For ca. et år siden mødte jeg ham, jeg troede, var den helt store kærlighed. Vi er begge midt i 40’erne og er fraskilte.
Da vi havde kendt hinanden kort tid, spurgte han, om jeg gerne ville giftes igen en dag, hvilket jeg egentlig tidligere har afvist. Men jeg kunne mærke, at det gjorde mig glad, at han spurgte og sagde, at han gerne ville. Siden har han flere gange bragt emnet om bryllup op, hvilket har fået mig til at håbe og tro på, vi skulle giftes en dag. Han har også snakket meget om at flytte sammen og spurgt, hvor jeg gerne ville bo.
Men i et par måneder har han ikke nævnt det, og når jeg spørger, siger han, at han har været gift og ikke vil igen. At han har det godt, som han har det, og ikke ved, om han bliver parat til at flytte sammen med nogen igen. Han har bare leget med tanken og er meget impulsiv og er derfor kommet til at sige det.
Jeg føler mig så svigtet og ført bag lyset og ved ikke, hvad jeg skal gøre, for jeg elsker virkelig denne mand.
Den fortvivlede
Du retter ryggen og spørger ham direkte. Sig til ham, ”hey, jeg fornemmer en ændring i vores forhold og vores snak om fremtiden. Det gør mig utryg. Kan vi lige tale lidt om det?”
Vi kan jo alle sammen ændre følelser og komme i den situation, at man troede, kærligheden ville vare for evigt, og så bliver man ramt af tvivl. Men det er vigtigt, at I får den snak.
Er der ting i jeres forhold, han føler er uforløste. Er kærligheden forsvundet for ham? Han skylder dig en chance for at prøve at imødekomme ham, men du er jo ikke tankelæser, og han må åbne munden, hvis han har brug for, at I ændrer på tingene.
Jeg ved, det er lettere at skrive, at I skal tale sammen, end det egentlig er at udføre selve samtalen, men du er nødt til det. Jo mere du går og spekulerer og visner, jo mere ser han en kvinde, der dukker sig og er usikker. Det er ikke godt for noget. Det kan være, det slet ikke er så dramatisk, som du tror, men I må tage snakken. Held og lykke. Du kan godt.
Varme hilsner fra Puk