Mange danskere over en vis alder husker Lille Palle fra hans storhedstid i 1970’erne, hvor han toppede hitlisterne med muntre sange som “Hængepilen” og “Smedens vise”, og hvor han medvirkede i folkekomedierne “Piger i trøjen 2” og “Piger til søs” samt ikke mindst tv-serien over dem alle, “Matador”. Men vi skal kun tilbage til sidste år for at finde hans seneste hit: I duet med Bjarne Lisby lavede han den festlige, stærkt aktuelle ørehænger “Har du husket dit mundbind?”, der holdt sig på Dansktoppen på P5 i samtlige de 15 uger, der er det maksimalt tilladte.
– Et par uger inden den faldt for grænsen, var mundbindet faktisk blevet droppet fra politisk side. Men folk syntes heldigvis, sangen var så tilpas sjov, at vi fik de sidste uger med, fortæller den 79-årige sanger og harmonikaspiller med det borgerlige efternavn Andersen.
De to spasmagere har flere gange tidligere forenet kræfter – blandt andet på albummet “Mandschauvinister” fra 2014.
– Vores venskab går tilbage til 1960’erne, hvor vi mødtes i viseforeningen Molevitten på Frederiksberg. Sangen om mundbindet var min idé, og Bjarne var hurtig til at få den omsat til ord og toner, fortæller Palle, som nu atter er aktuel med ny musik: Hans selvkomponerede single “Ching-Chang-Sjask” med tekst af Calle Sand er just lagt ud på streamingtjenesterne.
Nu håber han, at musiklivet på spillestederne og i forsamlingshusene snart begynder at ligne sig selv efter nedlukninger og restriktioner i flere omgange.
– Men jeg er nu glad, hvis bare jeg kan komme ud at optræde et par gange om måneden, som jeg gjorde, inden coronaen kom. To job til en pæn hyre er nok for mig. Jeg har jo min folkepension og får også boligsikring. Og jeg vil ikke sige, at jeg har forstand på penge, men jeg er god til at passe på dem. Jeg studerer altid ugens tilbudsaviser, og jeg lader mig ikke lokke til at købe andet end det, jeg skal bruge.
Apropos hans kunstnernavn var det faktisk som barnestjerne, Lille Palle første gang stak næsen frem: Som 11-årig optrådte han på tv første gang. Og 16 år gammel havde han sit første professionelle engagement på restauranten Brockmann i Odense – med entertaineren Kai Løvring som værge grundet hans unge alder.
– I julen 1962 tog jeg til Finland som trommeslager for et firemands danseband. Vi turnerede i hele landet og spillede en time hver aften. Eventyret kom til at vare et år og otte måneder – kun afbrudt af en uges juleferie i Danmark efter det første år. Det var i Beatles-tiden, og vi gjorde blandt andet lykke ved at spille alle de nye Beatles-sange. Men vi lærte os også nogle finske sange. Det giver jo altid pote, når udlændinge pludselig står og synger på ens modersmål.
Om noget er det dog først og fremmest de vovede viser, der har gjort Palle kendt. Den del af hans karriere tog sin begyndelse, da han mødte familien Stefansen, der ejede Bakkens Hvile.
– De engagerede mig i første omgang som trommeslager til syngepigepavillonen. Jeg fik lov til at synge en vise i ny og næ, men på det tidspunkt havde de ansat folkesangeren Cæsar til at synge de frække sange. Han var en hyggelig fyr, men han var glad for de våde varer. På et tidspunkt tog det overhånd. Han blev fyret, og jeg blev bedt om at afløse ham. Jeg optrådte i Bakkens Hvile i seks år fra 1967 til 1972, og jeg vil ikke tøve med at kalde dem de bedste og festligste år af mit liv.
Sangene var ikke sjældent en tand mere vovede end dem, der klinger på Dyrehavsbakken i dag, og ifølge Palle var de tæt bundet sammen med den løsslupne stemning i “Hvilen”. Via pladeindspilninger og radioens hitlister fik de dog enorm udbredelse, og han blev landskendt som den frække dreng i klassen.
– Det største træffere har jeg selvfølgelig stadig på repertoiret i dag. Men jeg mærker jævnligt, at dem, der skrålede med på viserne dengang, er blevet ældre og ikke er helt så meget med på legen.
Entertaineren bor i et lille hus uden for Gilleleje. Her flyttede han ud for fem år siden, da han blev skilt fra hustruen Lene.
– Hun fik en masse katte, som rendte rundt over det hele og på bordene, og som faktisk var grunden til, at jeg flyttede. Men hun og jeg er fortsat gode venner og passer på hinanden. Når man for eksempel bliver syg, er man glad for at kende nogen, der kan hjælpe. Da hun for eksempel blev syg af coronavaccinen, købte jeg ind for hende. Det indebar, at jeg kom trillende med hele indkøbsvogne fyldt med grønt til hendes marsvin og kaniner. Når folk så det, grinede de og spurgte, om jeg var blevet vegetar!
Palle har to gange tidligere været gift, men har altid formået at bevare et venskab med ekskonerne, “når først krigen har lagt sig”, som han siger.
– Min første kone, som desværre lige er død, fik jeg min datter Rie med. Nummer to var en østrigsk kvinde, jeg mødte på en ferie på Mallorca. Hun blev mor til mine sønner Kaj og Erik, der er 42 og 40 år. Jeg besøger af og til hende og hendes nye mand på Møn, hvor de bor i dag. Så har jeg frisk fisk med fra Gilleleje.
Helbredsmæssigt er årene ikke gået helt smertefrit hen over sangerens hoved: I 2010 blev han opereret i ryggen for spinalstenose, som er en forsnævring af rygmarvskanalen.
– Jeg har stadig smerter – især i lænden. Men kan leve med det, og jeg tager kun piller, når det er rigtig slemt. Jeg kan ikke gå ret langt, så jeg bruger et løbehjul, når jeg eksempelvis skal bevæge mig fra parkeringspladsen til Gilleleje Billard Klub, hvor jeg hygger mig så ofte, som jeg kan. I perioder kommer jeg der dagligt, og især er jeg glad for at spille 3-bandecarambole. Alt i alt har mit liv både budt på op- og nedture. Men jeg er bare glad for, at jeg stadig kan optræde. Jeg er jo en musikalsk klovn, og det bedste jeg ved, er, når jeg kan få folk til at grine, siger Lille Palle.