Jeg læser gerne dine råd i brevkassen og synes som regel, at de er gode. Jeg er dog ikke enig med dig i dit svar til Pyntepigen i nr. 17.
Jeg synes, at ægteskab også handler om at gøre hinanden glade, og det kunne manden så gøre ved at klæde sig lidt pænere på, når de skal noget.
Det vil gøre hans kone glad og vise lidt respekt over for et evt. værtspar. Det mener jeg, at man skylder hinanden.
BeAn
Noget af det bedste ved brevkassen er, at man lige får spurgt sig selv, hvad man egentlig mener om diverse dilemmaer. Hvad ville man selv svare?
Derfor synes jeg også, det er rigtig fint, når folk skriver, de er uenige. Det betyder, de har læst siderne. Taget stilling og oven i købet gjort sig den ulejlighed at skrive til mig. Tak for det.
Jeg synes, du har ret i, at ægteskabet blandt andet handler om at gøre hinanden glade. Selvfølgelig gør det det, men ægteskab/partnerskab handler også om at acceptere hinanden som dem, vi er.
Alt er jo et kompromis. Det er klart, at den magelige mand fra det brev, du hentyder til, skal steppe op en gang imellem og klæde sig pænt på, men han skal også have lov til at tage ud og hygge sig i det tøj, han har det bedst i.
Jeg synes, man kan vise respekt på mange måder, og personligt ville jeg aldrig tage det ilde op, hvis folk ankom i joggingtøj. Jeg ville tænke, at de følte sig trygge og hjemme og var klar til at slappe af i mit selskab. Men som skrevet, kompromisets kunst, og der er lejligheder, hvor selv den mest afslappede må trække i det stiveste pus.
Mange hilsner fra Puk
Vi er tilflytterne, som ingen gider
Jeg vil gå til dans – min mand vil ikke
Vi smider alt for meget mad ud
Kan jeg bede dem blive væk?
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Støtte til nye forældre
Veninden snakker for meget
Skal jeg sige nej til julefrokosten?