Vi siger tak for vores nye liv

Käthe Bock taler fire sprog: ”Dansk, tysk, sønderjysk og plattysk,” siger hun stolt, og Tarek og Abdel nikker ærbødigt og overgiver sig. De to er brødre og taler kun tre sprog: Arabisk, dansk og sønderjysk.

Käthe bor på Rønshave Plejehjem i Bov lige på grænsen til Tyskland. Her bor hun godt, synes hun, og hun er glad for Tarek og Abdel, der er social- og sundhedshjælpere og hjælper hende og de andre beboere med at klare dagligdagens forskellige gøremål.

De to brødre, Tarek Mohamad på 27 og Abdel Mohamad på 25 år, er også flygtninge fra Syrien. De er uddannet social- og sundhedshjælpere, og de har netop fået en ny titel, som de lige skulle have forklaret. De er blevet kåret som ”velfærdstalenter”.

Fagforeningen FOA og pensionsselskabet PenSam kårer hvert år 100 velfærdstalenter fra hele Danmark. Et velfærdstalent er et ungt menneske under 35 år, der arbejder med pleje af mennesker. Det er sosu-hjælpere og -assistenter, paramedicinere, pædagogmedhjælpere og serviceassistenter. Det er mennesker, der arbejder hårdt for, at andre får den hjælp, de har brug for, og det mente plejehjemsleder Dorte Soll, at Tarek og Abdel gør. Hun indstillede brødrene til den fine titel, og de blev begge to udvalgt. Det var meningen, at de skulle have været til Christiansborg for at modtage den fine hæder, men det kunne ikke lade sig gøre på grund af corona. Det betyder ikke noget for Tarek og Abdel. De var beærede over prisen, men faktisk ville de helst bare på arbejde, som de plejer. Plejehjemmet er blevet deres andet hjem.

Frivillige brødre

Storebror Tarek kom først til Danmark i 2015. Året efter kom hans lillebror. De to unge mænd kommer fra Syrien. I Damaskus boede de hjemme hos deres familie. De to unge mænd gik i gymnasiet og på universitetet. Fremtiden så lys ud, men det endte den dag, krigen begyndte. De blev uønskede statsborgere uden fremtid, så brødrene forlod Syrien og endte ad lange veje og omveje i Danmark. Først i en lejr på Sjælland, så videre til Jylland, og undervejs deltog de i alle de sprogkurser, de overhovedet fik tilbudt, for Tarek og Abdel havde allerede set i øjnene, at de måtte begynde et nyt liv.

– I Danmark er der gode mennesker. Vi vil gerne gøre gengæld for den venlighed, vi har mødt, og det kan vi kun, hvis vi hjælper dem, der har brug for det, siger Tarek og Abdel. Derfor lagde de en plan.

– Vi ville gerne arbejde med ældre mennesker, fordi de har gjort sig så mange erfaringer. De er de bedste læremestre, når man vil lære et lands kultur at kende, så vi meldte os som frivillige, siger de to brødre.

På det tidspunkt i 2018 var de to endt i en lejlighed i Sønderjylland. De havde masser af eksamenspapirer, der kunne fremvise topkarakterer i dansk, og de havde lært rigtig mange ting om deres nye lidt koldere hjemland, men nu skulle det være. De ville møde nogle af de her mennesker, der havde brug for dem.

Læs også om Ole der flyttede på plejehjem

Sådan gik det til, at Dorte Soll på plejehjemmet fik en ansøgning fra de to brødre, hvor de tilbød sig som frivillig arbejdskraft. De ville gerne gå ture med beboerne, snakke og gøre alle de ting, personalet ikke altid havde tid til.

– Jeg sagde ja tak, husker Dorte. – Vi ligger lidt uden for byen, så drengene skulle køre med bus en halv time hver vej, når de kom. I begyndelsen kom de hver anden weekend, men lidt efter lidt blev det mere og mere, for drengene kunne lide det, og beboerne kunne endnu mere.

De to unge mænd kom og stillede gerne op som medspillere til et slag ludo, når de ældre spillefugle havde lyst til det. De gik ture med beboerne, de læste avisen højt, og de svarede gerne på alle spørgsmål, for først og fremmest handlede det om, at brødrene og de gamle snakkede sammen. Fælles for de to parter var og er stadigvæk, at de alle gerne vil snakke rigtig meget.

Tak til de ældre

– Drengene er gode til at læse avisen højt, siger en af beboerne, Andreas Peter Tarp. – De der aviser bliver skrevet med en så lille skrift, at man ikke kan læse teksten. Brødrene læser højt, og de bliver rettet, hvis udtalen ikke er lige i skabet. Det kan i sig selv være en udfordring, for udtalen her er sønderjysk. Ikke rigsdansk, så brødrene er på ekstraarbejde.

– Det er utrolig spændende og sjovt at lære et nyt sprog, siger Tarek med umiskendelig sønderjysk accent. – De ældre lærer os om dansk kultur, og vi hjælper dem bare med de ting, de ikke længere har kræfter til at klare.

Nu er de her næsten hver dag. Faktisk vil Gudrun Tæstensen og Andreas Peter Tarp på den anden side af bordet mene, at de har lært de unge mænd alt, hvad de ved om Danmark. Tarek og Abdel blev så glade for weekendbesøgene, at Tarek gik i gang med uddannelsen til social- og sundhedshjælper og blev udlært i marts. Det gjorde han, fordi han synes, det er det vigtigste arbejde, man kan få.

– Vi skylder Danmark en stor tak, fordi danskerne tog imod os. Nu vil jeg gerne betale tilbage, og især vil jeg gerne betale tilbage til de ældre mennesker, fordi jeg synes, vi skylder de ældre respekt. De har skabt det her dejlige land.

De ældre ser lidt forlegne ud, for sådanser de det måske ikke. Eller også er de bare ikke vant til store ord. De kan bare godt lide et venligt menneske, der har tid til at lytte, og som kan bruge deres erfaringer til noget.

Læs også om Mathilde og de frivillige

Lillebror Abdel gik også i gang med uddannelsen og er blevet færdig i juni, og Dorte Soll har ansat ham på Rønshave Plejehjem, mens Tarek nu arbejder på Birkelund Plejehjem i nærheden.

– Vi har brug for mænd i plejesektoren, og det er kun et ekstra plus, at de to brødre kommer fra en anden kultur. De har en stor respekt for ældre mennesker, og de er begge omsorgsfulde og gode medarbejdere, siger hun – og det kan Karin, en af beboerne, bevidne. Hun bliver kaldt ”Habibi” af Abdel, og det er aldrig for sent at blive kaldt ”Smukke” på arabisk.

Faktisk er der nu indtil flere af beboerne, der kan sige adskillige ord på arabisk, og brødrene kan tale sønderjysk, selv om Käthe lige må forsøge at overgå dem

– Ja, å æ kan å godt snak om de andre, siger hun med et lille fnis.