Tæt på at stille træskoene: I dag er jeg grebet af at gå

Hun er en humørbombe, og ansigtet lyser ofte op i et smittende grin. Men smilet er ikke den eneste grund til, at 68-årige Lene Bannach tiltrækker sig opmærksomhed, når hun som vært for en gågruppe under fællesskabet Gribskov Går Sammen gelejder andre motionister rundt i omegnen af sin hjemby, Vejby ved Rågeleje i Nordsjælland. Året rundt og i al slags vejr har hun nemlig konsekvent sine bare fødder stukket i et par hvide træsko.

– I tidernes morgen, da jeg arbejdede i Værløse Kommune, fik jeg næsten fødderne ødelagt af at gå i højhælede sko. Samtidig var jeg del af en familie, hvor der blev spillet meget fodbold, og hvor de beskidte sokker fyldte godt op i vasketøjskurven. Det var et evigt rod med utallige strømper, der manglede makkere, og det reducerede besværet noget, da jeg gik over til træsko og bare tæer. I dag kan jeg ikke gå i andet, siger Lene, som har forsøgt sig med et lidt mere sporty look.

– Jeg investerede i et par dyre løbesko, men jeg havde dem på i nøjagtig en dag. Jeg fik ondt i læggene af at have dem på, så de blev hurtigt pakket væk.

Det er alment kendt, at det er sundt at gå. Og Lene ved det bedre end nogen. Lidt muntert formuleret har gåturene faktisk helt bogstaveligt reddet hende fra at stille træskoene. For at forstå, hvordan det hele hænger sammen, skal vi skrue tiden tilbage til november 2018, hvor hun fik navlebrok og skulle undersøges på Nordsjællands Hospital i Hillerød med henblik på at blive indstillet til operation.

– I den forbindelse opdagede lægen et andet og værre problem. Jeg havde store mængder væske i bughulen. I første omgang troede de, at det kunne fikses med medicin. Min dosis blev sat op gentagne gange, og til sidst var jeg oppe på 13 piller dagligt. Det hjalp dog ikke. Til gengæld fik mine nyrer og min lever det værre og værre, og sideløbende blev jeg tappet for litervis af væske, husker hun.

Små skridt fremad

Tiden frem til juni 2019 var stort set én lang indlæggelse. Og allerede i marts så det så slemt ud med Lene, at hun blev indstillet til levertransplantation. Overlægen fortalte hende ligeud, at der kun var 50 procents chance for, at hun overlevede.

– Jeg slap for transplantationen. I stedet fik jeg indopereret en chip, som sørger for at styre væsken uden om bughulen og direkte ned i urinrøret. I dag har min lever stort set genopbygget sig. Den er bare 0,2 procent fra at være flot og hel. Jeg går til kontrol hvert halve år både på Nordsjællands Hospital i Frederikssund og på Riget, og både mit blodtryk og mine nyretal er helt i orden, fortæller Lene.

Hendes tre år ældre ægtemand, Heinrich, var en solid støtte gennem hele forløbet.

– Han kørte hver eneste dag til enten Hillerød eller Frederikssund for at besøge mig, om det så bare kunne blive i 20 minutter. Det kan man kun tage hatten af for, siger hun.

Lægerne har aldrig kunnet indkredse de faktorer, der udløste hendes langvarige sygdomsforløb. Og da hun endelig var hjemme i Vejby igen, var hendes kondition helt i bund.

​– Jeg kunne ikke gå mere end 10 skridt ad gangen. Men jeg besluttede, at det skulle være løgn. Og så begyndte jeg ellers at gå op og ned ad vores temmelig stejle indkørsel. Efter et stykke tid var jeg klar til at spadsere frem og tilbage på vores vej. Og på et vist tidspunkt syntes jeg, at jeg havde set nok til vejen og gerne ville opleve noget andet.

I 2020 faldt Lene tilfældigt over en annonce fra Gribskov Går Sammen, og fællesskabets ugentlige gåture året rundt opfyldte netop det behov, hun på det tidspunkt havde i livet.

– Halvandet år senere søgte de gåværter, og jeg meldte mig straks. Nu arrangerer jeg selv gåture i lokalområdet.

Aktive ferier

Lene og Heinrich mødte hinanden i 1987 hos KTAS, hvor han var ansat i erhvervsafdelingen, mens hun arbejdede for Telehjemmeværnet. De har ingen børn sammen, men Lene har Brian og Jannie på 48 og 42 fra et tidligere forhold. I dag nyder begge ægtefæller pensionist­livet, om end Lenes fysiske aktivitetsniveau er væsentlig højere end hendes mands.

– Jeg er blevet grebet af at gå, og jeg går såmænd også, når jeg er på Kreta, hvor Heinrich og jeg er kommet hvert eneste år siden 1999. Vi kalder øen for vores andet hjem, og vi har da også altid det samme værelse på det samme hotel, hvor vores ting står opbevaret i kælderen, når vi ikke bor der. Dermed behøver vi ikke at have meget andet end vores tøj med derned. Jeg går typisk 12-15 kilometer om dagen på sådan en ferie. Heinrich vil hellere ligge ved poolen, men jeg kan ikke holde ud at ligge ned i for lang tid ad gangen. Heinrich kalder mig et dampbarn, smiler hun.

Der er også forskel på, hvor hyppigt hun og gemalen nyder sydens sol. Heinrich fortæller:

– Sidste år havde Lene fire ture til Kreta af hver en uges varighed. Jeg kunne fint nøjes med en enkelt. Jeg vil lige så gerne hygge mig hjemme med vores hund, Kato. Så slipper vi også for at have ham i hundepension, hvilket i sig selv koster lige så meget som en uges ferie for én person.

Også under de hjemlige himmelstrøg er Lenes lyst til at spadsere så stor som nogensinde.

– Først og fremmest har jeg turene med min faste gågruppe hver fredag morgen. Den faste kerne er på seks personer, men der dukker jævnligt nye op. Og i sommer fik mange af områdets sommerhusgæster øjnene op for gruppen og gik med. Det er ganske gratis, og man kan deltage eller blive hjemme alt efter sit aktuelle humør. Derudover er jeg begyndt at gå med Hjerteforeningen hver 14. dag. Her agerer jeg som regel bagstopper og sørger for at få alle med. Der er ingen krav om at ræse af sted. Man tager den i det tempo, man nu kan klare. Turene skal være en fornøjelse for alle, fortæller hun.

Når der ikke er en gruppe at gå sammen med, generer det hende heller ikke at tage en tur alene.

– Normalt bliver det til omkring otte kilometer. Det holder mig i gang. I løbet af den tid, hvor jeg har gået, er der sket en forandring med min vejrtrækning. Jeg bliver ikke så nemt forpustet, og min vægt har også fundet et pænt leje i dag. Oveni elsker jeg at få frisk luft og iagttage forandringerne i vejret og naturen i årets løb. Jeg har altid godt kunnet lide at opholde mig i haven. Men nu om stunder er jeg blevet naturmenneske for alvor.