Liva fra ”Den store juniorbagedyst”

Der er små stænk af hindbærmousse på køkkenloftet, gulerods-kage på fadet og en glad familie rundt om bordet. Her i Kastrup bor Liva Hansen og hendes familie. Liva er 13 år, og i disse uger er hun hver lørdag på DR1 som deltager i ”Den store juniorbagedyst”.

Livas mor hedder Cathrine, og hun er en heldig kvinde, for både Liva og Livas far, Morten, bager stort set hver eneste dag. Morten var deltager i ”Den store bagedyst” sidste år, og hans lidenskab for gode kager og god mad er gået i arv til Liva. Derfor er der altid friske kager i huset, og en gang imellem går de så ivrigt til piskeriset, at der flyver hindbærmousse gennem luften.

Heldigvis er der stor kærlighed og højt til loftet hos familien Hansen, så det gør ikke noget. Lofter kan vaskes, og kager kan spises, men for et par år siden var Liva så syg, at hun ikke kunne deltage ret meget i noget som helst. Det var dengang, hendes forældre gjorde alt for at hjælpe deres datter og samtidig måtte indse, at de ikke kunne helbrede Liva. Det kunne hun kun selv.

Liva havde angst, fra hun var cirka fem år, og til hun var 11 år. I de år var hun plaget af angst-anfald, katastrofetanker og dødsangst. Det blev kun værre og værre, selv om Liva forsøgte at skjule sin angst så godt som muligt.

– Jeg begyndte i skole og brugte næsten alle kræfter på at sætte en glad maske på, når jeg var sammen med de andre børn. Jeg ville jo så gerne være som dem. Jeg ville være glad. Det var jeg bare ikke, siger Liva.

Læs også om børn i køkkenet

Morten og hans kone er og var ikke eksperter i angst. Morten arbejdede i lufthavnen, og Cathrine var skolelærer. Ganske almindelige forældre til Liva og lillebror Villum i det, de havde forestillet sig skulle være et ganske almindeligt liv – men det blev det ikke.

– Som helt lille var Liva et barn, der observerede andre børn. Hun talte først som 2-årig, men så talte hun også i flydende sætninger. Hun var følsom og kvik, og som 5-årig begyndte hun at få angst. Hun kunne ikke falde i søvn om aftenen, tankerne myldrede i hovedet på hende. Hun vred sig i sengen, fordi hun var som ramt af en indre smerte. Hun kunne jo ikke forklare, hvad det var, fordi hun var for lille, så vi forsøgte at trøste og berolige hende, men det hjalp ikke, husker forældrene.

– Vi indrettede vores arbejde efter Liva, så der altid var en af os hjemme. Jeg var i skolen om dagen, og Morten tog på arbejde om aftenen. Så kunne vi hente Liva i skolen midt på dagen, hvis hun havde brug for det. Det var sådan, at hvis hun havde klaret et par timer i skolen uden angst, så var energien væk resten af dagen, og så faldt hun sammen som en klud resten af dagen, siger Cathrine.

Alt skulle planlægges

– Vi bad om hjælp gennem egen læge, vi ville gerne have hende undersøgt, men tingene tog tid, og imens blev det værre og værre, husker Morten.

En tidlig morgen i december, da Liva gik i 2. klasse, fik hun endnu et angstanfald, og forældrene tog en beslutning.

– Vi rullede Liva ind i en dyne, og så kørte vi ud til børnepsykiatrisk afdeling i Glostrup. Det var et desperat råb om hjælp, for vi kunne næsten ikke klare det længere. Derefter fik vi en diagnose, der hed angst, og Liva fik tilknyttet en psykolog, siger Morten.

Det blev begyndelsen på flere forløb, der gjorde både Liva og hendes forældre klogere – uden dog at Liva blev rask.

Liva var en lille pige, der bare gerne ville være glad. Derfor gjorde hun også alle de ting, de voksne sagde, hun skulle gøre. Hun lærte også at sætte ord på sine følelser.

– De forskellige øvelser hjalp i første omgang, men angsten vendte tilbage. På et tidspunkt havde jeg generaliseret angst, dødsangst, separationsangst, og så fik jeg også OCD, siger Liva og ligner en lille voksen – og på mange måder er hun voksen, for hun har lært sig selv at kende og lært at kæmpe for at komme ud af en sygdom, man ikke bare lige kan kurere.

– Liva havde det bedre en overgang, men det blev slemt igen. Vi fandt ud af, at hvis vi ikke stillede krav, og hvis alt var forberedt ned til mindste detalje, så der ikke skete noget som helst uventet, så blev dagene lidt lettere. Men vi var hjælpeløse, og vi kunne ikke tage angsten fra hende.

– En dag, da hun havde et voldsomt panikanfald, tryglede hun os om at gøre noget. Et eller andet, der kunne fjerne hendes angst. Men vi kunne kun være hos hende, siger forældrene.

Liva fik igen en psykolog tilknyttet, men det blev ikke bedre – eller i hvert fald kun kortvarigt.

Læs også om Clara der havde angst

Familien fungerede fra time til time, alt drejede sig om Liva og hendes angst. I den periode var det svært at være Villum, en lillebror, der bare holdt meget af sin storesøster, ligesom hun holdt af ham.

For to år siden besluttede familien at kontakte en psykolog igen – denne gang en privatpraktiserende psykolog, der også behandlede med hypnose.

– Vi var villige til at prøve alt, og vi havde allerede prøvet rigtig mange ting. Jeg var noget skeptisk over for, om den der hypnose kunne være en hjælp for Liva, men vi tog af sted, siger Morten.

Til gengæld var Liva meget glad for psykologen fra første dag:

– Jeg kunne snakke med hende med det samme, og så blev jeg hypnotiseret. Jeg kan ikke huske, hvad vi overhovedet snakkede om, men jeg kan huske fornemmelsen, da jeg gik derfra. Der var tomt og stille i mit hoved. Noget var blevet visket ud. Det var meget mærkeligt.

Liva gik hos den nye psykolog i næsten et år, men allerede efter første gang havde hun det klart bedre.

– Angsten forsvandt. Ikke på én gang, og jeg havde også nogle tilbagefald, men nu har jeg været rask et helt år, hvor jeg slet ikke har haft nogen angstanfald.

Hjælp jeres børn

Liva var 11 år, da hun endelig blev rask, og siden har det været vigtigt for hende at gøre noget for, at andre børn ikke skal gennemgå det, hun har gjort.

– Jeg vil gerne sige til forældre, at de skal blive ved med at støtte og være der for deres barn, uanset hvor svært det er. Hvis forældrene ikke er der, har barnet kun angsten – og det er forfærdeligt. Jeg har mistet så mange oplevelser i min barndom, så nu vil jeg gerne prøve rigtig mange ting, siger Liva.

Derfor begyndte hun til dans, da hun blev rask, og det var en kæmpe sejr for hende, da hun viste sig at være god til dans. Hun og hele familien havde fulgt Morten på tv, da han deltog i “Den store bagedyst”, og da man så besluttede sig for at starte en juniorbagedyst, var hun hurtig til at skrive en ansøgning.

– Vi læste hendes ansøgning igennem, og selv om vi tænkte os godt om, inden vi sagde ja, så blev det altså til et ja herfra. Vi tror på, at hun er så stærk nu, at hun kan klare det.

Liva var heldig og blev en af de otte, der blev udvalgt til bagedysten. De andre deltagere er blevet hendes gode venner, som hun kan snakke kager, følelser, guldglimmer og meget andet med, men hun har aldrig glemt, hvordan det er at være den, der har brug for hjælp.

– Jeg vil gerne have, at andre børn og unge får den hjælp, de har brug for, både i forhold til angst og andre problemer. Derfor sætter jeg de kjoler, som jeg har haft på i juniorbagedysten, til salg på min insta-konto, og pengene går til foreninger, der hjælper børn med angst og andre psykiske problemer.

– Det har været så fedt at deltage i juniorbagedysten, og jeg har fået mange nye venner. Jeg ser det, som at bagedysten har været min belønning, efter at jeg er gået glip af min barndom, siger Liva.

Når disse linjer læses, ved vi ikke, hvem der bliver vinderen af ”Den store Juniorbagedyst” – men Liva og hendes familie har vundet glæden ved endelig at være en ganske almindelig familie.