Nu tror jeg på, at livet kan være godt

Maja siger altid undskyld. Undskyld, hvis det er dårligt vejr, undskyld, hvis hun har glemt noget. Hun siger nærmest undskyld for, at hun eksisterer og optager en plads i verden. Det er det eneste, der er irriterende ved hende, synes Frederik. Stille og roligt arbejder han på at få hende til at holde op med det og bare være den dejlige pige, han er forelsket i.

Det er ikke nemt, for Frederik har fået hele pakken: Maja Ploug-mann Birch er en sød og dejlig, ung kvinde, men også en kvinde, der som barn blev misbrugt af sin stedfar, som hun elskede højt og kaldte far.

Da hun flere år efter brød sammen og fortalte det til sin familie, blev hun en ensom, ung kvinde. Så ensom, at hun købte en hund, for så var der da ét levende væsen, der holdt af hende. Det var måske på det tidspunkt, hun begyndte at undskylde. Undskylde, fordi hun havde ødelagt familien, undskylde, fordi afsløringen også betød, at hele familiens økonomi faldt fra hinanden.

Læs også om en speciel familie

Familie Journal fortalte historien om Maja og hendes familie i 2019. Majas mor var og er igen i dag bedemand med eget firma. Majas mor blev alvorligt syg og opdagede derfor ikke, at hendes mand forgreb sig på hendes datter gennem næsten fem år. Maja var 18, da hun fortalte sin familie, hvad der var sket, og selv om hun havde troet, hun endelig ville få det godt, fik hun det faktisk meget værre.

Nu er hun 24 år og kan kalde sig forfatter, for hun har skrevet den bog, hun ville ønske, hun selv havde læst, da hun var barn. ”Hvad nu hvis …” hedder den, og den skal give en stemme til de børn, der ikke ved, hvem de kan tale med, når hele deres verden går i stykker. ”Hvad nu hvis” er netop det spørgsmål, Maja altid har stillet sig selv.

– Jeg var mellemste barn i en familie med tre piger. Min storesøster var rap i munden og en viljestærk pige. Min lillesøster var min stedfars biologiske barn. Jeg var hende i midten og tit usynlig, fordi jeg var mere stille, mere følsom og meget afhængig af og glad for min mor. Vi var en stor familie, hvor min mor og stedfar havde blomsterforretning og bedemandsfirma sammen. Der var travlt, huset var fuldt af folk. Vi var en populær familie, og alt sammen kørte rigtig fint. Min mor fik pludselig en blodprop i hjernen og blev halvsidigt lammet, da jeg var 10 år. Den første lange tid derefter var hun meget syg og hvilede sig rigtig meget. Hun kæmpede for at få sin førlighed og sit liv tilbage.

Usynlige Maja

– Imens begyndte min stedfar sine overgreb på mig. De varede, indtil jeg var 15 år. Først anede jeg ikke, hvad der skete med mig, men jeg vidste, at det var forkert. Senere har jeg tænkt: Hvad nu hvis? Hvorfor sagde jeg ikke nej? Hvorfor fortalte jeg det ikke til nogen? I begyndelsen var jeg bange for, at min mor ville dø, hvis jeg sagde noget. Det havde min stedfar sagt, og så blev det en hemmelighed, der ændrede mit liv for altid. Men der var aldrig nogen, der så det. Dengang begyndte min ensomhed, for hvis der aldrig er nogen, der ser det og ser din smerte, så er du jo usynlig, siger Maja.

Efter knap fem år med overgreb kom Maja på efterskole som 15-årig, og dermed sørgede hun for, at hun aldrig nogensinde mere ville komme til at sove under samme tag som sin stedfar. Men Maja havde allerede taget skade.

– Jeg blev en rigtig irriterende teenagepige. Jeg opførte mig frygteligt, når jeg var hjemme, og efterhånden følte jeg, at min familie havde det bedre uden mig. Jeg var nok ikke værd at elske. Jeg havde det frygteligt med mig selv, jeg kunne ikke gennemføre en uddannelse, jeg meldte fra gang på gang i gymnasiet. Jeg var dybt ulykkelig, og efter en tid kom jeg til psykolog.

Herfra ramler hele Majas verden – og hendes families.

Maja fortæller sin mor om overgrebene, og der bliver rejst tiltale mod stedfaderen. Mor og stedfar bliver skilt, økonomien ramler. De mister biler, hus, forretning. Mens stedfar får fire år i fængsel, forsøger Majas mor at samle stumperne op og fortsætte sit liv. Maja købte sig en hund, for at nogen skulle holde af hende, for hun følte ikke, at hendes familie holdt af hende. Hun ville gerne have haft et kram. I stedet fik hun en følelse af, at hun selv var skyld i det. For: Hvad nu hvis hun havde sagt nej? Men det kunne hun ikke dengang.

De næste år søgte Maja omsorg og trøst, hvor hun kunne finde den. Alt for mange mænd, alt for meget fest og alkohol.

– Sex sagde mig ingenting, men jeg var villig til det, fordi der bagefter var det øjeblik, hvor de forskellige fyre holdt om mig og gav mig tryghed. Trygheden var det hele værd. Alkohol var også godt, for så kunne jeg glemme mig selv en tid ad gangen. Mad var også fint, det var en trøst, og jeg havde brug for alt den trøst, jeg kunne skrabe til mig, husker hun.

Maja har angst, depressioner, ptsd og indtil flere diagnoser, som hun kunne få medicin for, men det vil hun ikke have. I stedet kæmper hun sig til rette i det liv, der blev hendes.

Stædige Frederik

– Jeg ville gerne have været advokat, men jeg fik aldrig gjort gymnasiet færdigt. Jeg er ikke i stand til at passe et arbejde otte timer hver dag, så jeg arbejder kun nogle timer om ugen. Min mor hjalp mig ved at give mig arbejde i hendes bedemandsforretning, og i dag er jeg Danmarks yngste bedemand – tror jeg.

Maja er speciel på mange måder. Ikke kun fordi hun er en ung bedemand, som ovenikøbet har opfundet og fået patent på en firkantet urne, men også fordi hun kæmper for at leve et godt liv hver eneste dag – og det er her, Frederik kommer ind i billedet.

Han er 25 år og selvstændig murer. Han har en god familie og en masse stædighed, og begge dele er godt for Maja. Men det krævede lidt, før de to unge kom så langt.

– Vi skrev sammen først, men han sendte altid sådan nogle korte beskeder, så jeg tænkte ikke, der var så meget ved ham. Indtil vi ringede hinanden op, siger Maja med et blik til Frederik. Han er en handlingens mand, og da han mødte Maja, så han en pige, han kunne lide.

– Jeg faldt for Maja, fordi hun var så stærk. Hun fortalte mig med det samme, hvad der var sket i hendes liv. Hun sagde, at hun havde angst, var depressiv og i det hele taget havde nogle tunge ting med sig. Jeg sagde, at så måtte vi jo finde ud af det.

Læs også om Annika

Frederik er heldigvis ikke sådan at slå ud. Når Maja græd og ville forlade ham, fordi hun tænkte, at det var det bedste for ham, stod han fast. Han var der, og det er han stadig, og gradvist har Maja opdaget, at livet også godt kan være let og roligt og fuld af omsorg, uden at det koster noget. For første gang kan Maja bare være Maja.

Parret er næsten ved at færdige med at renovere deres første fælles hus. Det er planen, de skal have en hund, men foreløbig skal huset lige være helt færdigt, og så har Maja også brugt tid på at skrive bogen.

– Den bog skal hjælpe andre børn, der oplever det, jeg gjorde. De skal vide, at de ikke er alene. De skal vide, at det er noget, man skal tale om, og noget man skal have hjælp til. Jeg følte mig som det mest ensomme menneske i verden, og det skal andre børn ikke opleve, hvis jeg kan gøre noget for at forhindre det. Bogen er til børn, men også til voksne og behandlerne – i det hele taget til vores samfund, der stadig behandler den slags overgreb som tabu; noget man ikke snakker om. Og så er den en hjælp til mig selv. Den har sat mange ting på plads, og jeg håber, jeg er færdig med at tænke :”Hvad nu hvis?” – og at jeg ikke undskylder så meget mere.