Puks brevkasse: Træt af at føle mig som min mands elskerinde

Jeg kan ikke altid se en fremtid med min kæreste – problemet er ikke ham, men at jeg skal deltage i næsten alt med hans børns mor, og at hans familie kalder mig ved hendes navn, næsten hver gang vi ses.

Læs også: Brev til Puk: Jeg føler mig fravalgt af min kæreste

Jeg er med på, at de har en fortid sammen, men jeg ville ønske, at hun ikke altid skal deltage i alt, for i takt med at jeg skal kaldes ved hendes navn, bliver jeg mere og mere ked af det og føler mig som den mest ubetydelige person, når vi deltager i familiesammenkomster på hans side. Det er næsten 10 år siden, de gik fra hinanden, og hun har ikke fundet en anden – hvad jeg ville ønske, hun havde.

Jeg har flere gange ytret, at det er meget frustrerende, men at det må bunde i jalousi, men jeg er ikke selv jaloux på hende, deres børn osv. Jeg kan faktisk godt lide hende.

Jeg er bare dødtræt af at føle mig som min mands elskerinde på sjette år og af, at jeg ikke kan hedde mit eget navn. Og jeg føler lidt, at jeg på den konto spilder mit liv, for hver gang vi har været samlet, er jeg ofte meget ked af det mange dage efter, fordi jeg ikke kan fordrage at blive kaldt ved hendes navn. Det er ikke hendes skyld, at de andre gør det, men hun kommer bare ikke videre og skal deltage i alt, og hun bliver sur, hvis der har været enkelte gange, hvor hun ikke har været med.

Læs også: Brev til Puk: Hans eks fylder lidt rigeligt

Og især når vi som nu har skullet ses med hende hver weekend i flere uger, kan jeg ikke finde mig selv i en fremtid med min mand. Ikke på grund af ham, men på grund af alle de “ødelagte” følelser, jeg sidder tilbage med hver gang.

Ens familie er noget af det vigtigste, man har, men når man så stor en del af tiden ikke føler sig som en del af den, så føler jeg ikke altid, at fremtiden for mig skal ligge der, for det andet vil aldrig ændre sig. Jeg beder ikke om, at hun ikke skal være der – jeg beder bare om, at det ikke er altid.

“Elskerinden”

Læs også: Puks brevkasse: Eksen er altid med til familiebegivenhederne

Kære “Elskerinden”

Det første, der falder mig ind, er en ret flabet løsning. En, jeg måske selv kunne have valgt, og som nok ikke er helt fin i kanten. Næste gang, der er familiemiddag, så tag et navneskilt på. Jeg kan godt lide at løse problemer med lidt humor, men det er ikke sikkert, det lige passer til dig.

Hør her, det kan ikke være navnet, der ødelægger det hele. Det må stikke dybere. Elsker du ham? Fungerer jeres forhold? Oplever I noget sammen? Har I gode samtaler? Griner I? Er I intime?

Jeg synes, du har en god pointe. Du skriver, at det nok aldrig bliver anderledes med ekskonen. Det tror jeg, du har ret i. I den familie har de valgt at holde hende inde i inderkredsen, og det skal du kunne acceptere. Du skal kunne rumme, at hun er der, og at hun bliver ved med at være der.

Læs også: Puks brevkasse: Hun følte, jeg havde stjålet hendes liv

Det virker, som om du bare tavst tager dine nederlag. Det duer ikke. Hvis du vil blive sammen med din mand, så må du smøge ærmerne op. Når du bliver kaldt et forkert navn, må du venligt, men bestemt, rette, og du må gøre opmærksom på, at nu skal de holde op med at fortale sig. Det kan man godt gøre på en fin måde.

Du skal også sige det til din mand. Han skal træde i karakter og hjælpe dig. Hvis du vil blive i forholdet, må du ind i kampen. Jo mere du føjer hele situationen og vender det indad, jo mere usynlig bliver du. Forandringen skal komme fra dig selv. Du kan ikke vente på, at de andre ændrer noget. Så enten tager du kampen op, eller også lister du ud ad bagdøren.

Good luck sister! Op med hovedet.

Kram fra Puk

Læs også: Puks brevkasse: Eksen ringer, og kæresten springer