmaet Treasurehunter.dk. Deres motto er ”Søg og du skal finde”.

Det motto har andre før dem brugt med stort held, så de to måtte være de rette til at vise mig, hvor ravet gemmer sig.

Alligevel havde jeg min tvivl, da vi mødtes på en campingplads i Korsør, lige ved siden af Storebæltsbroen. Det var aften og bælgmørkt, så jeg tænkte mit, da David kom mig i møde med smarte solbriller på og lige så smarte, kortskaftede læderstøvler. Efter min opfattelse var det ikke et passende udstyr til en ravjagt. Så havde jeg straks mere tiltro til hans kompagnon, Noelia, i praktiske gummistøvler og med en gigantisk lommelygte i hånden.

Men man skal aldrig skue hunden på hårene.

Læs også om andre gratis glæder

Selvlysende klatter

Vi fortsatte ned på stranden, og hvis jeg troede, jeg vidste noget om at finde rav, så lærte jeg noget helt andet, for de to unge mennesker vidste meget mere, end jeg nogensinde havde anet om den slags skattejagt.

– Ravlygterne med det ultraviolette lys har gjort det nemmere at finde ravet, men du skal stadig vide, hvor du skal lede, som de formanende fortæller mig.

– Det er ikke kun ude ved Vesterhavet, man kan finde rav. Det kan du ved rigtig mange kyster i hele landet. Det handler om tidspunktet, hvor man går på ravjagt.

– Inden man tager hjemmefra, skal man have set og nærlæst DMI’s hjemmeside. Man skal kende havstrømmene og vindene og vide, at det er godt, når det har været blæsevejr, for det rusker op i havbunden, og så fører den rette havstrøm ravet med sig. Alligevel skal man først tage af sted, når vinden har lagt sig, siger Noelia og traver ud i vandet til kanten af gummistøvlerne og lyser ned i vandet, og der … lige foran os skvulper et lillebitte stykke selvlysende et-eller-andet i overfladen af vandet. Måske er det rav, måske er det tang eller fosfor – eller en mågeklat. De lyser nemlig også op i de ultraviolette lys.

Ravlygter kan ikke skelne mellem rav og ragelse – ravlygter sorterer kun sten og skaller fra, ikke alle de andre ting, der også kan ligge i havet eller på en strand.

Desværre kan man risikere at støde på små klumper fosfor, der stammer fra gennemtærede bomber fra 2. verdenskrig. De har ligget på havbunden siden krigens afslutning og kan selvantænde ved en temperatur på omtrent 30º, men heldigvis er det sjældent at støde på den slags overraskelser i havet.

Bare en dråbe

Det skal nok gå det hele, er jeg sikker på.

Vandet er isnende koldt, det er så mørkt, at jeg kun kan gå efter lyden, men endelig – efter alle disse års anstrengelser – er jeg på sporet af noget.

Når man flytter lyskeglen fra sandet og ud i vandet, glimter det lokkende fosforgult – eller ravgult – alle steder fra, og et øjeblik glemmer jeg, at mine gummistøvler ikke er waders, men bare gummistøvler.

Der findes et ordsprog. der lyder ”Først tager manden ravet, så tager ravet manden”, og nu forstår jeg det endelig. I min hjerne glimter billeder af tusinde stykker rav med og uden insekter i, rav i alle farver og alle størrelser, sådan som menneskene til alle tider har været optaget af Nordens guld.

Egentlig er en ravklump jo bare en harpiksdråbe, der faldt ned fra et træ for 50-100 millioner år siden, så blev dråben hærdet og ført bort af floder, regn eller havet, og efter alle disse år blev harpiksdråben til en smuk klump rav. Nogle gange ramte dråben undervejs et dyr i skovbunden, og på den måde fik den lille myre, myggen, eller hvad det nu var, et evigt liv midt i ravet.

Rav har til alle tider været brugt som smykkesten og før i tiden også som betalingsmiddel.

Værdien svinger meget. For et par år siden var prisen på dansk rav meget høj, fordi kineserne var villige til at betale en god pris for vores nordiske rav. Der går endnu historier om natlige ture på strandene på Vestkysten, hvor folk på knallerter og med ravlygter i hånden skrabede rav sammen i store stakke – en enkelt mand fandt endda en stor klump, der blev solgt for 100.000 kroner. Der findes folk, der faktisk kan leve af at samle rav og leve godt af det, men sådan et menneske er jeg ikke. Min drøm er bare at finde et enkelt stykke – men igen: Rav kan også se forskelligt ud, så hvordan ved man, hvordan rigtigt rav ser ud?

Læs også om Anton der fandt rav

Lad være at bide i det

David viser sig at kende sit rav på den seje måde. Han er manden, der kan kaste et enkelt blik ned i strandkanten, lyse med sin lommelygte og se ravet med sine blotte solbrilleøjne: Han ved, hvor det er, og han kan finde det.

– Rav er let, så når vandet bliver koldt, som det er nu, flyder det op i overfladen. Hold øje med, hvor der flyder strå og andre små lette ting i overfladen af vandet. Der vil du tit finde rav. Det ligger i den opskyllede tang på kysten eller måske lidt længere ude i vandet, siger han og snupper et stort stykke rav op af vandet, som om det bare lå og ventede på ham.

Jeg fandt et stykke blæretang, men det var da også pænt gult.

Vi higer – og vi søger, en af os mere end de andre, og det er faktisk sjovt – og koldt.

Overalt glimter det gult, men jeg tør ikke tro på, at der findes andet i livet for mig end blæretang og selvlysende mågelorte, indtil …

Pludselig er den der: Den lille bitte klump, der lyser på den helt særlige måde. Den ligger der, lille og uanselig mellem tang og pinde og skaller, der rider på toppen af en bølge. Jeg kaster mig over den, og ja: Denne gang er den god nok – det mener David i hvert fald. Det er rav.

Men kan jeg nu være sikker?

– Når du kommer hjem, skal du prøve at lægge den i saltvand. Hvis klumpen flyder ovenpå, er det rav. Lad være at bide i klumpen, som mange gør, du skader emaljen på tænderne, siger de venligt til mig.

Aftenen slutter med en gryde med saltvand på køkkenbordet: Klumpen flyder ovenpå. Det er rav, og jeg fandt det. Ikke helt alene og ikke uden hjælp, men takket være ravlygte, UV-solbriller, men først og fremmest takket være to mennesker, der er eksperter i at finde rav og fortælle historier om de skatte, vi alle kan finde, hvis vi bare arbejder på det.