Lige fra hjertet: Jeg holdt ikke mit ord

Mine forældre blev gift i 1966, og godt et halvt år senere blev de forældre til min storesøster, Janne. Tre år senere kom jeg så selv til verden.

Jeg husker ikke de år, mine forældre stadig var gift, men jeg ved, at min far på det tidspunkt arbejdede som postbud. Han led samtidig af det, der dengang blev kaldt ”dårlige nerver”, og han fandt det tiltagende svært at bo sammen med små børn.

Da jeg var tre år, valgte min mor – nok også for sin egen skyld – at tage konsekvensen, og hun blev skilt fra ham. Janne og jeg flyttede med vores mor og kom siden kun på besøg hos vores far, når han havde mentalt overskud til os.

De dårlige nerver medførte, at han blev tildelt invalidepension, og han havde ikke ret meget kontakt med mange andre mennesker. Han var en enspænder, der boede alene i sin lejlighed, og han var mere interesseret i at dyrke sine nørdede interesser end i os børn.

Når Janne og jeg var på besøg hos ham, forsøgte han godt nok at dele sin omfattende viden med os, men vi småpiger opfattede som volapyk. Jeg husker, hvordan Janne og jeg sad der i sofaen i hans kaotiske hjem, mens hans talte og talte uden rigtigt at have nogen fornemmelse for, at vi var bare var børn. Hans børn. Han huskede heller ikke, at vi skulle have mad, før vi selv mindede ham om det.

Indimellem blev han så sær, at han bare sad og stirrede tomt frem for sig, mens sveden drev af ham. Så kunne vi slet ikke komme i kontakt med ham.

Set i bagklogskabens klare lys har vores far nok lidt af en form for autisme, men dengang dulmede hans selv sine ”dårlige nerver” med stesolider og alkohol.

Gudskelov hentede vores mor os altid samme dag, så på den måde led vi ikke den store nød.

I lange perioder, hvor vores far faldt ned i sit ”hul”, som han selv kaldte det, så vi ham slet ikke. Og når han så kom op igen, genoptog han samværet med os. Der var ingen tvivl om, at han elskede os, bare på sin egen sære måde. Et tæt forhold til ham fik vi aldrig.

En anden grund var så også, at vores mor, der i mellemtiden havde giftet sig igen, var flyttet med os fra København til Fyn. Her blev jeg siden boende, mens Janne flyttede tilbage til København, da hun blev voksen.

Jeg må ærligt tilstå, at det ikke var meget, min far fyldte i mit liv, mens min søster, der nu boede tættere på ham, sørgede for at holde kontakten med ham. For det gjorde han ikke af selv. I stedet sad han bare alene i sin lejlighed, som med årene kun var blevet et endnu større rod af bøger, gamle aviser og tomme flasker.

Hvis han ikke svarede, når Janne dagligt ringede for at høre, hvordan han havde det, kørte hun hjem til ham for at ruske liv i ham. Samtidig sørgede hun for, at der blev luftet ud og fyldt mad i hans køleskab. Jeg boede dog så langt væk, at jeg ikke rigtigt kunne stille noget op. Det var i hvert fald min undskyldning for at overlade ansvaret for vores far til hende.

Kun når jeg alligevel skulle til København for at besøge Janne, tog jeg et smut forbi min far og blev i et par timer, inden jeg tog videre for at holde weekend med min søster.

Da jeg var sidst i tyverne og gravid, kørte min kæreste og jeg sammen hjem til min far for at overbringe ham nyheden om, at han skulle være farfar. Han blev til min overraskelse virkeligt glad. Først der gik det op for mig, at det alligevel betød noget for ham at være en del af en familie, selv om han ikke var særligt opsøgende.

Da vores datter skulle døbes, kørte min far med Janne fra København for være med i kirken. Selv om han stadigt ikke var blevet mere social anlagt, lod han trods alt til at hygge sig i resten af familiens selskab.

Inden min søster kørte tilbage med min far til København, bad hun mig om at ringe til ham i de næste tre uger. Bare lige for at sikre, at han havde det godt. Dagen efter skulle hun nemlig rejse på ferie, og hun ville ikke kunne slappe af, hvis ikke jeg lovede hende det.

– Jo, selvfølgelig, det skal jeg nok gøre, sagde jeg og gav dem begge et knus, inden de tog afsted.

Dagen efter var jeg overhovedet ikke bekymret for min far. Jeg var langt mere bekymret for min lille pige, der havde høj feber. Det viste sig, at hun havde fået mellemørebetændelse, og imens jeg tog mig af hende, tog den ene dag den anden.

Da der var gået en uge, havde jeg stadig ikke haft tid til at ringe til min far. Hver gang jeg kom i tanke om det, kom jeg fra det igen. Indtil den eftermiddag jeg selv blevet ringet op. Det var politiet. Naboerne i min fars opgang havde alarmeret dem om, at der var begyndt at sive en mærkelig lugt fra min fars lejlighed.

Da to betjente og en låsesmed havde skaffet sig adgang og fundet min far liggende død på entrégulvet – stadig med festtøjet på. Dér, anslog lægerapporten, havde han ligget i en uge.

Jeg brød fuldstændigt sammen. For selv om min far var faldet død om af en massiv blodprop i hjertet, og selv om det var gået så hurtigt, at han dårligt selv havde kunnet nå at registrere det, var det jo ene og alene min skyld, at han havde fået lov at ligge der så længe, inden nogen opdagede det – og så på den mest uværdige måde.

Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle få ringet til Janne og indrømme, hvad der var sket. Jeg havde lovet, at jeg ville tage det ansvar for vores far, så hun for en gangs skyld kunne give slip, mens hun nød livet mange tusinde kilometer herfra. Nu var jeg i stedet tvunget til ringe til hende på en telefonforbindelse, der var så dårlig, at jeg måtte gentage mig selv flere gange, før hun forstod, at vores far var død. Men jeg kunne ikke få mig til at indrømme, hvor længe han havde været det.

– Hør her, sagde hun. – Selv om jeg skynder mig at komme hjem, går der i alt fald stadig nogle dage, før jeg lander i Danmark. Tror du, at du mellemtiden kan nå at arrangere hans bisættelse?

Min far havde ikke været medlem af folkekirken og aldrig lagt skjul på, at han ville brændes, men ud over dét overlod hun nu resten af beslutningerne til mig.

Da jeg havde sundet mig, indså jeg, at det også kun var fair. Hun havde taget ansvar for vores far, imens han var i live, nu måtte jeg tage ansvar for hans afsked.

Fra at have følt mig fuldstændigt handlingslammet af chok og skyldfølelse, ringede jeg til en bedemand. Kun et par timer senere var jeg på vej til København.

I de næste par dage valgte jeg min fars kiste, satte et tidspunkt for bisættelsen i kapellet og valgte musikken, der skulle spilles under den. Jeg talte med de offentlige myndigheder og kontaktede også de få mennesker, der havde kendt min far, så de kunne få besked. Alt imens besluttede jeg, at vi efter bisættelsen skulle mødes i hans lejlighed og drikke kaffe.

Af samme grund låste jeg mig ind, luftede ud på vid gab og trak hulkende i gummihandskerne. Jeg skurrede og skrubbede, som forsøgte jeg at rense min egen sorte samvittighed.

Da Janne endelig kom hjem, stod alle vores fars bøger og opslagsværker i snorlige rækker på reolerne, og de tomme flasker var væk. Janne og jeg stod længe i entréen og holdt om hinanden, mens jeg hulkende indrømmede, at jeg ikke havde holdt mit løfte til hende. Hun tilgav mig med det samme. Derpå trøstede hun mig med, at det heller ikke ville have gjort nogen forskel for ham, om jeg havde ringet eller ej. Han var jo død i samme øjeblik, han var trådt ind i sin entré efter en hyggelig familiesammenkomst – selv anede han ikke, hvor længe der var gået, før nogen havde fundet ham.

Da vi satte os ind i hans sofa, begyndte vi så at tale om ham, og hvad han havde betydet for os, mens han var i live. For selv om han i lange perioder var forsvundet helt i sine depressioner og sit pille- og alkoholmisbrug, havde han trods alt kæmpet for at være der for os, når han var i stand til det.

Det var også den kærlighed og taknemmelighed, vi gav udtryk for, da vi stod ved den hvide, blomsterpyntede kiste i kapellet og holdt vores tale for ham. Det sørgeligste for os var, at der stort set ikke var andre end os til stede.

Da rustvognen var kørt væk med vores fars kiste, kørte vores mor med hjem til hans lejlighed. Vi brugte eftermiddagen på sammen at kigge i de gamle fotoalbums, som vi havde fundet mellem alle bunkerne. Det var rørende at se, at vores far havde samlet billeder af os i albums og noteret datoer med sin sirlige håndskrift. Ligeledes kunne vores mor fortælle, hvordan han havde været, da de som unge havde mødt hinanden.

Hun fortalte, at han havde været præget af en barndom, som bestemt ikke havde været let. Dybt alkoholiserede forældre, og den daglige kost havde bestået af prygl. Og jo, vores mor havde nok fornemmet, at han allerede dengang havde været ”lidt til en side”, som hun formulerede det. Var hun ikke blevet så hurtigt gravid, var det nok heller ikke blevet dem i det lange løb. Hun havde dog aldrig fortrudt, at de var endt med at få os piger, ligesom hun vidste, at han også selv ville have ønsket, at han havde været i stand til at være mere til stede for os.

Det blev i det hele taget en smuk dag, der endte med, at jeg også begravede min skyldfølelse over hans uværdige død. Nu havde jeg taget ansvar og sørget for, at han fik en god afsked med os.

Efter eget ønske blev han stedt til hvile på de ukendtes gravplads, og hvert år siden har Janne og jeg sammen lagt en fælles buket til vores far fra os, mens båndet mellem os heller aldrig er blevet brudt.