Jeg skylder min søn at blive glad igen

Berivan bruger de smukkeste og mest velduftende blomster, hun kan skaffe. Hun binder dem til kranse, buketter og hjerter. Sammen med hver blomst fletter hun sin kærlighed og sine tanker til den lille dreng, der ligger under gravstenen på kirkegården i Vordingborg. Zardest blev kun ét år og syv måneder. Han efterlod sig en mor, en far og en lillebror, Zana. Det er snart fire år siden, Berivan mistede sin lille dreng. Hun kan ikke længere holde ham og kramme ham, men hun kan gøre hans grav til det smukkeste sted, og det gør hun.

Berivan og hendes mand, Allan A. Rashi, er født i Syrien. De flygtede i 2015 og endte ved en tilfældighed i Vordingborg. I Danmark har de oplevet den største lykke og den største sorg, mennesker kan opleve: at få og miste et barn.

– Min mand og jeg kunne ikke få børn, troede vi, men vi fik alligevel to sønner, efter vi faldt til ro i Danmark. Zardest og Zana. Zardest var vores første barn. Han var et smukt barn, så nem og altid glad. Han græd ikke, og vi var så lykkelige. For os var han en engel. Han var vores første, og vi var altid ekstra påpasselige, for der måtte ikke ske ham noget, fortæller Berivan, da Familie Journal besøger hende.

Derfor blev Berivan og hendes mand også bekymrede den torsdag i februar for fire år siden, da pædagogen i vuggestuen sagde til dem, at Zardest virkede lidt træt. Han var ikke syg, men træt og stille.

– Zardest smilede til os. Han græd ikke, han var bare træt og ville sove. Vi ringede til vagtlægen, der sagde, at vi skulle give ham børnepanodil og tage til vores egen læge næste dag.

– Næste dag, fredag, tog vi til lægen. Han kiggede på Zardest, og fordi han ikke havde feber, undersøgte lægen ham ikke nærmere. Han beroligede os og sagde, at vi bare var så bekymrede, fordi det var vores første barn. Vi gik hjem igen. Jeg var urolig. Jeg vidste, der var noget galt, men jeg vidste ikke hvad.

Næste morgen ringede forældrene ganske tidligt til vagtlægen og fik en tid klokken 8.30, husker Berivan.

– Vi aftalte, at min mand skulle tage til lægen med Zardest, mens jeg blev hjemme med vores yngste søn, der kun var fire måneder. Jeg sad med Zardest i armene, mens min mand gik i bad, inden de skulle afsted. Zardest var lidt bleg. Han smilede til mig, lukkede øjnene, og så var han væk.

To hjerter

Zardest døde i armene på sin mor.

– Jeg skreg. Min mand kom løbende. Jeg husker ambulancen, bagefter kom en helikopter, der skulle hente ham og få gang i hans hjerte, men der var intet at gøre. Zardest var død.

Der blev sat en undersøgelse i gang, og det viste sig senere, at Zardest havde haft en virus, der havde sat sig på lungerne. Lægen opdagede det bare ikke.

– Vi klagede, vi spurgte, vi gjorde alt, hvad vi kunne, for at forstå, hvorfor det skete. Men ingen kunne forklare det. Det skete bare, siger Berivan.

– Vi er alene i Danmark. Vi har ingen familie her, men pædagogerne fra vuggestuen, sund-hedsplejersken, naboerne, alledem, vi kendte fra Røde Kors, de kom og støttede os. Det vil jeg altid være taknemmelig for, siger Berivan om den barske tid, der fulgte.

– Jeg tror ikke, andre mennesker kan forstå den sorg, det er at miste et barn. Kun dem, der selv har prøvet at miste, forstår det. Derfor blev jeg ensom i min sorg. Jeg græd hver eneste dag i to år. Min mand føler også stor sorg, men det er på en anden måde, fordi han er mand. Når min lille søn så mig græde, smilede han til mig og rakte ud efter mig, og jeg forstod, at jeg skylder ham at få et godt liv og blive glad igen. Zardest var en engel, da han levede. Nu er han blevet en rigtig engel.

Zardest blev begravet, og Berivan fik hurtigt et nyt ritual.

– Hver dag gik jeg til hans gravog lagde en blomst hos ham. Andre mennesker lagde mærke til mine buketter og sagde, at det, jeg lavede, var smukt.

Det inspirerede hende til at gå nye veje. Inden Berivan og hendes mand kom til Danmark, gik de begge på universitetet. De to har altid været sammen. Først var de legekammerater, så blev de kærester, og de var nygifte, da de måtte flygte fra Syrien i 2015. Planen var, at de ville søge til et land, hvor der var tryghed og ingen risiko for krig. Det blev Danmark, og fra begyndelsen valgte de at gøre alt for at falde til i deres nye hjemland. Berivans mand, Allan, arbejder som elektriker i dag.

Blomster og frihed

Berivan gik også på sprogkursus og havde forskellige praktik-jobs, også som kassemedarbejder i en forretning. Efter hun havde mistet sin søn, tænkte hun, at hvis andre mennesker syntes om hendes blomsterbuketter, så kunne hun måske få arbejde i en blomsterforretning. Hun søgte flere forskellige steder, og en dag lykkedes det. Hun fik arbejde i et gartneri i Nykøbing Falster, ”Køng Gårdbutik”, og hun elskede sit nye job.

Men firmaet, hvor Berivan arbejdede, holder lukket om vinteren, og derfor besluttedehun sig for at prøve kræfter medlivet som selvstændig. Hun le-jede sig ind i en tom forretning i Nykøbing Falster og åbnede blomsterforretningen ”Blom-sterengen”.

Hun har været her hver eneste dag i snart otte måneder. Hun binder buketter til bryllupper, til begravelser, til kærester og til alle livets store og små begivenheder. Det gør hende glad at lavet noget, hun er god til, og som glæder andre.

Hvis det ikke går med butikken, er hun parat til at lede efter andet arbejde, for hun vil arbejde og være en del af det Danmark, hun har lært at elske.

– Mine drenge har lært mig at kæmpe. Vi flygtede, fordi vi ville leve i et trygt og frit land uden krig. Det er den tryghed, jeg nu vil give videre til min yngste søn, siger Berivan og fortsætter:

– Jeg græder ikke længere hver eneste dag. Nu kan jeg også tænke på Zardest og smile, fordi jeg husker alle de gode ting, vi nåede at opleve sammen med ham.