Mit dilemma: Skulle jeg skjule min lykke overfor min veninde?

Min bedste veninde Nadja var blevet nemt og hurtigt gravid i modsætning til mig, der havde brugt flere år på forsøget. Men endelig var det lykkedes. Jeg var så tindrende glad og ønskede straks at fortælle det til Nadja, for vi havde altid delt alt med hinanden – stort og småt, godt og skidt.

Men hun svarede hverken på mine sms’er eller opkald. Da jeg endelig kom igennem, fortalte hendes kæreste, William, at hun havde aborteret ufrivilligt natten forinden.

Jeg begav mig straks afsted for at besøge hende. Men jeg var i vildrede om, hvad jeg skulle sige, og hvor meget. For hvordan skulle jeg overbringe hende nyheden om mine egne lykkelige omstændigheder, når hun nu lige havde mistet?

William åbnede døren med rande under øjnene. Nadjas smukke hår hang bare lige ned uden glans, og øjnene, der normalt strålede og slog smut, var tomme i det blege ansigt.

Lidt efter lidt fik jeg lirket ud af hende, hvad der var sket. Hun gik tit i stå, og af og til måtte hun tørre øjnene. Men lige pludselig blev hun nærværende.

– Du skrev jo en sms, sagde hun lige pludselig. – Hvad var det egentlig, du ville fortælle mig?

Jeg blev så overrasket, at jeg glemte at trække vejret.

– Joh, det var … begyndte jeg.

Men da jeg tøvede, blev hun fjern igen. De tomme øjne kiggede ud ad vinduet, og skuldrene hang. Måske havde hun glemt sit spørgsmål, for hun skiftede pludselig emne.

– Jeg forstår det bare ikke, jeg har spist sundt og motioneret, fulgt alle anbefalinger, og så pludselig, puf, så var hun væk, sagde Nadja.

Jeg krammede min veninde og trøstede hende, men jeg følte mig falsk. For imens jeg sagde søde ord til hende, holdt jeg på min egen nyhed. Den måtte vente.

Så jeg gik hjem uden at have fået fortalt det. En lille stemme hviskede i mit øre, at det var uklogt. For ville det rigtige tidspunkt nogensinde melde sig?

Om et par dage, sagde jeg til mig selv. Men Nadja ville jo ikke være sig selv om et par dage, hviskede stemmen igen i mit øre. Jeg lukkede ned for den.

Jeg udskød snakken

Gennem den næste tid havde jeg travlt på jobbet, og jeg fik ikke mulighed for at besøge Nadja efter fyraften. Men jo længere tid der gik, desto sværere forekom det mig. Min bedste veninde siden barndommen havde det rigtigt svært, så jeg udskød snakken. Efter første scanning ville jeg sige det, besluttede jeg.

Når jeg endelig besøgte Nadja, følte jeg mig ikke tilpas. For jeg løj jo for hende. Men det var kun, fordi jeg ikke ville gøre hende endnu mere ked af det, end hun allerede var.

Da jeg stod med scanningsbilledet i hånden, lykkelig og forelsket i det lille væsen, der voksede i min mave, mærkede jeg samtidig en snert af dårlig samvittighed. Jeg ikke kunne udsætte det længere. Nadja skulle have det at vide.

Så jeg ringede og inviterede mig selv på te. Nadja småsnakkede om almindeligheder, hvorimod jeg selv ikke sagde så meget.

– Er der noget i vejen? spurgte hun efter den første kop kaffe. – Du siger ikke ret meget.

Og på det tidspunkt vidste jeg godt, at min strategi havde været forkert. Mine øjne stod i vand, da jeg hviskede, at jeg altså var gravid og 12 uger henne.

Nadja glippede med øjnene.

– 12 uger! gentog hun. – Men så har du jo vidst det … lige siden jeg aborterede! Var det, hvad du ville have sagt dengang? Det, som sms’erne handlede om?

Jeg kunne se på hende, at hun blev vred. Men lige meget, hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke overbevise hende om, at jeg kun havde fortiet sandheden for at passe på hende.

Det kom så vidt, at hun bad mig om at gå. Nadja og jeg havde aldrig før været uvenner på den her måde, og jeg følte mig som det usleste menneske. Hvorfor havde jeg ikke bare sagt det, mens tid var?

Da Nadja ikke havde kontaktet mig i løbet af nogle dage, ringede jeg selv. Hun lød meget kort for hovedet, og jeg prøvede igen at fortælle, hvor ked at det jeg var, men mine ord prellede af på hende. Nadja afsluttede hurtigt samtalen og lod ikke høre fra sig derefter. Når jeg rakte ud og bad om at mødes, fik hun pludseligt meget travlt.

Jeg savnede min veninde, og det gik mig på, at jeg ikke kunne dele min glæde over det lille, nye liv med hende. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gøre det godt igen, men jeg syntes faktisk heller ikke, Nadjas opførsel hjalp på sagen, sådan som hun undgik mig.

Da Dea endelig var vel ankommet, kom Nadja dog på et hurtigt barselsbesøg med en sød gave, men hun gik ret hurtigt igen. Som var hun en eller anden tilfældig kollega. Det var, som om hun vendte det døve øre til, når jeg prøvede at komme ind på livet af hende igen. Til sidst kastede jeg håndklædet i ringen, men jeg holdt ikke op med at savne vores nære venskab.

Nogle måneder senere havde jeg rund fødselsdag. Jeg besluttede at invitere Nadja, for jeg håbede sådan, at vi kunne få et normalt forhold igen.

Allerede dagen efter svarede hun, at det ville blive svært for hende at deltage. Jeg følte hendes afvisning som et slag i maven. Noget brød sammen inden i mig, og tårerne begyndte at sprøjte ud. Magnus kom forskrækket hen til mig.

Da han forstod, at det igen handlede om Nadja, sukkede han.

– Nu må du gøre noget. Du tager simpelthen hen til hende. Nu. Og så får du redet trådene ud. Afsted, afsted, sagde han, som om det var den letteste ting i verden.

Måske havde han ret. Måske var det slet ikke så indviklet. Men jeg skammede mig over den dårlige beslutning, jeg traf dengang. Men som Magnus sagde:

– Den skal vel ikke styre resten af jeres liv?

Så lagde han armene om mig, og vi fik talt om, hvad jeg skulle sige til Nadja. Og før jeg mistede modet, tog jeg afsted.

Da jeg ringede på hos Nadja, galopperede mit hjerte derudad, og mine ben føltes som gelé.

Heldigvis var hun hjemme. Hun åbnede døren i afslappet hjemmetøj og så virkelig glad ud. Og så havde hun taget ret meget på og var blevet rund og blød.

Hun tøvede et kort sekund, så åbnede hun døren helt og inviterede mig indenfor.

Da vi sad med kaffen, prøvede jeg igen at forklare, hvorfor jeg havde handlet, som jeg gjorde. Jeg havde følt skyld over at være så lykkelig, sagde jeg, når nu hun var så ulykkelig. Men at jeg godt kunne se, at det havde været forkert af mig. Og hvor ked af det jeg havde været over ikke at kunne dele ventetiden med hende. Det hele væltede ud af mig.

– Ja, det var jo ikke det smarteste, smilede hun skævt. – Men det var jo ikke kun dig, der var tåbelig. Da jeg begyndte at komme til mig selv, burde jeg jo have indset, at der var noget vigtigt, du ville fortælle mig. Fremfor alt burde jeg have snakket med dig om det, da det hele var kommet lidt på afstand. Men det gjorde jeg ikke. Jeg tror vist, at jeg selv var en smule misundelig, indrømmede Nadja så.

Og selv om det var ubehageligt, gav jeg hende ret i, at jeg burde arbejde på at blive mindre konfliktsky. Jeg ville hellere tie end tage en konflikt. Men jeg lovede både Nadja og mig selv, at jeg ville forsøge at ændre på det. Og det syntes jeg da også, jeg var godt i gang med.

Jeg ved ikke, hvem af os der flød flest tårer fra. Men vi blev heldigvis enige om, at vi begge to havde været tåbelige, og at det ikke skulle ske igen. Nogensinde

Og så grinede Nadja den latter, jeg sådan havde savnet.

– Og så kan vi jo øve os på det nu, for jeg er nemlig gravid. Jeg er faktisk snart halvvejs og bliver fulgt helt tæt på hospitalet.

Jeg måtte bide mig i tungen for ikke afsløre min skuffelse. Hvorfor havde hun ikke fortalt mig noget om det før nu? Men samtidig forstod jeg hende godt. Hun havde ikke haft lyst til at dele det med mig, fordi det var blevet så akavet mellem os.

Før jeg gik hjem, lovede vi hinanden, at vi i fremtiden skulle tale lige ud af posen. Og vores mantra blev:

– Er der noget, vi skal tale om?

Det er en sætning, vi ofte bruger, og som almindeligvis fremkalder latter, hvis ikke det rent faktisk forholder sig sådan, at der er noget, vi trænger til at få vendt.

Fremfor alt er Nadja og jeg igen uadskillelige. Og vores børn kommer forhåbentlig til at få ligeså stor glæde af hinanden, som vi havde, da vi var på deres alder. Det er en dejlig tanke.