Johnny Hansens coronaliv: Vi er kommet tættere på hinanden

Tirsdag, 4. maj 2021
af Johan Isbrand, Foto: Søren Lamberth
Johnny Hansen er aktuel med et album, hvor han hylder sit store idol med sine egne versioner af en stribe Elvis-hits. Og hvis man har gået og spekuleret på, hvad en af landets travleste musikere i det hele taget har fået månederne til at gå med i en tid helt uden koncerter, kan man læse alt om det i dette interview.
Coronaen har ændret Kandis-Johnnys liv, idet han og familien er kommet tættere på hinanden.

Nedlukningen af Danmark i marts 2020 var et sandt chok for dansktopkongerne i orkestret Kandis, men de trøstede sig med, at der ville blive tale om en kort periode. De havde ikke fantasi til at forestille sig andet.

– Hvis nogen dengang havde sagt, at vi ville døje med problemerne i halvandet år eller mere, ville jeg have troet, han var tosset. Det er uvirkeligt og svært at være i, at vi så at sige mister vores bedste år. Det benarbejde, vi gjorde i 00’erne, hvor vi knoklede for at udbrede vores musik, er spildt. Og det var nu, vi skulle have høstet frugterne af det. Desuden havde vi netop fået kørt vores nye medlem, guitaristen Steffen Brix, ind i repertoiret. Det var ikke meget glæde, vi nåede at få ud af det, fortæller Kandis-forsangeren Johnny Hansen, 55.

Som solist uden Kandis i ryggen er Johnny aktuel med et album med Elvis-fortolkninger. Her kan du læse om nogle af hans tidligere solo-bedrifter.

I begyndelsen var det dog også muligt at se de nye arbejdsvilkår fra den positive side:

– Det var første gang i mit voksne liv, at jeg arbejdsmæssigt var så meget nede i gear, at jeg for alvor mærkede forårets og sommerens komme. Vi benyttede lejligheden til at købe sommerhus i Skagen, hvor vi har opholdt os en del. Jeg har spillet mere golf, end jeg plejer. Og ikke mindst er vi i familien kommet tættere på hinanden, fordi der har været mere tid til samvær og snak, siger sangeren og sigter hermed først og fremmest til hustruen Gitte og deres fælles søn, Nicklas, der fylder 9 år den 21. maj.

En mørk og træls tid

– Hen over sommeren, hvor landet i vid udstrækning var genåbnet, havde vi desuden mere tid til at se venner og familie. Eller rettere: Johnny havde pludselig tid til at tage med, hvor det ellers ofte havde været mig og Nicklas, der tog af sted alene, fortæller Gitte.

Fraværet af den omfarende tilværelse på landevejene, som havde været en livsstil for Johnny og hans medspillere, påvirkede ham dog i længden negativt:

– Det blev jo pludselig efterår, koldt og mørkt. Og oveni begyndte alle dage at ligne hinanden. Jeg ved, at mange mennesker har det bedst med et liv, hvor hver eneste dag indeholder de samme rutiner på de samme tidspunkter af døgnet. Men fra turene med Kandis var jeg vant til, at der ikke var to dage, der var ens. Så jeg gik og blev sur og syntes, alt var træls. Og af og til lød det fra Gitte, at hun virkelig håbede, jeg snart kom ud at spille. Men som jeg lidt spøgefuldt plejer at sige, er det mit held, at hun arbejder inden for psykiatrien, griner han.

Læs også om dansktopsangeren Heine Mindstrups coronaliv lige her.

Helt præcist er Gitte social- og sundhedsassistent i kommunens socialpsykiatri, og ud over at skulle vænne sig til hjemmekontor og samtaler via telefonen har hun ikke været nævneværdigt ramt af coronaen.

– Hjemmeskolingen af Nicklas har til gengæld været mit arbejde, og det har ofte kunnet kombineres med, at jeg selv fik noget kontorarbejde fra hånden. Nicklas har dog ikke været så tilfreds. Han har ment, at jeg var skrap, når jeg for eksempel har foreslået, at han læste to sider ekstra eller arbejdede sig fire sider forud i opgavebogen. Han var meget begejstret, da han skulle tilbage i skolen igen – og dybt skuffet over, at han efter kun en uges skolegang skulle have vinterferie, fortæller Johnny.

Masser af ny musik

Manglen på spillejobs har dog ikke betydet, at det seneste års tid har været uden musik. Ventetiden er blevet brugt på nye projekter. 5. november udkom således albummet ”Kandis 20”, som er blevet til under pandemien.

– Derudover har jeg haft nogle sangskriver-camps sammen med guitaristen og produceren Jens Varmløse, som i en årrække medvirkede ved et utal af Kandis-koncerter. Tre af de sange, vi skrev, endte på ”Kandis 20”.

Endelig er der Johnnys super-aktuelle soloprojekt, der udkom den 3. maj under titlen ”Elvis On My Mind”. Som titlen kraftigt antyder, har vi at gøre med et album, hvor kunstneren fortolker sine yndlingssange fra rockens største ikon nogen sinde, Elvis Presley.

– Jeg var seks-syv år, da jeg for alvor bed mærke i Elvis. Og allerede i de første år med Kandis syntes vi, det var sjovt at tage Elvis-numre med på repertoiret. ”Blue Suede Shoes” kan altid fylde et dansegulv og taler til mange generationer.

Sangerinden Amalie Skrivers bryllup var fyldt med små mirakler. Læs med her.

De 14 Elvis-fortolkninger udgør tilsammen en vaskeægte corona-udgivelse med både danske og amerikanske musikere, amerikanske korsangere og den italiensk bosatte poplegende Søren Bundgaard ved knapperne.

– Lydfilerne er blevet sendt frem og tilbage over nettet. Og alt er blevet nemmere i dag: I gamle dage rejste vi tre mand høj til Stockholm, når vi skulle have svenskeren Janne Lindgren til at spille pedal-steelguitar på en sang. Nu skriver vi en mail til Nashville, hvor der sidder fabelagtige countrymusikere, der skal have 2.000 danske kroner for at spille med på fire numre.

Familieforøgelse

Et coronaprojekt af en helt anden art har fået ben at gå på i hjemmet i Hurup, hvor familiens nyeste medlem tumler rundt. Han hedder Bailey og er en maltipoo – en blanding af en malteser og en toypuddel. Og så er han et halvt år og bliver ikke større, end han er nu. Det er Gitte, der er skyld i, at den lille charmetrold har gjort sit indtog:

Læs også vores artikel om Kandis-trommeslageren og hans syngende livsledsager, der elsker musikken og hinanden.

– Jeg har altid haft hund og ville gerne have en igen, men Johnny modsatte sig det i mange år, da det krævede meget arbejde og var svært at forene med musikerlivet. Men da corona havde givet os mere familietid, tænkte jeg, at skulle det blive til noget, skulle det være nu. Og en dag, da Johnny vågnede efter at have blundet lidt på sofaen, kunne jeg fortælle ham, at vi skulle have hund, og at jeg havde betalt depositummet. I øvrigt har en hel stribe kolleger, venner og familiemedlemmer meddelt, at de er klar til at babysitte, når det er nødvendigt. Så den side af sagen er jeg ikke nervøs for, fortæller Gitte.

Johnny tager over:

– Min mor og far havde også hund, da jeg var teenager. Så jeg vidste alt om, hvor glad man kan blive for sådan et dyr. Og han er da heller ikke til at stå for, når han følger mig overalt

Her kan du få historien om musikeren Erik Maribo og hans livs store kærlighed.