Livshistorier
Min svigerfamilie reddede mit ægteskab
– ”Gå bare ind i haven”. Jamen, så gør vi det, læser en ældre mand smilende op fra et skilt, inden han sammen med sin ledsager følger efter den lille flok af mennesker, der er begyndt at komme dryssende.
I sommersolens varme stråler står Fejøs farverige natur knivskarpt, mens øens fugle insisterer på at kvidre om kap med hinanden.
Midt på øen bor Annette Gry Svåbæk, 63 år, som har inviteret den lille flok af mennesker til at komme forbi til hendes sommerarrangement Fejø Fortællinger. Hun havde dog ikke regnet med flere end 15 personer til hvert arrangement, så nogle er blevet bedt om at medbringe deres egne stole.
– Jeg har simpelt hen ikke stole nok, for der kommer i hvert fald 25. Men det er jo bare rart, at folk bakker op om det, siger Annette med et stort smil.
De fremmødte hjælper hinanden med at finde stole og hynder til alle, inden de sætter sig til rette og begynder at småsnakke med hinanden. Imens forsøger Annette at få styr på sin kaffemaskine.
– Jeg har aldrig i mit liv haft en kaffemaskine. For jeg troede, at når jeg fik en kaffemaskine, så var livet slut. Men det går da meget godt, konstaterer Annette, efter at have tabt kaffekandens låg ned i kandens dyb og nu har fået det fisket op igen, så der kan blive brygget rigelige mængder af kaffe til gæsterne. For her er kaffe inkluderet i entréprisen.
Læs også: Fejøs børn bruger ikke skoleskemaet, for de har Astrid
Selv om mange er kommet i god tid, ender klokken alligevel med at blive et par minutter over 14, før Annette træder ind i den halvcirkel, hvorfra hun vil underholde gæsterne. Al småsnak forstummer øjeblikkeligt.
– Velkommen til Fejø For-tællinger! Nu er det jo sådan, at mange ting altid starter cirka 10 minutter senere, siger dagens værtinde og fortæller om en dag, hvor hun stod og ventede på færgen, der var 10 minutter forsinket. Ved siden af hende stod nogle, der ventede noget mere utålmodigt, og som tydeligvis ikke kunne forstå, at færgen ikke kom.
Havens gæster griner i kor. For det er uden tvivl et scenarie, de kan nikke genkendende til.
– På den måde er det lidt sjovt, hvordan vi kan presse os selv i tid, afslutter Annette den fine anekdote, inden hun hopper videre til den næste fortælling.
Annette er ikke selv vokset op på øen. Hendes egen Fejø-fortælling startede først for alvor for et par år siden på Æblets Dag, som er et årligt event i efterårsferien. Her blev hun inviteret til fællesspisning, der udviklede sig til, at hun købte en campingvogn, som hun kunne have stående på øen. Blot et år efter skiftede hun campingvognen ud med et hus.
– Jeg havde det ellers sådan, at jeg overhovedet ikke skulle have noget hus, og jeg skulle da slet ikke have nogen have. Men da jeg kom ind i stuen, sagde jeg til mig selv: ”Her må jeg bo”, fortæller Annette.
Selv om det godt kan lyde som én stor pærevælling af tilfældigheder, der førte hende fra en taglejlighed i Nykøbing Falster til et hus med have midt på Fejø, så havde hun faktisk taget et meget bevidst valg kort tid forinden.
– Jeg er tidligere skolelærer, og jeg havde taget beslutningen om, at jeg ville stoppe med at arbejde som fastansat, når jeg blev 60 år. Jeg har været tjenestemand i 37 år, og jeg havde det sådan, at nu skulle jeg bare være fri.
Læs også: Operastjerner blev øboere: Vi har vildtvoksende planer på Samsø
Efter at være flyttet til Fejø arbejder Annette nu som poder og kirkesanger. Hun har i 15 år taget rundt i landet og underholdt med Livets Sange – og nu kan hun så tilføje sommerarrangementet i sin egen have på listen over småjobs.
– Det er faktisk en af mine sønner, Lau, der har startet Fejø Fortællinger. Fordi jeg begyndte at fortælle historier herovrefra, og så spurgte han: ”Hvorfor laver du ikke Fejø Fortællinger? Det er da lige dig. Du bliver jo ved med at fortælle om Fejø”, forklarer Annette.
Så selv om det er første gang, hun officielt holder Fejø Fortællinger i sin have, så er det ikke første gang, at hun videreformidler fortællingerne. For efter at have delt de mange lokale historier med sine sønner begyndte Annette også at lave videoer og lægge dem på Facebook.
– Vi har jo allerede et ø-museum, så man kan sige, at jeg er det levende museum. For Fejø har en lang historie, som er værd at fortælle. Men jeg vil også gerne have, at folk begynder at tale om deres egen Fejø-historie. For eksempel hvordan de kom hertil, og hvilke mennesker de har mødt på deres vej, uddyber hun.
Annettes fortællinger handler altså ikke kun om øens natur- og kulturhistorie. Den handler i høj grad om de mennesker, der bor på øen, og som hun med tiden håber vil fylde en endnu større rolle i fortællingerne.
– Planen er, at det vil udvide sig til næste år. Man kunne måske have små telte og invitere til én stor eventdag, hvor flere fortæller deres fortællinger rundt omkring på øen. Altså nogle, der fortæller om skolen, nogle om kunsten, og andre, der fortæller om øens skibshistorie. Så det ikke bare er mig, der står og fortæller mine egne udvalgte fortællinger, lyder det håbefuldt fra Annette.
Læs også: Jyttes hus er 17 kvadratmeter: Jeg elsker det enkle liv
Men som et første spadestik står hun nu og fortæller havens gæster om et historisk øksefund ved Dybvig, om fejbattingen Løg-Ole på 93 år, der sidder smilende blandt publikum, og om øens egen valuta bestående af genbrugskvitteringer, der kaldes for røde rejer og blå bananer og nu kan købes som souvenir.
– Om lidt skal vi have kaffe og kage. Her synes jeg, det kunne være sjovt, hvis nogen af jer måske har en lille historie, I ville hviske mig i øret, som jeg må dele efter pausen. Men tak for første halvdel, siger Annette, inden hun modtager en klapsalve, og gæsterne bevæger sig mod kagebordet.
I den lille have bliver kagespisning og småsnak på et tidspunkt afbrudt af fællessang, og med fornyet energi fortsætter Annette på anden akt, mens tiden løber fra selskabet, uden at de ænser det.
På forskellige tirsdage, onsdage og torsdage i juli inviterer Annette til Fejø Fortællinger klokken 14-15 i sin have på Brigetvej 3, 4944 Fejø. Programmet byder på historier om Fejø og øboerne, fællessang og smagsoplevelser fra øen. Desuden kan man være med til at støtte den lokale skole ved at købe forskellige souvenirs og høre mere om øens egen valuta. Arrangementet koster 50 kroner inkl. kaffe. Se mere på Facebook – Fejø Fortællinger.