Sussi Nielsen: Lise Nørgaard er min store inspiration

Torsdag, 14. december 2023
Af Johan Isbrand
Foto: Søren Jul Lamberth
Når en partner går bort, ændrer livet sig på mange planer. Det har det også gjort for Sussi Nielsen, da hun mistede sin elskede Leo. Nu er hun aktuel med bogen ”Jeg er Sussie”, og hun har besluttet at blive verdens ældste entertainer.
Sussie skal i år holde jul hos sin bror, Ole, i en spejderhytte i Jylland.
Sussie skal i år holde jul hos sin bror, Ole, i en spejderhytte i Jylland.

Hele Danmark er på fornavn med hende. ”Jeg er Sussi” er således en på alle måder velvalgt titel til bogen, hvor musikeren og sangerinden Sussi Nielsen hjerteligt og underholdende fortæller sin livshistorie til Michael Enggaard.

Helt uden filter får vi beretningen om et langt livs parløb med ægtemanden og den musikalske makker Leo i duoen Sussi & Leo frem til hans alt for tidlige død i februar og hendes kamp for at genfinde lysten til musikken og livet.

Du kan købe bogen med 20% rabat her: allerboeger.dk

Hvad betyder det for dig at få din og Leos historie ud i bogform?

– At jeg kan lukke et kapitel og sætte mere fokus på fremtiden. Blandt andet skal jeg snart i gang med at holde foredrag, og der vil komme anekdoter med, som ikke findes i bogen. Der har også åbnet sig andre nye døre i mit arbejdsliv. I sommer bad Ekstra Bladet mig for eksempel anmelde koncerten med Elton John i København. I det hele taget har jeg mindst lige så travlt i dag, som jeg altid har haft. Men jeg kan mærke, at Leo befinder sig et sted og er glad og tilfreds med det hele. Som jeg ser på det, er det faktisk hans skyld, at bogen er blevet til noget. Han må have været en tur inde i hovedet på Kim Hundevadt, der er chef for Politikens Forlag, og overbevist ham om, at en bog om mig og mit liv ville være alle tiders idé.

Sussi er kendt for at sige tingene lige ud, og det er netop hendes ærlighed og charmerende facon, der har gjort hende til en af Danmarks mest folkekære personligheder. Men bag facaden har hun oplevet både lykke og sorg. I biografien ”Jeg er Sussie” kommer du helt tæt på hendes livs udfordringer.
Sussi er kendt for at sige tingene lige ud, og det er netop hendes ærlighed og charmerende facon, der har gjort hende til en af Danmarks mest folkekære personligheder. Men bag facaden har hun oplevet både lykke og sorg. I biografien ”Jeg er Sussie” kommer du helt tæt på hendes livs udfordringer.
Foto: Michael Enggaard

Hvordan skal du holde jul i år?

– Med min mellemste lillebror, Ole. Det har jeg ikke prøvet før. Men det foregår altid sådan, at han lejer en spejderhytte et sted i Jylland, og så fejrer familien jul der. Vi bliver omkring 20 mennesker i alt.

Hvem inspirerer dig?

– Lise Nørgaard er min store inspiration i livet. Hun er den direkte årsag til, at jeg har besluttet mig for at blive verdens ældste entertainer. Det kræver naturligvis, at jeg holder mig i form. Det er jo mange år, jeg skal være i live endnu for at nå mit mål.

Hvad gør dig glad?

​– Jeg bliver ikke mere lykkelig, end når jeg står på en scene. Ja, jeg kan slet ikke undvære det. Det blev helt tydeligt for mig under coronaen. Selv om jeg fik lavet en masse hjemme på gården, var det en frygtelig tid. Det var langt lettere for Leo end for mig. Noget andet, der gør mig glad, er selvfølgelig min kæreste.

Skrigrødt hår og farverigt tøj. Sussie er aldrig kedelig at se på, og hun er altid et festfyrværkeri på scenen.
Skrigrødt hår og farverigt tøj. Sussie er aldrig kedelig at se på, og hun er altid et festfyrværkeri på scenen.
Foto: Søren Jul Lamberth

Hvilken kulturoplevelse har gjort indtryk på dig for nylig?

– Jeg har ikke kunnet få mit fjernsyn til at virke i flere måneder, så jeg har set rigtig mange videoer på telefonen. De små dyreklip på YouTube er altid hyggelige, men derudover sluger jeg alt, hvad der har med helbred og sundhed at gøre. Siden april har jeg været optaget af det, der populært kaldes for hjernemad. Altså alt det, der er godt at spise, hvis man vil have en bedre hukommelse og undgå at blive dement. Den slags leveregler er helt nødvendige at have i baghovedet, hvis man har tænkt sig at blive over 100 år gammel. Regel nummer 1 er i øvrigt at droppe sukkeret, så det har jeg gjort.

Få rabat på bøger

Få 20% på bogen "Jeg er Sussi" på allerbøger.dk.

Med koden FAMILIEJOURNAL5 får du desuden 5% på bøger, der ikke i forvejen er nedsat i pris.

 

Hvad har været højdepunktet i dit liv?

– Det var på alle måder en forandring til det bedre, da Leo og jeg i 1980 fik fast arbejde på Skansen i Skagen. Vi behøvede ikke mere spekulere over, hvor og hvordan vi skaffede os jobs. Vi slap for at stille udstyr op og pakke det sammen aften efter aften. Og så kunne vi nøjes med at optræde i seks timer hver aften, hvor vi før havde kørt på i otte.

Sussi og Leo optrådte sammen i en årrække og har kendt hinanden, siden de var børn.
Sussi og Leo optrådte sammen i en årrække og har kendt hinanden, siden de var børn.
Foto: Niels S. Andersen

Og i din karriere?

– Da vores kontrakt med Skansen var ved at udløbe, samlede vi et stort band bag os. Det betød, at vi fik nye, spændende opgaver på for eksempel landets festivaler. I dag har jeg igen fået en ny start med min trio, Sussi & Drengene, og vi ser også frem til at boltre os på festivalerne.