Jeg kom på plejehjem og blev glemt

Efter et langt og besværligt sygdomsforløb har det været nødvendigt for mig at komme på plejehjem, for jeg sidder i kørestol, er halvsidig lammet og er nødt til at bruge ble.

I løbet af min sygdom har min datter og søn og deres familier bakket mig meget op, det samme har gamle veninder og fjernere familie. Jeg er 72 og har været enke i otte år.

Jeg har kun godt at sige om plejehjemmet, hvor jeg har en dejlig lille bolig med stue, soverum og terrasse, og de ansatte er virkelig kompetente og omsorgsfulde, så der er ikke nogen, der skal lade sig skræmme fra plejehjem af den grund.

Men de andre beboere er næsten alle virkelig dårlige, de fleste mere eller mindre demente, og der er faktisk ingen, jeg rigtigt kan tale med. Efterhånden sidder jeg for mig selv, også til måltiderne, for jeg har svært ved at spise sammen med nogen, der spilder og savler og råber. Det respekterer personalet, for jeg kan godt klare mig, da min højre arm fungerer godt.

Mit problem er, at jeg synes, min familie og venner har glemt mig.

Min datter ringer to gange om ugen, når hun sidder i bilen på vej til arbejde. Min søn lidt sjældnere. Andre veninder ringer også, og en-to gange om ugen kommer nogen på et kort besøg.

Hvis jeg skal ud, skal nogen skubbe mig i kørestolen, og jeg kan også komme rundt med Flextrafik. Men det kan kun blive korte besøg, da jeg sidder med ble og ikke har styr på de funktioner. Så pludselig begynder det at lugte, og det er meget ubehageligt, hvis vi f.eks. sidder på en café.

Jeg savner at komme ud. Jeg har en besøgsven, som tager mig ud hver 14. dag, men det virker så påtaget. Jeg savner at se og tale med nogen, der kender. Børnebørnene ser jeg stort set ikke. Men jeg kan godt forstå, at de ikke synes, jeg er sjov længere, for tidligere tog jeg dem med til teater, Legoland, småferier og andre ture.

Cirka en gang om måneden er jeg hjemme hos min datter på et kort besøg, min søn kan jeg ikke besøge, da han har en lejlighed med en stejl trappe.

Jeg kan godt udfylde min tid med bøger og streaming på tv, men jeg føler mig lidt svigtet. Nu er jeg blevet anbragt på det hjem, og så er alt godt.

Jeg prøver at lade være med at beklage mig, når jeg taler med nogen, det skal de jo ikke høre på, men jeg er bare blevet så trist.

Du må simpelt hen fortælle din familie, at du føler dig glemt. Det er hjerteskærende, og de må være lavet af sten eller galvaniseret stål, hvis de ikke omgående reagerer, når du fortæller, hvordan du har det.

Men jeg tror altså også, de vil reagere og straks træde til, når sandheden kommer frem. Jeg ved, du er tapper og ikke vil være til besvær, men ingen skal sidde så alene og føle sig efterladt. Det er ikke rart selv at skulle bede dem om det, men du må love mig at gøre det alligevel.

Din familie har sikkert travlt med alle de gøremål, der fylder hverdagen, og når du ikke siger noget, tror de, alt er fint. Men du fortjener omsorg og selskab. Hvis du synes, det er for svært at sige det ansigt til ansigt, kan du skrive et brev, som du har gjort til mig. Jeg synes, du er god til at udtrykke dig på skrift, og de vil forstå.

Til de dage, hvor de ikke kan komme, kan du måske modtage et videokald på en computer. Det burde der være én i din omgangskreds, der kan ordne. Så ser du trods alt et kendt ansigt på de dage, hvor dine venner eller familie ikke kan være omkring dig.

Bid hovedet af al skam og ræk ud. Det er helt urimeligt, du er så alene. Giv dem en chance for at rette op på det.