En upassende latter

Jeg har et problem, jeg gerne ville være foruden: Jeg griner i meget upassende situationer.

Det kan være, når folk kommer til skade eller ved dybt tragiske hændelser. Det kan også være, når nogen i min vennekreds oplever noget sørgeligt, og jeg har endda grinet til en begravelse.

Jeg er virkelig flov over det og kan ikke forstå, hvorfor det sker, og folk kigger selvfølgelig meget vredt og uforstående på mig.

Fejler jeg noget? Jeg har aldrig turde spørge nogen.

Du satte mig på en opgave, og jeg har været rundt på nettet for at give dig et svar.

Til en begyndelse kan jeg fortælle dig, at det slet ikke er helt ualmindeligt at smile og grine i upassende situationer, det sker for mange, og svaret skal vi ifølge videnskab.dk og cand. psyk., adfærdsforsker og primatolog Jill Byrnit finde i vores adfærd som primater.

Det er en rest fra vores instinktive adfærd. Smilet er fra naturens side en grimasse, der udtrykker underkastelse.

Smilet er afvæbnende, så når vi står over for en modstander eller en udfordring, krænger vi læberne tilbage, smiler og underkaster os.

Det er en adfærd, man blandt andet ser hos chimpanser. Ifølge Jill Byrnit kommer mennesker, der griner, når de bliver nervøse, bange og utrykke, i kontakt med dyret i sig selv.

Jeg ved ikke, hvad du synes om den forklaring, men jeg synes faktisk, det giver mening. Gennem evolutionen er smilet jo blevet udviklet og forfinet, men dybt nede i os gemmer den anden adfærd sig åbenbart stadig.

Når du nu måske kender forklaringen, tror du så ikke, det kan tage lidt af angsten for at komme til at grine? For jeg tænker, at frygten for at grine i upassende situationer gør det endnu værre.

Jeg håber, du kan bruge det svar, jeg fandt, og at du nu i hvert fald kan åbne en samtale med dine nærmeste om emnet.