Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Når Michael Vraa i dag går levende og glad omkring i sit hjem i Randers-forstaden Hornbæk, er det ifølge ham selv ene og alene takket være hans hustru, Camilla Alban, sønnerne Per og Kristian på 23 og 21 år og parrets to svigerdøtre. Særligt hans fem år yngre livsledsager har med hans eget udtryk været hans klippe under de mange op- og nedture.
– Og jeg er stadig så forelsket, som da jeg så hende første gang. Den dag i dag kan hun give mig det samme sug i maven.
I sommeren 2019 var han ude at optræde som musiker for første gang i en årrække. Og i begyndelsen af 2021 fik han et uventet skulderklap, der har sat yderligere skub i hans musikplaner:
Preben sidder i kørestol, men der sker altid noget der, hvor han er. Læs med.
– Da kom min 32 år gamle sang ”Du er mit liv” pludselig til ære og værdighed. Jeg havde selv indsunget sangen og skrevet melodien. Keld Heick havde skrevet teksten, og Søren Bundgaard havde produceret, siger han om ørehængeren, der i tre årtier lå og gemte sig blandt andre demobånd i en lade, indtil det blev gravet frem af underholdningskongen Stig Ulrichsen.
– Der stod intet navn på, men Stig syntes, sangen var spændende, så han satte hele sit netværk i sving på Facebook for at finde ophavsmændene. Da han fandt frem til mig og hørte historien bag sangen, syntes han, den fortjente omsider at blive udgivet. Så det blev den.
Da Michael hørte sig selv synge med sin ungdoms lyse røst, fik han blod på tanden til at lave sange på dansk igen.
– Jeg har netop færdiggjort tre dansktopsange i mit hjemmestudie. Samtidig arbejder jeg på et countryalbum på engelsk. Det er den musikstil, jeg har dyrket mest gennem årene.
Og det er mange år, vi taler om: Michael Vraa, der også har efternavnet Pedersen på sin dåbsattest, udviste allerede som barn i Nørre Borup nord for Randers musikalske evner.
– Som 9-årig havde jeg mit første betalte job som trommeslager i et band. Skolen var til gengæld ikke min kop te, så jeg gik ud af 7. klasse for at hellige mig musikken. Mine forældre mente dog, at jeg skulle have noget at falde tilbage på, så jeg blev udlært frisør i 1983. Efter en kortvarig ansættelse hos en frisør i Randers åbnede jeg min egen salon. Men jeg brugte stadig mere tid på musikken end på frisørfaget, griner han.
Dansktopkongen Johnny Hansen har også sunget country. Læs bare her.
I 1993 mødte han kvinden i sit liv, der dengang arbejdede som tjener på Hotel Randers og det nu hedengangne hotel Kongens Ege.
– Jeg så hende første gang, da jeg optrådte på natklubben King’s Corner, der hørte til Kongens Ege. Hun var lige så smuk udenpå, som hun var det hele vejen igennem, og for mig var det kærlighed ved første blik.
52-årige Camilla er født med hofteledsdysplasi, og det bevirkede på et tidspunkt, at hun måtte opgive tjenerjobbet.
– Hun spurgte mig derfor, om jeg kunne udlære hende som frisør. Det sagde jeg selvfølgelig med glæde ja til, siger Michael.
Læs historien om det brag af en dansktopfest, som Sønderjyllands syngende frisør var vært for.
I næsten to årtier boede parret på Akacievej i Randers, hvor de havde frisørsalon i forbindelse med huset. Undervejs var det imidlertid Michaels tur til at få problemer med helbredet. Og hans tilstand blev gradvist forværret gennem nogle år, indtil han i 2006 fik en diagnose:
– Jeg havde et uheld med en trailer, som var skyld i, at jeg fik en ryghvirvel ødelagt. Og i den forbindelse opdagede lægerne, at jeg havde spinalstenose.
Lidelsen er ubehagelig, men ret udbredt: En forsnævring af rygkanalen, der forårsager et konstant tryk på nerverne i rygmarven. Som det skulle vise sig, havde Michael dog sygdommen i en meget voldsom og genstridig udgave.
Allerede i 2006 fik han sin første operation. Den gik godt.
– Jeg var frisk og rask i fem år. Men i 2011 brød sygdommen ud for alvor, og i årene frem til 2016 måtte jeg have en ny operation hvert år. Kirurgien hjalp nemlig for en kort stund, men lige så snart jeg var begyndt at komme lidt ovenpå, slog spinalstenosen til igen, og det hele begyndte forfra. Af samme grund sad jeg i kørestol en stor del af tiden, og ellers gik jeg på krykker. Jeg nåede kun at påbegynde min genoptræning, inden jeg blev slået tilbage til start igen.
Indgrebet i 2016 var imidlertid betydelig grundigere og mere omfattende end de tidligere. Størstedelen af Michaels rygsøjle bliver i dag holdt sammen af ni tommer lange skruer.
– Jeg kunne hurtigt mærke forskellen. Pludselig havde mine fødder forbindelse med jorden igen. Og det blev et kæmpe vendepunkt i mit liv. De deprimerende tanker gled ud og blev erstattet af lys og glæde.
Den markante bedring fyldte Michael med ny motivation:
– Jeg ville på benene igen og være fri af kørestolen. Og jeg lagde ud med at gå nogle få skridt. Næste dag blev det til lidt flere. Og i 2018 var jeg nået så langt, at jeg var klar til at sætte mig et nyt mål. Det var her, jeg besluttede, at jeg igen ville ud at spille, synge og optræde.
Kort tid efter blev han ringet op af festmusikeren Bendt Aaen.
– Han underholder til familie- og privatfester og spurgte, om jeg kunne tænke mig at tage med ham ud som musikalsk makker. Jeg kunne ikke have fået en bedre opringning. Som duo kalder vi os i øvrigt Aaen & Vraaen, smiler han.
Her kan du læse om dansktoppens "jyske cowboy", der nær var død af druk.
Da Michael var mest sygdomsplaget, måtte han selvsagt have hjælp til mangt og meget. Lykkeligvis var Camilla altid lige i nærheden, da hendes frisørsalon lå i deres hjem.
– Og så handlede det jo bare om at lægge nogle pauser ind i arbejdsdagen. For to år siden solgte vi huset og salonen og flyttede her til Hornbæk. Og jeg var begyndt at kigge mig om efter en ansættelse som frisør, da coronaen kom på banen og vanskeliggjorde alt. Heldigvis har mine kunder holdt fast i mig, og nu klipper jeg dem i deres private hjem. Jeg har verdens bedste arbejde, siger hun.
Sygdommen har tæret hårdt på Michaels fysik, men han er ved godt mod:
– Jeg er blevet en gammel mand at se på og 10 centimeter lavere end tidligere. Men mange har det værre end mig. Der findes alvorligere sygdomme, og jeg er dybt taknemmelig over, hvordan tingene har udartet sig, siger han.
Musikeren Erik Maribo skrev det smukkeste dansktophit til sin elskede. Læs historien her.