Jeg føler mig udenfor i min familie

De seneste mange år har jeg følt mig som det sorte får i min familie og er nærmest blevet ekskluderet, med mindre det handler om økonomi.

Jeg er en ung mand, der har et fuldtidsjob med et stort ansvar, og derfor gider jeg ikke gå i byen hver weekend. Jeg spiller også fodbold på et okay niveau og kan lide, at mine weekender er et roligt frirum.

Som 18-årig fik jeg kørekort og kørte rundt med vennerne i hverdagene efter arbejde, men det blev hurtigt kedeligt, så jeg trak mig og begyndte at være tættere på min familie.

Og det var her, at jeg følte, at jeg blev ekskluderet. Min familie så mig som doven og dum, fordi jeg intet lavede ud over at arbejde og spille fodbold. Alt, jeg gør, bliver sammenlignet med mine forældres venners børn, selv om jeg karrieremæssigt er nået længere.

Mine søskende er ældre end jeg, og mine forældre har hver sin favorit (selv om de benægter), og jeg er ikke en del af det. De beskylder mig for at lyve, senest om samtaler mellem mine søskende og mig, som de har genfortalt til mine forældre. Når jeg siger, at de lyver, bliver jeg mødt med, at jeg er dum og generelt ikke er brugbar for familien. Jeg er også blevet kaldt et uønsket familiemedlem og en hovedpine for dem.

Jeg synes, at jeg gør alt for dem, men det bliver aldrig værdsat – end ikke med et tak. Jeg betaler alt selv, faktisk også ofte for dem og uden at bede om tilbagebetaling, med mindre beløbet er stort.

Mine forældre har indimellem bedt mig låne mine søskende penge – 8-9.000 kroner – som jeg ved, de ikke kan betale tilbage. Hvis de gjorde det, ville jeg gerne hjælpe dem, og det har jeg forsøgt, uden at de betalte tilbage.

Jeg har overvejet at bryde kontakten til min familie, men jeg elsker dem, selv om det ikke føles, som om kærligheden er gengældt.

Hvad kan jeg gøre?

Av! Dit brev, som jeg har måtte korte en del, rammer mig lige i hjertet. Jeg er selv mor til en ung mand og bonusmor til endnu en, og jeg kender til at have ambitioner på børnenes vegne. Jeg kender også til at have en mening om, hvordan drengene lever deres liv og de valg, de træffer.

Jeg bliver flov, når jeg læser dit brev, for jeg kender også det med at sammenligne med andres børn. Jeg føler, at du med dit brev inviterer mig ind i din inderste kerne, og det er meget generøst og ærligt, at du lader mig komme derind.

Du er en fin og reflekteret ung mand. Din familie ser dig ikke. De ser ikke dine gode kvaliteter og de dybe tanker, du har. Jeg har en fornemmelse af, at de tager dig for givet. Du har været omsorgsfuld og hjulpet, og de har vænnet sig til, at hvis de kommer til dig, så bliver tingene løst.

Desværre er det sådan, at man selv skal stå op for sig selv, hvis man vil have tingene ændret. Du må sætte nogle grænser. Du må begynde at sige fra.

Du arbejder, du har ansvar, du tjener penge, du dyrker sport, du hjælper andre. Jeg kan se så mange gode ting hos dig. Du er ikke til vilde fester, det er 100 procent i orden. Jeg kan godt forstå, du har brug for stille weekender. Nogle lader op og får energi, når de er sociale, og andre lader op, når de er alene og i trygge rammer. Begge dele er normalt.

Hvis din families adfærd ikke skal forplante sig til resten af dit liv, må du smøge ærmerne op og beslutte, at du ikke vil behandles dårligt længere. Du må arbejde med dit udtryk og din fremtoning. Du må finde selvtillid til at sige nej, når noget føles forkert. De hakker på dig, fordi de kan.

Men hvis du ikke længere giver dem lov, bliver det sværere for dem at beholde deres adfærd over for dig. Det kan være et langsommeligt projekt at ændre vores mønstre, men du må tro på, at det faktisk kan lade sig gøre.

Man kan øve sig på mange måder, og måske kan du øve dig ved at sige fra i dit arbejdsliv, og måske er du allerede god til det, når du arbejder eller er på fodboldbanen, og så kan du tage den fornemmelse og de kvaliteter med dig og bruge dem over for din familie.

I første omgang synes jeg, du skal prøve at ændre adfærd og se, om du kommer igennem. Men hvis du stadig føler dig fanget, kan du selvfølgelig afbryde kontakten, selv om jeg oftest er tilhænger af, at man prøver at ændre tingene, før man afbryder forbindelsen.

Åbn munden. Brug dine vanvittig gode evner til at sætte ord på dine følelser over for din familie. Du er så god til det her i brevet. Sig fra. Stå op for dig selv. Bliver det for svært, så skriver du til mig igen.