Jeg er ikke et offer

Camilla var sød, som hun sad der over for ham og spurgte interesseret til hans liv. Det var deres første date, og hvis det stod til Rasmus, ville det bestemt ikke blive den sidste.

Men hun spurgte og spurgte, og da hun spurgte, hvorfor han ikke havde gjort uddannelsen til landmand færdig, tænkte han et kort øjeblik på, om han skulle finde på en løgn.

Det gjorde han heldigvis ikke, for så havde de to nok ikke siddet ved siden af hinanden med lille Frida på skødet.

Rasmus syntes dengang, at han havde snakket nok om det, der nær havde slået ham ihjel. Alligevel fortalte han Camilla sandheden. Den, der handlede om en spritbilist, der nær havde dræbt ham og samtidig knuste den drøm, Rasmus havde haft om at blive landmand.

Landmand blev han ikke, men han overlevede og blev til en voksen mand, der selv siger, han har det bedste liv, han overhovedet kunne forestille sig. Men vejen dertil har ikke været smertefri.

I 2011 var Rasmus Lind Frederiksen fra omegnen af Horsens en knægt, der elskede fest, knallerter og pizza med vennerne. Han var i praktik hos en landmand. Han var en vild dreng – det siger han selv – og familien gad han ikke så meget. Det var vennerne, det handlede om.

Masser af gange havde hans mor formanet ham om at køre forsigtigt på knallerten, altid have styrthjelm på og alt det andet, som mødre nu siger.

Den september aften regnede det så småt, da Rasmus var på vej hjem, og han havde gjort alt det, hans mor havde sagt. Styrthjelmen var på plads, knallerten i orden. Alligevel skete det, som hans mor havde frygtet så mange gange, når hendes dreng kørte hjemmefra. Den aften kom Rasmus ikke hjem.

– Jeg kørte hjem ad de små landeveje. Ud af det blå dukkede der pludselig en bil op. Han kørte frontalt ind i mig. Og så husker jeg ikke mere før tre uger senere, siger Rasmus.

Senere viste chaufføren sig at have en promille på 0,7. Han havde en trailer med, og han opdagede ikke Rasmus, før det var for sent.

Rasmus brækkede højre ben flere steder, men ellers var der ikke så meget at se på ham. Han var bare ikke ved bevidsthed.

På Horsens Sygehus viste nærmere undersøgelser, at Rasmus trods styrthjelmen havde massive indre blødninger i hovedet. Derfor blev han med det samme overført til Aarhus Universitetshospital.

Ordene var væk

– De første 10 dage lå jeg i koma, og da jeg vågnede, kunne jeg ikke tale, og jeg forstod slet ikke, hvorfor jeg var på sygehuset, husker han.

Rasmus havde fået en hjerneskade og et ben, der var så ødelagt, at han skulle lære at gå helt forfra, men det værste var det med hovedet.

– Efter tre uger blev jeg sendt videre til genoptræning på Hammel Neurocenter. I begyndelsen forstod jeg ikke, hvorfor jeg ikke kunne komme med min familie hjem. Jeg kunne ikke gå, men det værste var ordene. De var væk, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle finde dem igen. Jeg var bange, siger Rasmus.

De gjorde, hvad de kunne på Hammel, og Rasmus kæmpede for at komme på benene igen, men efter tre måneder skulle han hjem.

I første omgang blev han overført til et plejehjem, hvor gangkammeraterne var ældre mennesker. Måske vidste de velmenende mennesker fra kommunen ikke bedre, eller også var der ikke så meget håb om, at Rasmus kunne blive bedre, tænkte de måske.

Men de tog fejl. De kendte ikke Rasmus, og de kendte da slet ikke hans familie. Hans mor må så omtrent være et af de stædigste mennesker, der findes. Det mener Rasmus også.

Det var hans mor, der fik ham i gang med at genoptræne sig selv, efter at han var blevet placeret på et plejehjem.

– Plejehjemmet var da ikke den optimale løsning, siger Rasmus venligt.

Derfor flyttede Rasmus hjem til sine forældre igen, og hans forældre bestilte straks tid hos en privat talepædagog, der skulle træne flere timer med deres søn.

De meldte ham også ind i et privat fitnesscenter, så han kunne træne sit ben mere, end der var mulighed for i det kommunale tilbud. Og Rasmus gjorde, hvad han kunne og mere til. Han havde ikke tænkt sig at være et offer.

Gik hver vores vej

– Jeg lærte stille og roligt at gå igen, og ordene kom også tilbage. Nogle gange i forkert rækkefølge, men de kom trods alt. Det var i de næste mange måneder, jeg blev voksen. Mine kammerater besøgte mig, så meget de kunne, men deres liv fortsatte med job og skole, fester, bajere og knallerter. Jeg gik bare hjemme og byggede lidt på en båd, vi havde liggende. Vi var til møder med kommunen rigtig tit. De snakkede om, at jeg skulle i fleksjob et par timer om ugen, når jeg fik det bedre. Mine kammerater snakkede om job og uddannelse. Jeg sad hjemme, når de gik til fester. Det første halve år efter ulykken måtte jeg overhovedet ikke drikke alkohol. Vi gik hver vores vej, siger Rasmus.

Rasmus’ forældre sendte ham på højskole i fire måneder, og da han kom hjem igen, fik de skaffet ham i praktik hos en dyrlæge, de kendte.

– Jeg passede udenomsarealerne, og det var jeg glad for. Jeg kunne godt lide at være ude, og jeg elskede at klippe hække, mase med sten og fliser og få det hele til at se pænt ud, siger Rasmus.

Et andet menneske i dag

Rasmus havde fundet sin vej. Nu skulle han bare have resten af verden til at forstå, at det var det, han ville. Først skulle han have et kørekort.

– Det mente øjenlægen ikke, jeg kunne få. Mine øjne var ikke så gode som før, så han sagde nej. Det knuste mig fuldstændigt. Alle mine venner havde fået kørekort eller var i gang med at tage det, husker Rasmus.

Rasmus forældre fandt en øjenspecialist, der undersøgte Rasmus på kryds og tværs. Han fandt ud af, at Rasmus havde delvist nedsat syn, men ikke noget alvorligt. Han kunne sagtens køre bil.

Så tog Rasmus sit kørekort, og i sommeren 2013 gik han i gang med en uddannelse til anlægsgartner. Den klarede han uden problemer.

Ingen kan se, at Rasmus skulle lære at gå på sine ben igen. Der er heller ingen, der kan høre, at han for 10 år siden ikke kunne sige en sammenhængende sætning.

Rasmus har trænet og trænet og ligner en hvilken som helt rask ung mand, men indeni er han blevet et andet menneske.

– Jeg er blevet en stille og rolig fyr, der holder af min familie, og ved, vi har et sammenhold, der kan få os igennem alt. Jeg lærte på den hårde måde, at det er vigtigt at stå op for sig selv og kæmpe for det, der er vigtigt, og jeg har aldrig nogen sinde villet være et offer – og det ville mine forældre bestemt heller ikke have, at jeg skulle være, siger Rasmus.

Derfor er Rasmus i dag en helt almindelig kæreste, nybagt far til Frida og selvstændig med eget anlægsgartnerfirma.

Han synes stadig, Camilla spørger om mange ting, men det gør ikke noget, for han har ikke noget at skjule.