Den 3. september fejrede Ulla Henningsen 50-års jubilæum på de skrå brædder.
Det skete i Musikhuset i Aarhus, hvor Ulla Henningsen netop nu spiller dronning Margrethe i Mikkel Rønnows musical Margrethe. En rolle, Ulla Henningsen ikke ryster på hænderne over at spille, til trods for at hun skal imitere en levende regent.
– Når man spiller en rolle, skal man løse en gåde og finde et menneske, fortalte hun til Familie Journal i forbindelse med premieren på stykket på Det kongelige teater i København i juni.
Ulla Henningsen er født den 7. marts 1951 i Kalundborg og uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1973. Hun fik sit folkelige gennembrud på tv som den selvstændige og rapkæftede Iben i ”Matador” – og det er måske den rolle, de fleste danskere husker hende for.
I 1992 viste hun en anden side af sit talent, da hun spillede den berømte og til sidst usikre og fordrukne sanger og skuespiller Liva Weel i tv-serien ”Kald Mig Liva”. Ulla Henningsen sang som en drøm og har siden optrådt med musik adskillige gange.
Men det er på teatret, at Ulla Henningsen har tilbragt mest tid i løbet af sin 50-årige karriere. Hendes repetoir tæller blandt andet roller i ”Woyzeck”, ”Cabaret” og Shakespeare-stykker som ”Macbeth”, ”En skærsommernats drøm” og ”Trold kan tæmmes”.
For sine præstationer har Ulla Henningsen modtaget flere priser og hædersbevisninger – herunder Årets Reumert i 2004 og 2011. Desuden har Ulla Henningsen modtaget det royale hædersbevis, Ridderkorset.
Det er desværre en kendt sag, at både midaldrende og ældre, kvindelige skuespillere har sværere ved at få roller end deres mandlige kollegaer. At have passeret de 70 år er heldigvis ikke en hindring for Ulla Henningsens karriere, og hun hviler tilsyneladende ganske godt i sig selv. I et interview til Fyens Stiftstidende i 2022 sagde hun f.eks.:
– Jeg har fundet en ro i mig selv og en ro på scenen. Jeg skal jo ikke længere leve op til et eller andet sexet ideal eller være smuk. Nu er det noget andet, jeg kan bruges til. Og det er en stor lettelse.
Musicalen Margrethe med Ulla Henningsen i rollen som den ældre dronning Margrethe kan opleves indtil 10. september.