Josefine glemte at hun var syg

Gymnastikopvisningen var ellers gået godt. Josefine havde kæmpet sig klar efter en voldsom maveinfektion for ikke at svigte holdet, og de havde fået en god placering ved danmarksmesterskaberne. Men i dagene efter kunne Josefine alligevel mærke, at noget havde ændret sig.

– Jeg begyndte at undgå de madvarer, jeg havde spist inden maveinfektionen, fordi jeg var bange for, at det skulle ske igen. Men hurtigt blev det til al mad. Bare det rørte mine læber, fik jeg angstanfald. Jeg begyndte at græde, fik hjertebanken og blev fysisk dårlig bare ved tanken om, at jeg skulle spise.

Godt otte år efter åbner hun døren til sit butikslokale fyldt med garn og tilbehør på Herningvej lidt uden for Silkeborg Midtby. Hun er 27 år og har for længst lagt den dengang spirende spiseforstyrrelse, der udviklede sig og til sidst krævede indlæggelse, bag sig.

– Den er ikke glemt, men gemt. For jeg tror, den altid vil være en del af mig. Men hvor der dengang ikke var plads til mig på grund af den, er det i dag omvendt. I dag er der ikke plads til den.

Josefine Bjørn Knudsen fortæller ærligt om sine svære teenageår, hvor hun forvandlede sig fra at være en aktiv gymnast på konkurrenceplan, hvor det og sammenholdet med de andre på holdet udfyldte hverdagene efter skole og de fleste weekender, til en ung pige, der endte med at droppe både gymnastik og gymnasium, fordi hun fra den ene dag til anden blev bange for at spise.

Samme ærlighed fik de fem løver i foråret i ”Løvens Hule” på DR1, da hun pitchede sin virksomhedsidé for dem og bad om en investering på 60.000 kroner. Alle lyttede til historien om, hvordan Josefine hæklede sig ud af sin sygdom, og om, hvordan hun håber, at hun kan formidle glæden ved kreativiteten videre til andre i form af små bokse med hæklegrej og opskrifter.

Præcis som hun selv fik af familiens genbo. En pakke med et garnnøgle og en hæklenål, som hun i begyndelsen ikke anede, hvordan hun kom i gang med, men langsomt fik formet stangmasker og luftmasker til en klud. Midt i den allersværeste stund. På Center for Spiseforstyrrelser i Risskov ved Aarhus, hvor hun var indlagt. Alt for syg og alt for svær at hjælpe.

Fordybelse i garnet

Hendes skiftende forsøg – grædende, tiggende eller rasende – for at undgå indlæggelse lykkedes ikke. Efter flere måneders forsøg på at få Josefine til at spise var hendes familie nødt til at søge anden hjælp.

I tre timer havde hun siddet med hæklenålen i dyb koncentration og ikke skænket mad en tanke, før personalet kaldte til frokost. Spisetiderne, som hun hadede, når hun under opsyn tyggede og sank sin mad med besvær, væmmelse og på tid. Men udsigten til ekstra mad som straf, hvis hun ikke nåede at spise maden på tallerkenen, var komplet uoverskuelig og langt værre.

– For hvert kilo jeg tog på, blev mine forældre så glade, og jeg blev megasur. Jeg syntes slet ikke, at jeg lignede de andre piger, der var indlagt. De var meget tyndere, bildte jeg mig ind. De der anorektiske tanker kommer helt af sig selv. Når de er der, så er de der. Tanken om, at jeg burde tage 20 kilo på, var voldsom, for så ville jeg blive kæmpestor. Tænkte jeg. Men i virkeligheden ville jeg bare se almindelig ud, siger Josefine, der på det tidspunkt knapt kunne sidde på en stol, uden at det gjorde ondt, ligge på et gulv uden at få blå mærker og besvimede hele tiden.

Men det lille garnbundt havde vækket noget indeni hende. En fordybelse, der fik hendes tanker væk fra det svære, og flere garn-nøgler blev hæklet til gaver til familien. Da hun fire måneder senere blev udskrevet, var hun langtfra rask. Hun kom hjem, og familien overtog igen ansvaret for, at Josefine fik spist.

– Jeg kunne ikke se, hvordan livet skulle blive godt igen. Jeg ønskede af hele mit hjerte at blive rask, og jeg ville så gerne være det for min families skyld. Det har været meget hårdt for dem. Også for min lillesøster, der dengang kun var 12 år. Alt drejede sig om mig, og hun blev på en måde storesøsteren i stedet for. Men hvor meget jeg end sindssygt gerne ville ændre på det, blev alt lige meget, så snart jeg skulle spise, forklarer hun.

Fik kontrollen tilbage

Josefine begyndte på HF og fortsatte med ambulant behandling på Center for Spiseforstyrrelser tre gange om ugen og fik en spisestøtte tilknyttet. En kvinde, der sad sammen hende under måltiderne. Josefine nævnte det aldrig for sine nye klassekammerater, hvorfor hun altid var væk i pauserne eller aldrig spiste med, og hun ser tilbage på det som en rigtig svær periode, selv om det lykkedes hende at få hue på.

På det tidspunkt var hun blevet 21 år og med fremtiden for sig, men hun kæmpede med livet og var forbi forskellige behandlere. Én af dem kom til at gøre en forskel, for modsat alle andre opfordrede hun Josefine til at spise lige præcis dét, hun ville – uanset om det var den samme madvare, og om den var fedtfattig. Eneste regel var, at hun ikke måtte tabe sig.

– Hun gav mig noget kontrol tilbage, som betød rigtig meget for mig. Jeg spiste længe meget det samme hver eneste dag,men jeg blev tryg ved det, og det gjorde, at jeg kunne bygge lidt mere og andet mad på efterhånden. Det betød alverden for mig, at der ikke var nogen, der havde besluttet, hvad jeg skulle spise.

Sygemeldt fandtJosefine en dag vej til en af byens hæklecaféer. Her satte hun sig med sit hækletøj og lod tanker og hænder fare – og gentog det dag efter dag, hvor den ene hæklede giraf, ko, og hest fik liv. Opskrifter, som hun selv udviklede og ”nørdede” med, som hun siger med et smil.

Pinlig hækling

For i dag findes opskrifterne i en bog, og flere hækleopskrifter i andre bøger. Udgivet efter en opfordring, som Josefine tog til sig og opsøgte havemanden Claus Dalby i Risskov, der har forlaget Klematis. Han så idéen og hjalp hende med udgivelsen, der endte med endnu tre bøger. Hun har siden selv udgivet tre andre.

– Da jeg begyndte at hækle, fik jeg nogle gange blikket: Hækler du? Er det ikke noget, bedstemødre gør? Jeg syntes, det var lidt pinligt, så jeg havde faktisk en anonym profil på Instagram længe. Men da min første bog så udkom, valgte jeg at vise mit ansigt på profilen. Det blev taget godt imod, og min profil voksede i takt med, at det begyndte at blive populært at strikke blandt yngre. Jeg begyndte at tro på, at jeg måske kunne komme til at leve af det, siger Josefine, der for alvor satsede og lancerede web-shoppen Min Kreative Verden for et år siden, og i september sidste år fandt et lokale, hvor hun både sælger garn, opskrifter og tilbehør og har hæklecafé.

Og så er vi tilbage ved ”Løvens Hule” og investeringen. Hun fik den ikke, men blev tilbudt et legat på 30.000 kroner af erhvervskvinden Mia Wagner og Nordic Female Founders. Kort efter optagelserne vendte Mia Wagner tilbage. Hun havde nu fortrudt og ønskede at give den investering, Josefine havde bedt om på 60.000 kroner for 15 procent af hendes virksomhed. Et tilbud, Josefine hurtigt takkede ja til.

– Jeg har mange gange siden knebet mig selv i armen. Det er lidt for godt til at være sandt, at det kan ske for mig. Det betyder så meget, at nogen tror på mig, og jeg vil gøre alt for at bevise, at de har investeret rigtigt, så de ikke fortryder, siger hun glad.

Hun har haft rigtig travlt siden og fået hjælp af familie, veninder og kæreste til at pakke hæklekits, garnnøgler og tilbehør. Mange har også skrevet til hende, at de har fundet den samme ro ved at hækle og strikke, og det glæder hende hver gang at høre.

– Jeg udrettede ikke noget, da jeg var syg. Jeg ødelagde bare livet for mig selv og min familie. Men at opdage at jeg rent faktisk kunne udrette noget med mine hænder, var en sejr og fik mig til at ændre spor. Før var jeg hende gymnastikpigen, så var jeg hende den syge pige, der ikke vidste, hvem hun var, og nu er jeg hende den kreative pige, der føler, at hun er landet lige dér, hvor hun allerhelst vil være.