Da Ane Sund Katborg i 2015 af en lærer på hendes barns skole, Vestbjerg Skole nord for Aalborg, blev opfordret til at etablere samtalegrupper for skilsmissebørn, behøvede hun ikke lang betænkningstid.
– Jeg svarede straks, at det skulle jeg da selvfølgelig, siger den i dag 46-årige Ane, der er sognepræst i Sulsted Kirke.
Hele problematikken omkring skilsmisser og børn ligger præsten stærkt på sinde.
– Jeg var fem år, da mine egne forældre blev skilt. Det var den største sorg i mit børne- og ungdomsliv og har haft enorm betydning for, hvem jeg er i dag. Mine forældre var ikke specielt gode til at blive skilt. Alt drejede sig om de voksne. Og det hele endte endda med, at min storesøster og jeg blev skilt ad, så hun kom til at bo hos vores mor og jeg hos vores far. Når der er flere børn, er det ellers basal viden fra første side i skilsmissehåndbogen, at man lader dem vokse op sammen og dermed giver dem mulighed for at få en fælles historie, fortæller hun.
I dag er Ane selv fraskilt og mor til 23-årige Søren, der blot var halvandet år gammel, da hun og eksmanden gik fra hinanden.
– Han og jeg var dog enige om, at skilsmissen var vores voksne valg, som under ingen omstændigheder måtte gå unødigt ud over Søren. Bruddet var alt andet end nemt, men vi har aldrig bagtalt hinanden og formåede tilmed indimellem at tage på ferie sammen. Der er blevet slugt mange kameler, men det har været det hele værd, for Søren er vokset op med en viden om, at vi har gjort vores bedste.
Vi befinder os i Vestbjerg Kirkecenter tæt på førnævnte skole. Centret er bygget med konfirmandundervisning for øje og huser også et kirkerum, der er ramme om blandt andet konfirmationer og spaghettigudstjenester. Men Anes samtalegrupper har også gennem alle årene mødtes i kirkecentret.
Ane har inviteret Familie Journals udsendte derhen, for at vi kan få indtryk af, hvordan det foregår i praksis. På gulvet er der lagt puder i en rundkreds. I midten er der en opstilling bestående af kort med smiley-symboler, stearinlys og en bamse.
– Omkring en tredjedel af børnene i hver klasse er skilsmissebørn, og i 3. klasse får de tilbud om at komme i samtalegruppe. Det foregår over otte gange halvanden time i skoletiden, og ud over mig er der også en lærer fra skolen med. Børnene har hver sit stearinlys, som de tænder, når de ankommer. Lyset repræsenterer dermed det enkelte barns væren til stede i rummet, siger Ane.
Meningen er naturligvis, at barnet skal have en oplevelse af ikke at være den eneste i verden, som har forældre, der er skilt med de sorger og problemer, det nu engang medfører. Og der er flere måder at sætte samtalerne i gang på. En af dem er simpelthen at trække et kort. Hvert smiley-kort har nemlig et emne påtrykt. Men børnene kan også komme på sejlture omkring øen Skilsmisseland, der er afbildet på præstens flipover.
– Her lægger vi til ved forskellige havne, som kan hedde ”To hjem”, ”Skiftedag” eller ”Mærkedage”. Gennem leg kommer vi dermed ind på de problemstillinger, som børnene har inde på livet i hverdagen. Og de mærker følelsen af at ”være i samme båd” i mere end én forstand.
Bamsen har en vigtig funktion, idet der gælder den regel, at det barn, der har ordet, også sidder med bamsen.
– Det fungerer godt. Men børnene kan i sagens natur blive berørte og få en klump i halsen, når tingene kommer for tæt på. Jeg havde sågar en dreng i en gruppe, som fik en klump i foden. Når han blev ked af det, kunne han kort sagt mærke det i foden. Og jeg fandt ud af, at da hans mor og far havde fortalt ham, at de skulle skilles, havde han reageret ved at sparke til en skraldespand. Når han efterfølgende blev mindet om det, rumsterede det i foden.
Til stede i kirkecentret er også tvillingerne Summer og Jasmin Anderson på 18 år. Deres mor Rikke er lærer på skolen og har været veninde med Ane siden 2011, hvor hun ankom til det nordjyske som præst. Pigernes forældre blev skilt, da de var fem år, og i 3. klasse deltog de i en af Anes samtalegrupper.
– Vores situation var anderledes end mange andre skilsmissebørns, da vi i perioder ikke har haft så meget kontakt med vores far. Det var vores mor, der påtog sig den største del af ansvaret for os børn. Vi besøgte vores far om tirsdagen og til tider også nogle dage i weekenden, men vi har aldrig flyttet frem og tilbage mellem mor og far. Vores fars familie bor i øvrigt i England, så vi har heller aldrig tilbragt højtiderne sammen med ham. Men via samtalerne med de andre børn i gruppen lærte vi at forstå hinandens situation, siger Summer.
Hendes søster tager over:
– Vi kom til at tale med børn, vi ellers ikke ville have lært så godt at kende. Og så fik vi altid mulighed for at tegne. Det var fedt.
Samtlige de jævnaldrende, som er pigernes tætteste veninder i dag, er i øvrigt nogle, de har mødt i samtalegruppen.
– I starten var vi måske generte, men efterhånden som vi fik snakket, åbnede vi os mere og mere, fortæller Summer.
I begyndelsen styrede Ane sine samtalegrupper på ren intuition og engagement. Siden fik hun mulighed for at gennemgå et uddannelsesforløb som børnegruppeleder på Center for Familieudvikling i København med anerkendte psykologer og psykoterapeuter som undervisere.
– At jeg er præst af profession har selvfølgelig en betydning, selv om folk fra mange andre faggrupper kunne have varetaget opgaven. Jeg beder ikke Fadervor med børnene eller lyser velsignelsen over dem, hvilket da også ville være en malplaceret sammenblanding af tingene. Som præst er det til gengæld min rolle at være medvandrer i andres liv. Jeg slår følgeskab med folk i kortere eller længere tid ad gangen og er sammen med dem om de glædelige eller de svære ting i livet. Specifikt med hensyn til skilsmissebørnene kan jeg give dem en følelse af håb for, at tilværelsen trods alt ikke går helt i stykker, selv om mor og far ikke kan leve sammen.
Resultaterne evalueres og måles ikke. Men efter otte år tør Ane godt vove pelsen med en status:
– Børnene kommer til at føle sig mindre alene i verden og har en bedre idé om, hvor de selv står i svære situationer, siger hun.