Jeg skulle genfinde glæden i livet uden Aase

En mild duft af te breder sig i den lune stue i Hasmark, hvor to firbenede væsener slænger sig på gulvtæppet foran brændeovnens orange skær. På væggen hænger et maleri i blå og lilla nuancer. To kvinder holder om hinanden. Det forestiller Bente og Aase.

Bente sætter sig ved køkkenbordet. Hun smøger sit ærme op, så en sort illustration kommer til syne. Tatoveringen, der smyger sig om Bentes håndled, har hun selv tegnet. Den forestiller to hjerter. To hjerter, der ikke kan nå hinanden – den ene er på jorden, og den anden er i himlen.

– Jeg havde aldrig tænkt, jeg skulle have en tatovering, men det fik jeg.

Bente leer.

Bente og Aases møde i Vestervig i Thy tilbage i 1989 skulle vise sig at blive begyndelsen på deres kærlighedshistorie.

Bente var nyuddannet økonoma og skulle søge job i køkkenet på det plejehjem, hvor Aase arbejdede som sygehjælper.

– Den første, jeg møder, da jeg træder ind på gangen er hende – man kan vel godt sige, at det var kærlighed ved første blik, griner Bente.

Herefter gik det kun fremad. Deres hverdag bestod af et aktivt liv. De holdt især af at lave god mad og gjorde meget ud af højtider og anledninger – faktisk alt, der kunne samle folk og være grobund for en hyggelig stund. Selv om de begge havde fået tildelt førtidspension på grund af ulykker, var livsglæden og optimismen stor hos dem begge.

– Vi havde et rigtig godt liv på alle parametre. Det var faktisk det, der kendetegnede os, at vi var rige på de rigtige ting.

En tåre triller ned ad Bentes kind.

Den værste nyhed

I marts 2018 blev parrets hverdag vendt fuldstændig på hovedet. Aase havde døjet med rygsmerter gennem en længere periode og fik foretaget flere undersøgelser og scanninger i januar 2018. I marts blev de kaldt ind til samtale for at få svar på prøverne.

Aase havde fået lungekræft, og prognoserne var dårlige. Kræften havde spredt sig til de fleste af Aases indre organer, og lægerne anslog, at hun havde maksimalt to-tre år at leve i.

Chokket lammede dem begge. Herefter gik det stærkt. Aase viste sig at være meget dårligere end først antaget og skiftede mellem at være hjemme og være indlagt på sygehuset. Bente, der fulgte trofast med på sidelinjen, prøvede at tage vare på alle de praktiske ting, samtidig med at hun prøvede at udholde den sorg og smerte, der gennemsyrede hendes krop.

Hun var godt klar over, at tiden med livspartneren var knap, men havde svært ved at snakke med Aase om det.

– Hun var meget stille og tavs. Det var rigtig svært for hende at udtrykke sig med ord. Jeg tror, hun var bange for at krakelere og miste kontrollen over sig selv, fortæller Bente.

I slutningen af maj var Aase så syg, at det kun var et spørgsmål om tid, før hendes krop gav op.

Bente spurgte Aase direkte: – Er du ved at dø fra mig, Aase. Men det benægtede Aase, og Bente tog derfor tilbage til parrets hjem i Hasmark, men fik hurtigt en fornemmelse af, at hun skulle tilbage til sygehuset igen.

– Jeg kunne bare mærke, at jeg skulle derind. Jeg ved ikke, om jeg kunne mærke, at det var nu, men jeg vidste bare, jeg skulle afsted.

Et sidste farvel

Bente var som altid trofast ved Aases side, og de fik sagt, at de elskede hinanden, inden Aase gled ud af bevidstheden. Hun fik medicin, der holdt hende i ro, og så sov hun. Timerne gik, og natten faldt på. Bente var alene med Aase på stuen, eftersom klokken nærmede sig halvt et om natten.

– Jeg havde holdt mig vågen i flere døgn, og jeg var simpelthen så træt. Der var sat to senge sammen, og jeg tænkte, at jeg måske lige kunne hvile mig lidt. Så jeg lagde mig helt tæt op af hende. Så faldt jeg i søvn, og dér tror jeg, hun har fået ro til at give slip, fortæller Bente og tørrer en tåre af sin kind.

Aase sov stille ind, omsluttet af Bentes arme 7. juni 2018. De efterfølgende dage erindrer Bente som en tung tåge, nærmest en zombieagtig fornemmelse. Hun valgte, at Aase skulle tilbage til parrets hjem i Hasmark i en åben kiste. Det var vigtigt for Bente at indfri Aases ønske om at dø i hjemmet, selv om omstændighederne havde forhindret den oprindelige plan.

– Vi placerede kisten i soveværelset ved siden af sengen. Dyrene skulle tage afsked. Det havde de ikke nået, fordi det gik så hurtigt, da hun skulle ind på sygehuset. Naboer og venner kunne også komme forbi og drikke en øl, inden vi sang hende ud, fortæller Bente.

Efter Aases død var der en masse praktiske ting, der skulle løses i forbindelse med bisættelsen.

– Jeg oplevede den der fornemmelse af at blive sådan helt manisk. Man er som en maskine, der bare fikser ting. Egentlig var jeg jo vildt træt. Jeg kunne heller ikke spise. Egentlig kunne jeg ikke noget, men jeg gjorde det alligevel.

Verden væltede

Efter bisættelsen mærkede Bente for alvor, hvordan den tunge og uvirkelige sorg ramlede ned over hende. Livspartneren gennem 30 år var blevet taget fra hende, og savnet gjorde fysisk ondt.

For første gang i sit liv oplevede hun, at det var en kamp at komme ud af sengen. Hun beskriver det som at befinde sig i et glas med plumret vand og et sugerør, der lige knap nåede op over overfladen for at trække ilt.

– Jeg oplevede en frygtelig fysisk smerte. Det gjorde decideret ondt at være i sorg. Hvad skulle jeg stå op til? Hvad var meningen med livet? I begyndelsen overlevede jeg bare – der var jeg for alvor lige nede og vende. Men jeg havde heldigvis min gode fornuft med mig, selv om det hele føltes ligegyldigt.

Bente kom hurtigt til den erkendelse, at sorgen over Aases død var en større opgave, end hun selv kunne klare. Selv om hun havde en stærk ring af venner, familie og bekendte, der stod klar med støtte og hjælpende hænder, var Bente ikke i tvivl om, at hun skulle have mere hjælp. Aases død havde flået hendes livsgrundlag væk, og hun stod over for en opgave, som hun ikke havde prøvet før.

– Det var helt nyt ukendt land. Et nyt vilkår, som jeg ikke havde prøvet før. Noget, som jeg ufrivilligt blev kastet hovedkulds ud i, fortæller hun.

Opsøgte hjælp

Hun opsøgte en psykolog, som var tilknyttet kræftrådgivningen ved Kræftens Bekæmpelse, men fik her at vide, at hun var for ressourcestærk til at få tilbudt gratis psykologtimer. Bente var rystet over svaret og valgte selv at betale sig fra psykologtimerne. Derudover begyndte hun blandt andet i en sorggruppe for andre, hvis ægtefælle var gået bort som følge af kræft. Her oplevede hun, at der var andre end hende, der gik igennem den ubærlige sorg, hun selv kæmpede med.

– Det var dejligt at møde ligesindede, der kunne holde et spejl op foran en, så man kunne blive bekræftet i, at der er andre, der har de samme tanker som mig. Man fandt ud af, at man ikke var alene.

Ud over sorggruppen, som hun blev tilmeldt gennem kræft-afdelingen på OUH, blev hun også tilknyttet en sorggruppe under Bogense kirke. Desuden deltog hun i arrangementer med Landsforeningen Liv & Død, som arbejder for at nedbryde tabuet om døden og sikre en værdig afsked med livet.

Selv om det var svært, og Bente ofte ikke følte sig tilpas i den nye ukendte hverdag, var det vigtigt for hende at blive ved med at kæmpe og stile mod at genfinde glæden over tid. For at Aases liv og død ikke skulle være helt forgæves, måtte hun tage fat og løse nogle af de opgaver og problemstillinger, som hun stødte på.

– Jeg havde den klare overbevisning, at jeg blev nødt til at fortsætte med at gå, selv om jeg kun havde kræfter til at kravle. Jeg kunne ikke risikere ikke at få taget hul på livet.

Lyset vendte tilbage

Som tiden gik, blev det gradvist nemmere for Bente at komme ud af sengen om morgenen. Sorgmonsteret, der hidtil havde holdt hende i et stramt jerngreb, løsnede langsomt sit tag i hende og gav mere plads til glæde og lys. Selv om hun havde fået et ny ufrivilligt livsvilkår, holdt hun fast i at finde meningen i det meningsløse.

– Jeg kan huske den der følelse af at stå ud af sengen og endelig have lyst til at stå ud af sengen. Det er bittesmå skridt, man tager, men det vigtigste er, at man fortsætter.

Det er i dag snart fire et halvt år siden, at Aase gik bort, og Bente mistede sin livspartner. Sorgen over Aases død er i dag blevet en del af Bentes liv og et ny livsvilkår.

Hverdagen skal give mening

Hverdagen er igen blevet fyldt med meningsfulde gøremål, og et af dem hedder Face Cancer. Det er et nyt 5-årigt projekt på Syddansk Universitet i Odense, der har til formål at tage hånd om pårørende til kræftramte.

Netop dét er en sag, der ligger Bente meget på sinde. Hun ville ønske, at der havde været nogle professionelle kræfter til at tage hånd om hende på det tidspunkt, hvor hendes fundament krakelerede fuldstændig. Både under Aases sygdomsforløb og efter hendes død.

– Der er nogle, der aldrig får gang i det der livshjul igen, fordi de bliver så hårdt ramt af at miste. Tænk, hvis man kunne starte noget før i processen og hjælpe pårørende tidligere, siger hun.

Ud over at være aktiv i Face Cancer, er hun også frivillig i menighedsrådet i Bogense kirke, hvor de er ved at danne en sorggruppe for børn.

Bente bor stadig i parrets fælles hjem i Hasmark med sine, og Aases elskede hunde. Foruden de mange projekter, hun har gang i, fylder venner, familie og bekendte også meget i hverdagen. Hun holder også stadig fast i de ting, som hun og Aase satte stor pris på at gøre sammen, blandt andet at campere, dyrke frugt og grønt i baghaven – og snart finder et drivhus også vej ind i baghaven i Hasmark.

– Jeg prøver at fylde mit liv med ting, der giver mening. Jeg er egentlig meget taknemmelig over, hvor jeg er i dag. Lyset og glæden har genfundet sin plads i hverdagen. Selv om Aase ikke er her mere, må jeg jo gøre det på min måde, siger Bente og smiler varmt.