Mit dilemma: Min mand var mig utro

Jeg kastede et forgrædt blik på mig selv i entréspejlet. En grå, midaldrende kvinde med bitre, nedadgående furer ved munden stirrede tilbage på mig. Var der noget at sige til, at Per forlængst var holdt op at skænke mig nogen opmærksomhed?

Jeg så for mig, hvordan mit liv ville forme sig, hvis jeg forlod ham. Jeg ville knapt nok have råd til at bo for mig selv. En trist, lille lejlighed var alt, det ville kunne blive til, og min dejlige have måtte jeg vinke farvel til. Det magtede jeg ikke. Samme konklusion var jeg nået til mange gange før, når Pers utroskab blev for iøjnefaldende.

Kirsten måtte tænke, at jeg var en kujon. Som vores nabo gennem mange år havde hun besluttet sig for at fortælle mig, hvordan Per var fulgt med hende den nye fra nummer 52 hjem, efter jeg havde forlagt vejfesten aftenen for inden. Men jeg havde verfet hende af. Det skulle hun ikke blande sig i.

I samme nu trådte Per ind ad døren fra sin løbetur. Han virkede dog ikke det mindste forpustet.

– Hej, du, sagde han uden at se på mig, inden han gik ud i bad.

Jeg fandt den dyre oksefilet frem fra køleskabet. Den økonomiske tryghed, som vores ægteskab gav mig, var endnu en grund til, at jeg ikke burde konfrontere Per. I aften kom vores to voksne sønner, svigerdatter og lille barnebarn til søndagsmiddag, og jeg mindede mig selv om, at der trods alt stadig var noget, der bandt os sammen som ægtepar.

Bryllupsdag

I løbet af eftermiddagen sørgede jeg for at være ligeså travlt optaget i køkkenet, som Per var af sin mobil. Ligeledes undgik jeg at stikke næsen i hans løbetøj, inden jeg smed det i en kogevask.

Da vi samme aften sad hele familien omkring spisebordet, nævnte hverken Per eller jeg vejfesten med et ord. Vi havde begge opmærksomheden rettet mod især vores barnebarn, som i den grad forstod at tiltrække sig den.

Da Nicola, vores svigerdatter, højlydt undrede sig over, at Per og jeg ikke havde planer om at fejre vores bryllupsdag den følgende uge, blev jeg irriteret og bed hende af. Den faldt jo på en ganske almindelig hverdag, og når man som Per og jeg havde været gift i mange år, talte langstilkede roser og søde ord ikke længere for det samme.

– Hvad er det så, der tæller? spurgte Nicola.

– Familien! udbrød Per, mens han løftede sit glas til skål.

Den efterfølgende dag spurgte jeg ikke Per, hvorfor han kom tidligere hjem fra arbejde, end han plejede. Heller ikke, hvorfor han straks skiftede til løbetøj for så at spurte ud ad hoveddøren igen.

Jeg undlod også at kommentere på, at hans løbetøj duftede mere af dameparfume end sved, da han kom hjem igen. Jeg lod bare, som om alt var i den skønneste orden. Både over for Per, men også over for mig selv, for i mit stille sind ventede jeg på, at hans hede affære ville dampe af igen, som det var sket så mange gange før.

Sidst på ugen var det vores bryllupsdag, og trods mine kvaler gjorde jeg mig alligevel umage med at lave en lækker middag. Jeg ville gerne sende et signal til Per om, at jeg var ligeså investeret i vores ægteskab som altid. Jeg havde taget tidligt fri fra mit arbejde som tandklinikassistent og var gået ud forhaven for at plukke roser, som skulle stå i en vase på bordet, når Per kom hjem.

I det samme kom Kirsten gående med sin hund.

– Du har altid holdt din have så flot, sagde hun.

– Tak, nikkede jeg kort for hovedet. – Det kræver også hårdt arbejde.

– Men det må være endnu hårdere at blive ved med at holde facaden.

Jeg knyttede hænderne inde i havehandsken.

– Hvad mener du, Kirsten?

Hun sukkede.

– Alle taler om Per og hende den nye nede i nummer 52, sagde hun så.

Hjertet sank i livet på mig.

– Det interesser mig ikke at høre andres sladder, bed jeg fra mig.

Jeg glædede mig til, at hun og hendes mand snart flyttede, så jeg slap for at høre mere på hende. Alligevel kunne jeg ikke slippe tanken om, at mit og Pers beskidte vasketøj på den måde hang til skue for hele kvarteret. Det var så ydmygende.

Imens Per og jeg spiste samme aften, lagde jeg mærke til, at han skævede til sit armbåndsur. Blomsterne på bordet og maden nævnte han ikke med et ord, vi talte udelukkende om vores børn. Så snart han var færdig med at spise, rejste han sig og sagde, at han ville løbe sig en lang tur. Jeg smilte syrligt. Tænk, at han løj mig lige op i ansigtet – og så på vores bryllupsdag.

– Vil du godt lade være med at tro, at jeg er så dum? busede det ud ad mig.

– Hvad mener du? spurgte han uforstående.

– Det ved du udmærket godt.

– Jeg aner ikke, hvad du taler om, sagde han og lød forurettet. – Men jeg skal som sagt ud at løbe nu.

– Ja, 500 meter sprint ned til hende til nummer 52!

Nu kiggede Per mig for første gang i øjnene.

– Hvad er det for noget forbandet vås? Jeg aner ikke engang, hvem der bor der.

– Hende den fraskilte, du råflirtede med til vejfesten i sidste weekend, og som Kirsten fortalte mig, du bagefter fulgte hjem.

Ordene røg bare ud ad mig. Det gik et par sekunder, hvor jeg ville ønske, at jeg kunne trække dem tilbage. Men det var for sent. Det føltes, som om resten af mit liv afhang af hans svar.

– Åh, hende.

Per himlede med øjne.

– Hvis du i ramme alvor tror, at jeg har en affære med hende, burde du tale med en psykolog fremfor at lytte til Kirstens sladder.

En bølge af lettelse strømmede ind over mig. Pers løgn bekræftede, at han ikke var på vej ud af vores ægteskab. Så jeg lod sagen ligge og begyndte i stedet at tage ud fra bordet. Da Per lidt efter havde fået sit løbetøj på, stillede han sig foran entréspejlet, hvor han med selvtilfreds mine kørte voks igennem sit korte, gråsprængte hår.

I samme øjeblik gik det op for mig, at han udmærket vidste, at jeg vidste, at han løj. Når jeg ikke turde fortsætte min konfrontation, bekræftede jeg ham i, at jeg vægtede mit trygge liv sammen med ham højere end noget andet.

Da Per var løbet afsted, mødte jeg det triste syn af mig selv i entréspejlet. Hvad var det for en pris, jeg i virkeligheden betalte for at kunne beholde mit trygge, privilegerede tilværelse her i huset? Min have var smuk, og jeg havde lagt mange kræfter i den, men var den mere værd for mig end min egen livsglæde?

Et par timer senere var Per tilbage. Han gik direkte i bad og så i seng. Jeg var i mellemtiden rykket ind på gæsteværelset, men det opfattede han velsagtens som endnu et af mine ynkelige forsøg på at få ham til at opgive sine ”løbeture”.

I de næste par uger fortsatte han i sprint ned til nummer 52, så snart han så sit snit til det. Og imens forsøgte jeg at tage mod til mig. For det er ikke nemt at vinke farvel til en tryg tilværelse, men hvis jeg ville bevare en flig af min selvrespekt, kunne jeg blive nødt til det.

Skilsmisse forude

Endelig oprandt dagen, hvor jeg turde se Per i øjnene og meddele ham, at jeg ville skilles. Jeg var nået frem til den erkendelse, at hvad der end ventede mig på den anden side af en skilsmisse, kunne det ikke være værre end at forblive gift med ham.

Da det gik op for Per, at jeg mente det alvorligt, blev han vred. Han ringede til vores voksne sønner på skift og forsøgte at overbevise dem om, at jeg var gået fra forstanden.

Men de havde for længst gennemskuet, hvor tomt og følelsesforladt vores ægteskab var. Det havde pint dem begge at se mig kæmpe, som jeg gjorde, for at opretholde facaden. Det fortalte de mig i den kommende tid, hvor jeg fik brug for deres hjælp til at pakke og flytte.

Selv om det var hårdt at opgive mit liv i huset og ikke mindst min dejlige have, føltes det godt endelig at stå op for mig selv. Jeg tog også en værdig afsked med Kirsten. Samme dag, som flyttebilen holdt foran deres hus, gik jeg over med en buket fra haven og takkede Kirsten hendes ærlighed, selv hvis jeg ikke havde været i stand til at sætte pris på den før. Denne gang afviste jeg heller ikke hendes omsorgsfulde knus.

Kort efter flyttede jeg i lejlighed. Altankasserne var en sørgelig erstatning for min store prydhave, men jeg har lært at leve med dem. Det er trods alt nemmere end at leve på en løgn.

For sandheden er, at jeg i dag, to år efter min skilsmisse, stortrives. Min angst for at blive alene er gjort til skamme. Nu, hvor jeg kan se mig selv i øjnene, føler jeg mig mindre usynlig. Nok bor jeg alene, men jeg føler mig ikke ensom, for jeg er blevet bedre til at lukke andre ind i mit liv.