Min oldefar blev solgt på auktion

"Kære Gud,” sagde Carl. “Jeg kan ikke mere. Jeg orker ikke dette liv mere. Hjælp mig, kære Gud, hjælp mig at komme herfra.” Carl græd. Han så sig fortabt ud over markerne og fik øje på mergelgraven. Nu vidste han, hvad han skulle. Han ville afslutte dette forbandede liv.

Carl var en dreng på 10 år. Året var 1888, stedet var Sverige, og Carl var en dreng, der blev solgt til højestbydende bondemand, som havde brug for en arbejdsdreng i marken eller som gåsevogter, så gårdens gæs ikke løb ud i marken. Sådan var vilkårene for et auktionsbarn som Carl. Han var et barn, der var blevet fjernet fra sine forældre og nu var parat til at gå i døden, sønderbanket og ydmyget.

Carl kunne være endt som endnu en parentes i historien, der er fuld af historier om vanrøgtede børn. Heldigvis kom der i samme øjeblik en mand forbi på landevejen. Han tog den mishandlede dreng med hjem, og han blev det første menneske, der viste gåsedrengen Carl lidt omsorg.

Heldigvis for det, for ellers var auktionsbarnet, børnehjemsungen og gåsedrengen Carl Anderson ikke blevet en elskelig far, bedstefar og oldefar til en stor slægt af mennesker, der alle tog hver sit skridt ud af fattigdommen og beviste, at fattigfolk også kan blive til noget.

Læs også Aggis erindringer fra et liv som baggårdsunge

Liselott Blixt, 56 år, er oldebarn af gåsedrengen Carl. Hun er også dansk folketingspolitiker, lokalpolitiker og sundhedsordfører for Dansk Folkeparti. Nu er hun så også forfatter, fordi oldefar Carl var en del af hendes opvækst, og fordi han har stor betydning for hendes egne livsværdier.

– Vi har altid vidst, at min oldefar Carl var auktionsbarn og faktisk blev solgt på auktion 10 gange i sin tidligste barndom. I mange år troede jeg, han var min morfar, fordi min mor, Ulrika, er vokset op hos Carl og hans kone, Marie, fortæller Liselott.

– Min oldefar var et godmodigt menneske, han fandt sig i meget, også for meget, men han fandt sig ikke i, at nogen var ond mod børn. En dag, da han kom på uanmeldt besøg hos sin datter og svigersøn, opdagede han, at svigersønnen slog deres børn. Det satte han en stopper for ved straks at tage børnene med sig, og Ulrika, som siden blev min mor, var et af børnene, som flyttede ind hos ham og Marie.

– Jeg nåede ikke at kende min oldefar særlig godt, jeg var kun syv år, da han døde i 1972, men historien om hans liv har jeg hørt mange gange fra min mor, der kunne takke ham for, at hun fik en dejlig barndom, siger Liselott.

Sit livs kærlighed

Gåsedrengen Carl voksede til, og det var en stor dag, da han blev konfirmeret og for evigt kunne sige farvel til auktioner og hidsige herremænd. Nu stod han omsider på egne ben, og gåsedrengen havde et talent for heste: I dag ville man have kaldt ham hestehvisker, for Carl kunne få en hest til at følge hans mindste vink. Aldrig med pisken, kun med ro og kærlige ord.

Derfor blev han konkurrencerytter og fortsatte karrieren inden for militæret. Her fik han tilnavnet Blixt – hurtig som lynet, for når Carl var rytteren, kunne ingen komme hurtigere i mål end ham og hans hest. Carl blev korporal, han oplevede, at han fik respekt, men størst for ham var det, da han mødte sit livs Marie.

Gåsedrengen drømte om at få en familie, og det fik han. Han forlod militæret og arbejdede igen i landbruget, men nu havde han sin Marie og fik med årene mange børn. Han blev aldrig en rig mand, han overlevede den spanske syge, han oplevede store sorger, men størst for ham var kærligheden og håbet om det liv, han ønskede for sine børn: De skulle have en uddannelse og aldrig slide så hårdt i det, som han havde gjort. Hans børn skulle have det bedste. Intet andet.

Læderveste til rockere

Ulrika blev gift med en dansk mand, og de havde den samme drøm om et bedre liv for dem og deres børn.

– Mine forældre købte hus i Rødbyhavn. Min far var dybt ordblind. Hans forældre havde altid sagt til ham, at han var dum, men min mor læste bøgerne højt for ham, og så uddannede han sig til smed. Min mor begyndte med at gøre rent, senere blev hun rengøringsinspektør. Vi var fire børn, og der var aldrig tvivl om, at vi skulle bestille noget. Vi skulle kunne klare os selv.

– Jeg var en rigtig drengepige og susede rundt i byen på min knallert, en Puch Monza, da jeg var teenager. Senere hang jeg ud med de hårde drenge på motorcykler, men jeg havde lagt en plan. Jeg ville ind til politiet, og indtil jeg var gammel nok til at søge ind på skolen, måtte jeg finde mig et arbejde. Jeg så en annonce fra en buntmager, der søgte en lærling, og den læreplads fik jeg, fortæller hun.

Liselott blev buntmager, men der var ikke mange i Rødbyhavn, der havde penge at kaste efter en håndgjort minkpels, så hun kom mest til at sy læderveste til rockerne, men pyt med det. Hun ville alligevel videre.

Stolt af mine rødder

– Jeg blev gift, fik to børn, og der skulle tjenes penge. Jeg har kørt taxa og været hjemmehjælper, selvstændig buntmager og senere blev jeg uddannet social- og sundhedsassistent. Jeg har altid haft sådan en rastløs energi, hvis jeg ikke lavede noget, så var det lidt pinligt. Jeg havde lært, at man altid skulle passe sit arbejde og klare sig selv – men vi lærte også at hjælpe andre, hvor der var behov for det.

– I min verden har det altid handlet om retfærdighed. Jeg kan ikke holde det ud, hvis folk ikke bliver behandlet ordentligt, eller at man sparker til dem, der ligger ned. Jeg har grædt mange tårer over min oldefars barndom, og den bog om ham har været på vej i mange år, for han er et menneske, vi aldrig må glemme. Vi skal huske, hvor vi kommer fra.

– Jeg kom senere i byrådet i Greve og også i Folketinget. Jeg har i mange år tænkt på at skrive om min oldefar, og det begyndte jeg så på for et par år siden.

Læs også om Linda der elsker at være mor

– Min mor lever endnu, og jeg har haft mange samtaler med hende om Carl. Jeg har været i arkiver, på militærhistorisk museum og læst en masse gamle breve, og så skrev jeg bogen om gåsedrengen fra Skåne. Bogen er en hyldest til den mand, der skabte en stor familie og lærte os alle, hvordan man er et anstændigt menneske, og viste os, hvor meget et fattigt menneske kan gøre, når man kæmper for at skaffe en bedre fremtid for sine børn. Jeg er meget stolt af ham.

– Som ung skammede jeg mig over, at min far ikke kunne læse og skrive. Da jeg kom ind i Folketinget, skammede jeg mig over, at jeg ikke havde en lang akademisk uddannelse som de andre politikere. Nu er jeg færdig med at skamme mig over noget som helst. Jeg er stolt af mine rødder og alle dem, der har kæmpet for, at jeg nu står her, hvor jeg står.