Ældres ensomhed gør mig trist

Jeg mistede min højtelskede mormor i februar og har ikke været den samme siden. Når jeg læser om ældre mennesker, der bliver efterladt, gør det mig så ked af det.

Her i brevkassen (FJ nr. 37, red.) var der en kvinde, der tidligere hyggede sig med børn og børnebørn, som hun bl.a. tog med i Legoland, og som nu sidder alene og føler sig ensom.

Og nu kan jeg ikke lade være med at tænke: Hvor er pågældende bosat?

Jeg ved ikke, om vedkommende er interesseret i at få en udefrakommende på besøg – om det føles for påtaget? Men jeg følte mig altså nødsaget til at skrive, for hendes oplevelse var så vanvittigt hjerteskærende at læse.

Tak for en dejlig brevkasse, Puk! Jeg er “kun” 26, men følger troligt med. Mormor og jeg læste altid dine svar sammen og delte efterfølgende vores meninger med hinanden.

Vi elskede det. Jeg elskede det, og jeg elsker det. Det er, som om minderne lidt lever videre gennem dine skriv. Tak.

Jeg kan desværre ikke dele kontaktinformationer, men hvis den kvinde, der skrev, skriver til mig igen og beder om dine informationer, skal jeg se, hvad jeg kan gøre.

Tanken om at hjælpe ældre ud af ensomhed er rigtig og god, og hvis du har overskud til at bevæge dig ind på det område, er der mange muligheder. Du kan blandt andet blive besøgsven gennem Røde Kors.

Ældre Sagen oplyser, at der i Danmark er omkring 100.000 ældre over 65 år, der føler sig ensomme. Ældre Sagen har også mange fællesskaber, som frivillige kan blive en del af.

Tak, fordi du læser brevkassen. Jeg elsker din fortælling om dig og din mormor, der sidder og diskuterer svarene. Det er lige præcis det, jeg ønsker mig. Nemlig at man tager stilling og spørger sig selv, ”hvad ville jeg have gjort”.

Jeg ville ønske, din mormor havde oplevet, at du skrev til mig, det kunne have været sjovt for hende, men hvem ved, om hun læser med et sted deroppefra.

Tak igen for dine varme ord og din omsorg for andre mennesker. Mormor ville være stolt.

Stort kram til dig!