”Vi drukner i rod”: Familien var vigtigere end rodet

Selv sygeplejersken kunne dårligt tro det, da hun så Vicky og Jens igen. Fire år tidligere havde de været indlagt på børnekræftafdelingen i et halvt år på Skejby Sygehus med sønnen Sander. Nu stod forældrene der igen. Denne gang med datteren Tilly og en besked om, at hun havde leukæmi.

– Det føltes så uretfærdigt og forfærdeligt på samme tid. Den uvished, der følger med, og tanken om, at vi skulle igennem det hele igen, var ikke til at holde ud. Vi var jo dårligt landet efter Sanders sygdomsforløb, siger 49-årige Vicky Nielsen.

Hun og Jens er forældre til fire børn. Bastian på 19, Silje på 16, Sander på 13 og Tilly på 10. De bor i et parcelhus i Hjørring, og udadtil ligner deres hverdag de flestes. Og er det også et langt stykke hen ad vejen. Med arbejde, skole og fritidsaktiviteter.

Men alle seks bærer også hver især på følgerne efter de to yngste børns alvorlige sygdomsforløb. For heldigvis er begge børn erklæret kræftfri i dag, men det har sat sine spor. Også i hjemmet, hvor oprydning har været så nedprioriteret i årenes løb, at Jens til sidst meldte familien til tv-programmet ”Vi drukner i rod”.

– Jeg gjorde det egentligt for at få sorteret og smidt alle de andres ting ud, men det gav lidt bagslag, for mine egne ting røg også ud, siger han og smiler.

For det var tiltrængt at få ryddet ud i de bugnende skabe og fyldte skuffer i huset. Humøret var påvirket af rodet, og diskussionerne sad løs, om hvem der egentlig var mest skyld i, at familien efterhånden havde mistet overblikket over hjemmet.

– Men i virkeligheden er det ikke nogens skyld, for vi har været ind og ud af sygehuset i lange perioder, og når vi så endelig var hjemme, var det vigtigere at være sammen med vores børn end at rydde op, siger Vicky.

Et kæmpe chok

Sander var knap fem år, da lægerne ved en scanning opdagede, at den mavepine, han havde klaget over, var en tumor. En form for lymfekræft kaldet Non-Hodgkin.

– At gå fra at tro, at ens barn bare har lidt omgangssyge, til at få at vide, at han er så syg, at vi kan risikere at miste ham, er ubeskrivelig. Det var et kæmpe chok, og jeg kunne næsten ikke tro det. Han gik i Rudolf Steiner børnehave og havde kun spist økologisk, så det kunne jeg jo slet ikke få til at passe. At han havde noget i maven, som ikke skulle være der, siger Vicky.

Men lægerne tilføjede, at var han blevet undersøgt bare 14 dage senere, ville tumoren have vokset sig så stor, at den havde været synlig på hans lille krop.

Var en splittet familie

Alt gik stærkt derfra. Vicky og Jens skiftedes til at være hos Sander, selv om de allermest havde brug for at være sammen med hinanden. Men sygehusets råd var, at det var bedst, at de raske børn fik så almindelig en dagligdag, hvor de kom i skole.

– Det var vi slet ikke enige i, men vi havde ikke prøvet det før, så man gør, hvad man bliver rådet til. Men det var virkelig svært og opslidende, for når jeg var hjemme med de andre børn, gik jeg rundt med ondt i maven og tænkte kun på Sander, og om vi fik ham med hjem igen. Og når jeg var hos ham, savnede jeg mine andre børn og vidste, at de også manglede mig. Jeg kunne ikke være her eller på sygehuset. Vi var en splittet familie, siger Vicky.

Stress og separationsangst

Sander gik igennem et fire måneder langt kemoforløb, hvor han stort set ikke var hjemme på noget tidspunkt. Heldigvis var prognosen god, og kemoen virkede, som den skulle.

Det gjorde alt andet bare ikke. Hjemme trak Bastian på dengang 11 år sig mere og mere. Han kunne ikke sove alene på sit værelse, og han var ekstremt bange for at blive syg. På et tidspunkt fik han udslæt og hævelser rundt omkring på kroppen, uden at lægerne kunne finde en årsag. En privat ernæringsterapeut, som Jens og Vicky selv fandt, vurderede det til at være på grund af langvarig stress og hjalp familien med en anden kost til ham.

Hos Silje sneg separationsangst sig ind, så det blev alt for svært at gå i skole og være sammen med venner. Hun ville helst være tæt på familien og vide, at hendes lillebror var o.k.

Ar på sjælen

Familien var presset. Vicky arbejdede som fysioterapeut og kom på nedsat tid. Senere blev hun sygemeldt, mens Jens søgte det orlov, han kunne, og da Sander endelig blev erklæret kræftfri, og lægerne sagde, at risikoen for tilbagefald ville være minimal, havde Vicky og Jens kun et fokus: At få familielivet tilbage.

– Vi var selvfølgelig lykkelige over, at Sander var blevet rask, men vi var så mentalt nedslidte. Der kan være svært for andre at forstå, men sådan et sygdomsforløb giver nogle ar på sjælen, som ikke bare forsvinder, fordi lægen siger, at man er rask. Det ligger latent og bliver aktiveret, når et af børnene er syge, siger Vicky.

Ville blive sammen

Alligevel strejfede tanken dog hverken Jens eller Vicky, at det kunne være kræft, da deres yngste, Tilly, fire år efter Sanders kræftforløb, havde feber i et par dage.

Jens tog til lægen med dengang 5-årige Tilly, som fik taget en blodprøve og besked om, at svaret ville komme nogle dage senere. Så længe gik der ikke, for tre timer senere ringede lægen og bad Vicky og Jens om at køre til Aalborg Sygehus med Tilly.

– Det var slet ikke til at forstå. De troede, at Tilly havde en form for leukæmi, så nu skulle vi igennem et opslidende forløb igen, hvor ingen kunne sige, hvordan det ville gå, siger Jens, der sammen med Vicky hurtigt besluttede, at de ville gøre det på en anden måde denne gang.

Mere forberedte anden gang

Familien skulle for alt i verden ikke splittes, men blive sammen, og derfor fik de arrangeret det, så de kunne flytte ind i Trygfondens Familiehus ved siden af Skejby Sygehus. Kun Bastian på dengang 15 år blev tilbage i Hjørring med sin mormor boende tæt på.

– Det kan lyde underligt, men vi følte os mere forberedte anden gang. Vi havde prøvet det før, og vi ville bare ikke begå de samme fejl igen med at splitte familien. Det gav en ro i forhold til Tilly, at vi var der, og det føltes lettere at komme igennem, synes Vicky.

Da Tilly senere blev indlagt på Rigshospitalet for at få foretaget en knogletransplantation, flyttede de sammen med Sander og Silje ind i en lejlighed i Ronald McDonald-huset, der er til familier med syge børn. Her boede de i tre måneder, hvor Silje og Sander gik i skole på Rigshospitalet.

Færre konflikter og mere overskud

I dag er det fire år siden. Tilly og Sander går i skole med ugentlige fridage, fordi de ikke har de samme kræfter mere. Silje og Bastian har også fået hjælp til at håndtere angsten, selv om Vicky og Jens stadig kan mærke, at deres børn hver især er mærket efter sygdomsforløbene og har følt sig meget alene med det efterfølgende. Men familien er ved at ”lande” igen, og måske var det derfor, at rodet begyndte at blive synligt og lysten til at ændre det opstod, så et tv-hold kom forbi.

– Det er virkelig dejligt, at vi har fået ryddet op. Det giver færre konflikter og mere overskud og lyst til at være her. Det har taget energi og er gået ud over humøret, at der var skabe, vi ikke åbnede, eller vi ikke vidste, hvor tingene var. Jeg kunne ikke blive ved med at holde til det. Vi trængte til at trykke på resetknappen og komme videre med vores liv.