Opskrifter

Lagkage med browniebunde og saltkaramel

Fredag, 21. januar 2022Af Maja Ambeck Vase. Foto: Columbus Leth.Foto: Columbus Leth.
Er du (også) vild med chokolade? Få opskriften på en overdådig lagkage med browniebunde og saltkaramelganache.

Opskrift på lagkage med browniebunde og saltkaramel

  • 240 g mørk chokolade
  • 120 g smør + lidt til formene
  • 4 æg
  • 360 g sukker
  • 60 g hvedemel
  • 20 g kakaopulver
  • ½ tsk. salt
  • 4 små springforme, Ø 12 cm
  • 1 tsk. flagesalt til pynt

Saltkaramelganache:

  • 2 dl piskefløde
  • 120 g sukker
  • 2 spsk. glukosesirup
  • ½ tsk. salt
  • 200 g mælkechokolade

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 175°. Smelt grofthakket chokolade og smør i en varmefast skål over et vandbad. Pisk æg og sukker let sammen, og vend chokolade-

massen i. Sigt mel, kakao og salt i, og vend godt rundt. Fordel chokoladedejen i 4 smurte springforme, og bag bundene i ovnen i ca. 25 minutter. Lad bundene køle helt af, og sæt dem derefter på køl.

Saltkaramelganache: Varm fløden op til kogepunktet i en gryde, og sæt den til side. Smelt sukkeret til gylden karamel i en anden gryde. Tag straks gryden af varmen, og tilsæt varm fløde lidt ad gangen under omrøring. Tilsæt glukosesirup og salt. Hak mælke-chokoladen fint, og læg den i en skål. Hæld den varme flødekaramel over chokoladen, og vent 1 minut. Rør rundt i midten af skålen med en dej-skraber, indtil massen samler sig og bliver blank. Sæt ganachen på køl i 4-5 timer eller natten over. Fordel ganache mellem bundene, saml dem forsigtigt, og smør ganache øverst. Form små toppe med en ske, og drys med flagesalt.

Tip: Har du ikke fire små springforme, så bag kagen til en stor, firkantet bund, og skær 3-4 cirkler ud af den.