Lisbeth Kjærulff: Af og til må man gribe i egen barm

De hurtige kostumeskift er et særkende ved revyen som kunstart. Og som oftest er der mange af dem. Tendensen i disse år er nemlig, at tempoet ryger i vejret, og de enkelte numre bliver kortere og kortere. Hvilket ikke i sig selv er et problem: Fart over feltet er som regel ensbetydende med højt humør.

Skiftene rummer dog også en indbygget risiko for, at noget går galt. Og med et stort antal skarpe sving, der hver især kan få læsset til at vælte, er en moderne revyforestilling lidt af et forhindringsløb.

Læs også: Trine Gadeberg: Jeg trillede baglæns ind i spotlightet

49-årige Lisbeth Kjærulff, som i år folder sig ud i Ganløse Revyen, har gjort sig erfaringer med beklædningsgenstande, der levede deres helt eget liv:

– I år er det tredje gang, jeg er med på holdet i Ganløse. De to første var i 2013 og 2015. Og i ’15 var det den dygtige kjoledesigner Lasse Spangenberg, der stod for kostumerne. Forestillingen indebar på helt klassisk vis en finale i flotte, festlige skrud. Og selv var jeg blevet tildelt en smuk kjole, der var skåret lige over brystet uden stropper til at holde kreationen oppe, siger hun.

Svært at holde masken

Helt efter bogen var der minimal tid til at skifte tøj bag scenen. Og da kollegaen Anne Herdorf skulle hjælpe Lisbeth med at lyne hendes prægtige kjole op i ryggen, gik det galt:

– Lynlåsen sprang simpelt hen, og kjolen blev nu kun holdt sammen – og oppe – af en lille hægte øverst, mens lynlåsen, der skulle have været lukket, var et stort, gabende hul hele vejen ned ad ryggen. Alt imens stod vi i samlet flok foran publikum i det, der gerne skulle være et elegant finalenummer med dans og sang. Jeg gennemførte det da også uden at glemme et eneste ord eller dansetrin. Til gengæld havde jeg hænderne solidt placeret på mine egne bryster hele vejen igennem. Det må have set vanvittigt ud. Og på et tidspunkt fik mine to medspillere, Anne Herdorf og Kim Brandt, øjenkontakt med hinanden og havde tydeligvis meget svært ved at holde masken under mine anstrengelser.

Under hele nummeret havde Lisbeth front mod publikum, der således var henvist til i det stille at undre sig over den noget uortodokse koreografi.

– Først da den sidste tone havde lydt, vendte Anne mig om, så publikum kunne se årsagen til min sære opførsel. Og i det øjeblik rullede en bølge af latter gennem salen, husker Lisbeth.

Læs også: Kim Hammelsvang: I Kerteminde går vi bevidst et skridt for langt

De svære betingelser, hvad tøjskift angår, kan ifølge Lisbeth af og til medføre en løssluppen stemning blandt skuespillerne, der gør, at de indimellem næsten har det sjovere bag scenen under forstillingen, end publikum i salen har.

– Det gode tip for et lynskift er at tage det helt køligt og regne med, at man når, hvad man skal nå. I årets forestilling er der især ét bestemt sted, hvor jeg skal skifte fra T-shirt og bukser til kjole og paryk. Og det handler kort sagt om at tage en dyb indånding og gøre alting i en fastlagt rækkefølge, mens man er opmærksom på ikke at komme til at lægge bukserne hen over sine sko. Det gør man for eksempel ved at træde et lille skridt til siden. På den måde kan man faktisk udvikle en hel, lille koreografi for tøjskiftet. Og i år er det indtil videre gået godt, smiler hun.

Da væggen skælvede

I et andet projekt, som Lisbeth er en fast del af, har skuespillerne løst kostumeproblemet på en speciel, men smart måde:

– I ensemblet Figaros er vi tre sangere og skuespillere, der hver især spiller mange roller i vores muntre musikforestillinger, som vi turnerer med i teaterforeninger landet over. Til forestillingerne har vi fået fremstillet særlige kostumer ved at tage snydeslips-princippet og overføre den til en hel dragt: Jakke, vest, skjorte og tørklæde eller slips er syet sammen i ét stykke, som åbnes og lukkes med velcro eller en lang lynlås. Dermed kan vi skifte tøj på få sekunder og skal derefter kun tænke på at hoppe i det fodtøj, der passer til kostumet.

Nu er der jo også andre tekstiler i showbiz, end dem skuespillerne har på kroppen: I Ganløse Revyen i 2013 var scenebaggrundene designet på nogle store stykker stof, som hang ned over scenen som gardiner i nogle store løkker fra en lang stang under loftet.

– Pladsen mellem scenebaggrunden og bagvæggen udgjorde en smal gang, som gjorde det muligt for os skuespillere at smutte uset hen over scenen under forestillingen. Til gengæld var der bælgmørkt i gangen. Og en aften, hvor jeg sad derinde og skiftede tøj, kom en af mine kolleger drønende i høj fart og faldt over mig. Det bevirkede, at den meget lidt klippefaste ”væg” ud mod tilskuerne åbnede sig, og et ben og en halv arm pludselig kom til syne. Det medførte lidt kortvarigt, utilsigtet grineri i salen. Men det var også en episode af den slags, som helt tydeligt er en smutter, og som er glemt et øjeblik efter, siger hun.

Læs også: Rasmus Krogsgaard: Det uventede har komisk energi

Ballade i blikket

Én ting er dog, når publikum griner på steder, hvor det ikke var meningen. Noget andet er, når skuespillerne gør det.

Det er et fænomen, som har det med at opstå mellem bestemte kolleger, og som oftest vilkårligt og uden egentlig årsag. Og behjertede forsøg på at tæmme grinetrangen med alvor og fornuft vil som regel kun gøre ondt værre.

Lisbeth går så langt som til at betegne det som en sygdom.

– Alt kan udløse den. En replik, der bliver afleveret lidt for sent eller med en anden ordlyd for eksempel. Når du så får øjenkontakt med din kollega, og du ser, at han eller hun har ballade i blikket, ved du, at I er ramt af sygdommen. Og når man først er derhenne, er der ingen ende på det. Der kan gå mange år, hvor du og den pågældende kollega ikke arbejder sammen. Men den dag I begge står på samme scene igen, vender det hele tilbage med uformindsket styrke, og faren for at bryde sammen af grin vil være så stor som nogen sinde.

En at de skuespillere, der for Lisbeth i årevis har været en tikkende latterbombe – og omvendt – er Nykøbing F. Revyens Rasmus Krogsgaard.

– Så sent som i efteråret og foråret optrådte vi sammen 54 gange i forestillingen ”Elverhøj”. På et tidspunkt i forestillingen skulle vi forestille at være uvenner. Og midt i den anstrengte stemning mellem os skulle vi pludselig vende os mod hinanden og begynde at synge. Der var bare noget komisk ved sceneriet i både mit og Rasmus’ hoved, og det var en af de situationer, hvor vi skulle anstrenge os for ikke at falde i.

Læs også: Anne Herdorf er gået til revyen

Munter og løssluppen stemning

Hvis en kollega har sat sig for at få Lisbeth til at grine ved at gå ud ad en uventet tangent på scenen, er der i øvrigt en god chance for, at det lykkes:

– Jeg er verdens letteste offer. Ovenikøbet oplever jeg, at jeg med årene bliver dårligere til at holde masken. I øvrigt er jeg generelt ikke så stor tilhænger af, at skuespillere bevidst prøver at hyle deres kolleger ud af den på scenen. Men der var én gang i Rottefælden i 2011, hvor vi lavede et nummer, hvor vi gjorde det til en stil. Vi besluttede simpelt hen, at vi skulle sige noget nyt og overraskende til hinanden hver aften. Det skabte en munter og løssluppen stemning både på scenen og i salen, siger hun.

Lisbeth er i øvrigt enig med Kim Hammelsvang i, at lidt fynsk dialekt på scenen altid får humøret til at stige et par grader.

– Jeg er selv fra Herning og har blandt andet boet i Aarhus, så den figur, jeg selv plejer at hive op af hatten, når komikken skal have lidt ekstra, er nok snarere den sure, jyske dame.

Læs også: Karsten Jansfort: Jeg er sjældent sur og bitter