Efter at have været alene med mine børn i en del år, og efter at min søn for to år siden flyttede hjemmefra, var jeg parat til at finde en ny partner og fandt for snart et år siden en kæreste på single.dk. Vi har meget tilfælles og har det dejligt sammen.
Vi er begge to 55 år, og han blev skilt for tre år siden, fordi hans kone havde været utro og fundet en anden. Det har selvfølgelig påvirket ham, for der er ingen tvivl om, at han har behov for at kontrollere, og i stigende grad går det op for mig, at han faktisk er ret jaloux. Men han dækker det ind under omsorg for mig.
Vi bor stadig hver for sig, og jeg har fra starten gjort ham det klart, at jeg har veninder og familie, som jeg stadig har behov for at se, også uden at han er der.
Han er så i de seneste måneder begyndt at “overraske” mig. Det kan f.eks. være, hvis jeg har været i biografen og på café med nogle veninder, så dukker han op og tilbyder at køre mig hjem, fordi det ser ud til regn. Jeg kan også have veninder med hjem, så spørger han på forhånd, hvornår det slutter, og så kan han finde på at dukke op med en buket blomster, fordi han savnede mig. Tit henter han mig også fra arbejde, uden at vi har aftalt det på forhånd.
Det er jo svært at protestere mod, men jeg har forsøgt at forklare ham, at han ikke behøver at vise den form for omsorg.
Han har foreslået, at vi flytter sammen. Men jeg må indrømme, at jeg er lidt utilpas ved den adfærd, han har udvist. Hans søster, svoger og forældre er meget begejstrede for mig, og jeg har et fint forhold til hans to drenge, som også er flyttet hjemmefra. Skal vi flytte sammen, er det mest praktisk, at det er hos mig. Men jeg bliver mere og mere usikker, selv om jeg føler, at jeg elsker ham. Kan du råde mig til, hvad jeg skal gøre?
Pus
Du har en kæmpe alarmklokke, der bimler i dit system. Lyt til den. Jeg har stor respekt for intuition, og jeg synes, du skal afprøve dine muligheder for at sætte grænser, inden du flytter sammen med ham.
Du har luret, hvad der foregår, og nu må du sige fra. Hvis han ikke kan lade være med at kontrollere dig nu, hvor I ikke bor sammen, så tvivler jeg på, det bliver anderledes, hvis I flytter under samme tag.
Det kan være meget ubehageligt at dele sit liv med en manipulerende og kontrollerende partner, og hvis I ikke kan få en god samtale om det nu, så må du lytte til den usikkerhed, der vokser i dit indre.
Ville du råde dine veninder til at flytte sammen med et menneske, der gjorde dem utryg? Det tror jeg ikke, du ville.
Konfrontér ham med din uro. Han vil nok afvise, men fortæl ham alligevel om dine observationer. Det er vigtigt at se, hvordan han reagerer, for det er nok et emne, der vil blive bragt op mange gange.
Han er selvfølgelig såret over sin ekskones adfærd, men han skal være villig til at arbejde med sin jalousi. Måske med professionel hjælp.
Du må ind i kampen. Sige fra og lægge op til snak. Det er svært at være jaloux. Det gør ondt, men han skal selv bidrage til at komme jalousien til livs. Det er ikke din opgave alene.
Mange hilsner fra Puk
Vi er tilflytterne, som ingen gider
Jeg vil gå til dans – min mand vil ikke
Vi smider alt for meget mad ud
Kan jeg bede dem blive væk?
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Støtte til nye forældre
Veninden snakker for meget
Skal jeg sige nej til julefrokosten?