Lige fra hjertet: Jeg tillod mig at stole på John

Jeg dvælede ved synet af min mands tomme side af sengen og strøg hånden over hans pude. 43 år fik vi sammen.

Jeg kunne stadig savne ham dybt, men det dykkede jeg nu sjældent ned i, jeg holdt mig hellere i gang. Jeg var frivillig på biblioteket, jeg gik tur hver dag, og så kunne jeg bruge timevis på Facebook. Jeg havde fået kontakt til både gamle skolekammerater og nye badeveninder gennem byens gruppe. Tænk, at de alle var lige der på iPad’en.

Lyden af en ny besked på Facebook trak mig ud fra soveværelset. Jeg kendte ikke afsenderen, men hans spørgsmål vakte min interesse.

– Beklager, hvis jeg trænger mig på. Jeg har bemærket dig i byens Facebook-gruppe, og jeg er nødt til at spørge: Er du opkaldt efter Anne Franks søster?

Han hed John og skrev på engelsk, og jeg var imponeret. Få vidste, at Anne Franks søster hed Margot som jeg.

– Ikke just, svarede jeg ham på mit godt rustne engelsk:

– Men sjovt, at du spørger. Den bog betyder meget for mig. Fordi jeg hedder Margot, og fordi jeg er født samme forår, som de døde.

Han svarede straks.

– Ja, det er frygteligt. Faktisk har ingen anden bog gjort så stærkt indtryk på mig, og jeg har besøgt både deres hjem og lejren, hvor de døde.

Straks piblede minderne frem fra bilferien i 1984 til Holland gennem Tyskland, hvor vi også havde besøgt begge steder. Guidet af Johns beskeder havde jeg på kort tid fortalt mere, end jeg havde for vane. Først om ferien, men også om min mand, da John spurgte. Og om min hverdag, som jeg kæmpede for at gøre meningsfuld. Det føltes godt at fortælle frit, uden at mine børn blev belemret.

Da John tilføjede mig som ven, accepterede jeg anmodningen.

Over de næste uger skrev vi sammen hver dag. Han var fra England, og vi delte flere interesser. Begge livslange læseheste. Han havde danske aner, og derfor var han medlem af flere danske Facebook-grupper.

Det var så hyggeligt at føle sig tæt på danskere, skrev han, og jeg følte mig underligt stolt.

Fortroligheden voksede, selv om jeg strittede lidt imod. Hvad var dog det her? Min datter ville himle. Samtidig måtte jeg se i øjnene, at jeg var ved at få følelser for John. Altid var han parat med et godt spørgsmål eller en betragtning, som min mand havde været det.

Nydelig var han også, viste hans få billeder. Ellers var hans Facebook-profil sparsomt udfyldt.

John var næsten for god til at spørge og lytte. Fik han mon også noget ud af vores snakke, tænkte jeg af og til og blev flov over mit sikkert mangelfulde engelsk. Derfor var jeg næsten lettet, da han en dag betroede mig noget stort.

Nu kunne jeg endelig være den, der lyttede til ham, ikke kun omvendt.

Han havde mistet sit arbejde. Den velgørenhedsorganisation, han havde drevet, havde skrantet længe. John brugte nærmest hele sin egen beskedne løn på at få enderne til at mødes. Nu havde organisationen mistet sit offentlige tilskud, og nøglen måtte drejes om.

At han var fuldkommen ruineret betød ingenting, nej, det værste var de familier, der måtte undvære hans hjælp nu. Han var nede i et sort hul, skrev han.

Jeg tænkte kortvarigt og greb så chancen.

– Så skal du besøge mig, skrev jeg og insisterede på at betale billetten.

Før han fik svaret, lokkede jeg med, at vi sammen skulle opleve Rungstedlund og flere litterære steder i Danmark. Der var stille på linjen i noget tid, så skrev han:

– Det er et meget generøst tilbud, Margot. Må jeg tænke over det?

– Ja, så længe svaret er ja, svarede jeg kækt og ville i mellemtiden finde ud af, hvordan man købte en flybillet for en anden.

John svarede efter en lille time. Han kunne heller ikke vente længere på et møde og ville meget, meget gerne tage imod mit tilbud.

Jeg mærkede et sug i maven. Det skulle virkelig ske!

Så skrev han:

– Men jeg kan ikke lade dig betale. Jeg er lidt gammeldags og vil gerne give. Jeg har ingen penge, ved du, men jeg har et jobtilbud, som jeg tager imod, når jeg kommer hjem. Kan jeg derfor låne et beløb til ferien af dig, så jeg selv kan betale?

Straks blev jeg løsningsorienteret. Selvfølgelig måtte John låne, når det betød så meget for ham. Det var faktisk lidt romantisk. Men hvordan overførte jeg egentlig til udlandet?

– Hm, godt spørgsmål, svarede John og ville undersøge det.

Jeg søgte også, men han fandt hurtigst en vejledning, så jeg kunne overføre til ham online.

Jeg nølede. Jeg havde aldrig fået taget hul på det med netbank. Større pengesager mødte jeg op i banken med. Der arbejdede min datter, Anna, og det var tit en god anledning til at mødes i hendes travle hverdag.

John kom mig i forkøbet.

– Hvis du ikke bruger netbank, så kan man faktisk gøre det med et opkald.

Han sendte endnu en vejledning, men jeg havde allerede besluttet at få fortalt min datter om Johns besøg, og så måtte hun hjælpe med overførslen. John havde bedt om 4.000 euro for at være sikker på at have nok.

Alene omregningen til kroner forvirrede mig, men jeg skrev, at jeg ville overføre dagen efter.

Det krævede mod at ringe min datter op. Heldigvis blev hun begejstret over nyheden om den nye kærlighed i mit liv. Hun havde længe opfordret mig til at få en ny kæreste og ville meget gerne møde John, sagde hun. Og så måtte jeg til det:

– Der er lige det, at jeg har brug for din hjælp.

Jeg fortalte om Johns job, hans kvaler ved at lade mig betale og mit lån.

Øjeblikkeligt blev hendes begejstring til skarp skepsis.

– Mor, det er jo … næsten 30.000 kroner, du vil sende til en fremmed? Svindler han dig?

Jeg var forberedt på hendes spørgsmål:

– Vi er ikke fremmede. Tværtimod! Og en svindler ville da aldrig bruge ugevis på en gammel kone som mig.

Jeg fortalte hende om noget af det, John og jeg havde delt. Litteraturen, historien, seniorlivet, tragedien om Anne Frank. Sådan skriver en svindler ikke, det kunne hun da godt se?

Anna fik hans navn og klikkede sig ind på hans profil, og jeg kunne ikke tyde hendes tavshed.

– Ved du hvad, mor? Jeg kommer med min computer i morgen aften. Så ordner vi det sammen, ikke?

Jeg lo lettet ned i telefonen. Både over at hun ville hjælpe, og at hun var blevet overbevist.

Samme aften spurgte John om pengene var på vej, så han kunne booke fly og hoteller. Jeg stak en hvid løgn om at være travl, så jeg slap for at fortælle om min datters assistance. Han virkede utålmodig. Han kunne nok mærke, at jeg ikke var helt ærlig.

Da min datter ankom, havde hun sin computer under armen og tog plads ved bordet. Men så overraskede hun mig.

– Før vi overfører en krone, vil jeg gerne vise dig noget.

Anna klappede computeren op. Jeg ville protestere, men jeg var også nysgerrig.

– De ting, som John har spurgt så klogt til, ikke? Enhver, der ved, hvor de skal kigge, ville kunne snage sig frem til at stille netop de spørgsmål.

Hun åbnede en mappe med billeder. Såkaldte skærmbilleder, kopier af kommentarer, jeg havde skrevet på Facebook og Instagram, nogle af dem meget gamle.

– Her har du lagt en kommentar under en artikel om byens bedemænd, som er delt på Facebook. Du skriver, at fars begravelse var så smuk takket være dem. Ud fra blot dit billede og dén kommentar ved alle, at du er en ældre enke, og hvor i landet du bor.

Jeg trak undrende på skuldrene for at sige “og hvad så?”. Anna fortsatte:

– Se her. I gruppen for din gamle skole har du skrevet i et kommentarspor, at du savner galanteri som i de gode gamle dage. Det er endnu en ledetråd til dig som person, ganske synlig for alle.

Jeg blev flov over, at hun sådan kunne gå på opdagelse i mine aktiviteter. Men jeg mærkede også tvivlen trænge sig på. Havde John læst det her og vidst, at galanteri ville gøre mig blød i knæene? Tvivlen blev til regulær vrede, da Anna viste mig det næste billede:

– Dette billede delte biblioteket af dig for 10 år siden. Læs lige billedteksten.

Jeg rømmede mig, jeg huskede tydeligt billedet. De muntre hilsner, folk havde skrevet til mig under det, havde gjort mig så glad. Nu så jeg det i et andet lys. Det stod klart, at John måtte have læst med her også.

“Her står Margot Nielsen med sin yndlingsbog, ”Anne Franks Dagbog”. Margot, der deler navn med Anne Franks storesøster, har besøgt deres hjem og mindesmærke og læst bogen flere gange. Som bibliotekar har hun sørget for, at mange børn og unge har lært om krigen gennem den. I dag går Margot på pension, men fortsætter heldigvis som frivillig i læsekredsen!”

Hvor stod der mange oplysninger om mig i den korte tekst. Jeg trak Annas computer til mig og bladrede selv videre igennem beviserne. Jeg havde aldrig tænkt over, om andre kunne snage. Hvem skulle interessere sig for det? Tydeligvis svindlere, indså jeg nu. Gad vide hvor længe John havde studeret mig, før han tog kontakt. Jeg fik kvalme.

Annas stemme var blød, da hun brød tavsheden.

– De enkelte kommentarer og opslag ser uskyldige ud. Men tilsammen er de en guldgrube af informationer for svindlere. Og jo, mor. Når han står til at røve dig for mindst 4.000 euro, så har han rigeligt med tid til at overbevise dig om, at han er til at stole på. Han svindler sikkert andre imens. De er voldsomt dygtige i dag.

Jeg skubbede Annas computer væk. Hun fik et kram, og så bad jeg om at være alene.

Straks døren lukkede bag hende, åbnede jeg min iPad. Flere beskeder blinkede. John spurgte, hvordan det gik med overførslen. Jeg klikkede ind på hans profil og skimmede den en sidste gang. Så blokerede jeg ham og gik på jagt efter rette nummer hos politiet.

Jeg stod længe ved vinduet i soveværelset den aften og så ud over markerne. Bag mig stod sengen, min mand og jeg havde delt i så mange år. Jeg var flov, inderligt flov. Både over næsten at have sendt en formue til “John”. Men også over at have troet, at der var kærlighed mellem os.

Men da jeg gik til ro og strøg hånden over min mands pude, gik det alligevel op for mig, at det var dét, der skulle dvæles ved. Kærligheden. Nok havde jeg brændt mig denne gang. Men måske var den ægte vare alligevel et sted derude igen?

I virkeligheden. Ikke i ly af internettets mørke.