Jeg bliver så rasende på de andre bilister

Onsdag, 9. november 2022
Af Puk Elgård. Illustration: Birgitte Ahlmann.
En flov trafikant åbner op om sine vredesudbrud i trafikken. Trafikanten ønsker ikke at være en rasende trafikant, men ved ikke, hvordan man skal håndtere sin vrede i trafikken.
vejvrede

Kære Puk

Jeg er faktisk flov over at skrive dette brev og håber, at det er okay at være anonym.

Jeg føler selv, jeg er en flink fyr og fungerer normalt både privat og på job, men når jeg sætter mig i en bil, bliver jeg en anden.

Hvis folk kører som aber, bliver jeg simpelthen så hidsig. Jeg kan råbe og slå i rattet, endda stige ud af bilen og gå hen til dem, hvis vi holder for rødt.

Jeg ved simpelthen ikke, hvor den vrede kommer fra, og jeg er flov, når det sker. Jeg ønsker ikke at lære mine børn at opføre sig sådan, men jeg kan bare ikke styre det.

Der findes simpelthen en flok idioter ude i trafikken, der sætter os andre i fare, og det pisser mig sådan af.

Har du eventuelt en idé til, hvordan jeg kan styre det temperament?

Den rasende trafikant

Kære Den rasende trafikant

Det, du beskriver har et navn: Vejvrede.

Ifølge Rådet for Sikker Trafik har 30 procent af danskerne oplevet at blive råbt af i trafikken, og 25 procent siger, at de selv har råbt af andre.

Rådet nævner også, at jo mere man befinder sig i trafikken, jo mere stresset bliver man, og de forklarer videre, at vejvrede kan opstå, fordi man bliver forskrækket over andre trafikanters adfærd, eller man ønsker at vise dem, der laver fejlen, at de har dummet sig.

Jeg har fundet andre artikler og undersøgelser, der peger på, at 70 procent af unge bilister mellem 18 og 29 år har oplevet andres vejvrede, og at næsten hver anden mellem 30 og 39 år har opført sig aggressivt i trafikken. Der er en stor overrepræsentation af mænd.

I et spørgeskema fra TouGov viser undersøgelsen, at det særligt er bagvedkørende bilister, der bliver vrede. Vreden kan skyldes, at man ikke kommer frem i det tempo, man havde forestillet sig.

Det fremgår også af samme undersøgelse, at vejvrede særligt forekommer i hovedstadsområdet og på Sjælland.

Hvis du er interesseret, er der masser af læsestof om emnet på nettet, for det er et voksende problem. Du er altså langt fra alene. Du er heller ikke alene om at blive flov og ked af det efter et vredesudbrud.

Det findes forskellige råd til at undgå at eksplodere – og et af de mest anvendelige er nok, at man ikke skal tage trafikken personligt.

Den, der kører ud foran dig, kører langsomt foran dig eller dytter af dig, kender dig ikke. Det er altså IKKE dig som person, den anden trafikant er ude efter. Det er tilfældigt, at I mødes på vejen.

Læg desuden en plan for, hvordan du kan reagere hensigtsmæssigt i stedet for at råbe eller styrte ud af bilen. Find en måde at komme af med din frustration, når den opstår. Det kan være at tælle til 10, lave vejrtrækningsøvelser, synge en sang eller hvad ved jeg.

Jeg synes, du har gjort noget rigtigt ved at skrive til mig. Du har erkendt, at du har et problem, og det er den allerbedste vej til at løse det. Sejt gået.

Dyk ned i emnet. Spørg andre, hvad de gør, og hvad de oplever i trafikken, og så tænker jeg nok, du skal få styr på det.

Mange hilsner fra Puk