Min mor elskede den forkerte mand

Hun stod med viskestykket knuget i hænderne og forstod knap nok, hvad hendes mor, Irma, sagde. Henny var 18 år. Hun havde drømt om at finde sin far, så længe hun kunne huske. R. Bækgaard hed han, og Henny havde fundet hans adresse i telefonbogen. Hun havde læst bogstaverne igen og igen, indtil hun kunne adressen udenad.

I lang tid havde hun samlet mod for at fortælle sin mor, at hun ville opsøge sin far. Moderen havde tøvet lidt, kigget op på Henny og sagt, at det slet ikke var denne Bækgaard, der var hendes far. Det var i stedet en tysk soldat.

I et splitsekund forstod Henny, at det her var den hemmelighed, som hun altid havde fornemmet, at hendes mor bar på. Året var 1960, og Henny vidste pludselig, at hendes mor havde været en ”tyskertøs” eller ”feltmadras”. Det var jo det, man kaldte de kvinder, der havde været sammen med de tyske soldater under Danmarks besættelse. Så meget vidste hun. Hendes mor havde været en af de kvinder, der blev spyttet på, kronraget, ydmyget og straffet efter krigen, fordi de havde været sammen med fjenden, og som man skammede sig over. Henny forstod pludselig mange af de ting, der var sket i hendes liv.

Som hun stod der i køkkenet, skammede hun sig over sin mor og over sig selv. Hun var jo barn af en tyskertøs, og det var ikke noget, man snakkede om.

Skammen og tavsheden indhyldede Irma, da hun ventede Henny og i tiden derefter, men den gjorde det samme ved hendes datter.

En tysk kæreste

Henny Granum i Ringkøbing skulle blive næsten 60 år, inden hun åbent fortalte om sit liv som barn af en enlig mor, der havde elsket en tysk soldat. Alligevel kan man sige, at der kom noget godt ud af det hele, for Henny er blevet foregangskvinde i foreningen ”Krigsbørn”, der arbejder for, at børn født under forskellige krige har ret til et ordentligt liv og ret til at kende deres forældre. Andre børn skal ikke leve deres liv i skam og uvidenhed, som hun selv gjorde.

– Min mor var alene med mig og min storebror, Knud, der er tre år ældre end jeg. Den mand, som jeg troede, var min far, var sømand og gift med min mor og far til Knud. Da krigen brød ud, strandede han i England og kunne ikke komme hjem, og de blev senere skilt. Min mor var uddannet smørrebrødsjomfru, og hun boede alene med Knud i en lejlighed i København, siger Henny.

I 1941 mødte Irma fiskeren og matrosen Hinrich, der var sendt til Danmark på skibet ”Königsberg”. De to blev kærester.

Henny blev født 9. november 1942. Irma og Hinrich mødtes hver gang, han var i København, og af de mange breve, som Irma efterlod sig, kan man se, at de drømte om at blive gift, når krigen engang var forbi.

På gensyn

– Jeg har senere fået at vide, at min mor blev taget til fange i 1943 og fik klippet håret af, fordi hun var kæreste med en tysker. En feltmadras kaldte de hende. 5. maj 1945 var krigen slut, og Hinrich og de andre soldater vendte tilbage til Tyskland, siger Henny.

Han skrev et sidste brev til Irma, hvor han forsikrede hende om, at det ikke var et farvel. Det var ”på gensyn”, for de skulle jo giftes.

Men tingene gik ikke som planlagt. Irma ville væk fra København og flyttede til Hornbæk med sine to små børn. Hun fik job som smørrebrødsjomfru på et hotel i byen.

– Vi børn var jo små, så det var først, da jeg blev lidt ældre, at jeg undrede mig over, at andre havde en far. Så fortalte mor os, at hun var blevet skilt fra en sømand, ham, som jeg senere troede, også var min far.

– Min mor arbejdede hårdt og sparede for at kunne give os, hendes børn, det bedste. Vi skulle gå på danseskole, og vi skulle have ordentligt tøj, for man måtte ikke kunne sige noget dårligt om os. I dag ville man sige, at vi tilhørte socialklasse fem, men hun gjorde det så godt, hun kunne, husker Henny.

Efter samtalen i køkkenet gik der to år, inden Henny igen bragte den tyske soldat, der var hendes far, på banen.

Mødet med far

– Jeg ville finde ham, så jeg spurgte min mor lidt ud. Hun gav mig hans søsters adresse. Det var dertil, hun havde sendt breve, fik jeg at vide, og så rejste jeg med toget til en lille bitte by i Ostfriesland.

Det var første gang, Henny rejste til udlandet, og hun var meget nervøs, da hun steg ud af toget i den by, hvor hendes far skulle bo. Hun kunne adressen fra kuverten udenad, så hun gik lige hen til et lille beskedent hus og bankede på. Da en kvinde åbnede, sagde hun: ”Guten Tag, ich bin Henny aus Dänemark”.

Det var Hinrichs søster, der tog imod Henny med åbne arme. Det var straks sværere med Hinrich. Han boede fem huse længere nede ad gaden, og han dukkede først op i søsterens hus flere dage senere for at hilse på Henny.

– Jeg lagde mærke til, at han havde de samme sorte krøller, som jeg havde, men han blev ikke længe. Han skulle lige tale med sin kone om det, sagde han, og så gik han. Jeg blev hos familien en uge, inden jeg var nødt til at rejse hjem. Min far kom ikke tilbage, og jeg kunne ikke opsøge ham. Jeg var ikke ønsket!

Kærestebrevene

Da Henny senere blev gift med Erik, fortalte hun ham om sin tyske far og om skammen og hemmelighederne i hendes familie, men ellers fortalte hun det ikke til et eneste andet menneske de næste 35 år.

Irma døde i 1974. Hun var kun 61 år. De sidste mange år af sit liv havde hun ”dårlige nerver”. Hun efterlod sig ikke meget, men øverst på et skab lå de breve, som hun gerne ville give videre til sin datter.

– Det var 25 kærlighedsbreve fra min far til min mor. Breve fra en meget forelsket ung mand, der troede på en fremtid med Irma og hendes børn. Jeg var 32 år og var selv gift og havde små børn, så jeg lod det ligge. I 1997, da jeg var 55, vidste jeg pludselig med mig selv, at hvis jeg ville vide mere om min far, så var det nu, siger Henny.

Hun kontaktede igen faderens familie, og denne gang gik det helt anderledes. Hendes far var nu 82 og enkemand. De talte sammen, han fortalte om sit liv efter krigen, hvor han var kommet hjem til tre enker i familien, som alle var afhængige af det, han kunne tjene. Hvordan han senere havde mødt sin kommende kone, og hvordan fremtiden med hans danske kæreste var blevet en umulig drøm.

Tre år fik Henny og hendes far sammen, inden han døde. Efter hans død fik Henny et brev af en af kvinderne i familien: Det var det sidste brev, som Irma havde skrevet til Hinrich i 1947. Et brev, hvor hun spørger, om han måske har glemt hende og lille Henny? Men Hinrich havde aldrig fået det brev. Søsteren gav det ikke videre til sin bror, fordi han var blevet gift i mellemtiden.

Krigsbørn

Henny selv fortalte først sine tre døtre om den tyske soldat, der var deres morfar, da pigerne var næsten voksne. De reagerede med accept.

Henny har arbejdet som lærer i mange år, og hun havde længe et brændende ønske om at gøre en forskel for børn, der er resultatet af en krig, som hun selv.

– Jeg har været medlem af Danske krigsbørns Forening siden 1998. I de år har jeg hjulpet mange ”tyskerbørn” med at finde deres familie i Tyskland. Efter krigen fik 5.579 personer i Danmark, via faderskabssager, udlagt en tysk biologisk far. Man mener, at der var mindst lige så mange mødre, der aldrig anlagde en faderskabssag, eller måske giftede de sig med danske mænd, som så overtog faderskabet. Alt i alt regner man med, at der i Danmark er små 12.000 efterkommere af tyske soldater. Det er også først i de seneste år, vi har fået lov at se faderskabssagerne i arkivet, så børnene kan finde frem til fædrene i Tyskland. Det har givet ro og afklaring til mange ”krigsbørn”, siger Henny og fortsætter:

– Vi arbejder også på internationalt plan. Vores forening er en del af netværket ”Born of War”, der kæmper for børn født under eller efter andre krige. Det er børn født af NATO- og FN-soldater, børn født under krigen i Bosnien, børn født af europæiske soldater der kæmpede i ISIS. Alle disse børn har også behov for at kende deres rødder. De skal ikke vokse op i skyld og skam, men behandles med anstændighed, for børnene må aldrig betale for forældrenes valg.