Det er i orden at være lidt træt og gnaven, når man er en ældre hund med tandpine. Det havde hunden Tumi, da den blev placeret hos Martin Gade Kristensen på dyreinternat og pension Lilleriscenter på Mors, efter at dens ejer var død.
Tumi blev undersøgt af dyrlægen, der kunne fortælle, at hunden slet ikke var så gammel endda, måske var han kun otte år.
Da Tumi havde fået trukket en dårlig tand ud og fået fjernet en mindre kræftknude, var han faktisk så god som ny, og nu har han også fået et arbejde.
Tumi er blevet besøgshund og bor fire dage om ugen hos Martin, så den kan passe sit arbejde på et plejehjem i nærheden. Den forlængede weekend nyder Tumi hjemme hos en kærlig plejefamilie.
Tumi er en del af Martins Projekt Tim. Projektet er opkaldt efter Martins schæferhund, der desværre døde af en hjertefejl, og som næsten også knuste Martins hjerte.
Martin holder mest af de dyr, ingen andre vil have. Derfor arbejder han for Hundens Tarv og rykker ud for politiet, hvis et dyr skal afhentes i et dødsbo, eller hvis det drejer sig om hittehunde og mishandlede dyr.
Sådan har han det også med mennesker, så Martin tager sig både af dyr og unge mennesker med ondt i livet i sit dyreinternat.
– Jeg har arbejdet med socialpædagogik i mange år, og jeg ved, at unge med angst og depression har svært ved at komme ud og være sammen med andre mennesker. Til gengæld er de tit gode til at være sammen med dyr, så hvorfor ikke sætte unge, der mangler et job og en mening med livet, sammen med en hund, der har brug for omsorg? Sådan begyndte Projekt Tim, siger Martin.
Projektet er støttet af Morsø Kommune, der sørger for at sende unge i arbejdsprøvning hos Martin. Han sørger så for, at de får lov at passe dyrene på internatet, og det er blevet en kæmpesucces.
Det gav Martin endnu en idé: Han ville lave besøgshunde til plejehjem i nærheden.
– Vi har nogle ældre og rolige hunde, der kan besøge ældre mennesker. Vi har også nogle unge mennesker, der elsker hunde, og så har vi nogle ældre på plejehjem, der gerne vil have besøg. Det koster ikke noget at få besøg af hundene, men vi havde brug for penge til at betale for kørsel og den slags. Vi søgte og fik et legat på 50.000 kroner fra Fru Hedevig Quidings legat, og en lokal autoforhandler lejede os en bil til meget rimelige penge, og så var vi i gang. Vi har aftaler med fire forskellige plejehjem i nærheden, som vi kører ud til fire dage om ugen, siger Martin.
Trine og Helena kører fast sammen med Tumi og Helenas hund, Maze. Det første halve år, Trine var i arbejdsprøvning hos Martin på internatet, kaldte de hende ”den tavse dansker”. Hun sagde ikke et ord.
Det har ændret sig. Nu taler hun, meget endda, mener Martin. Siden har Trine også fået fast arbejde og tjener sin egen løn hos ham som projektleder på besøgshundeprojektet.
Helena er i arbejdsprøvning hos Martin og har sin egen hund, Maze, med. I dag har de desuden to nye aspiranter med: Bølle og Arisha, to små skødehunde på fire og otte år, der kommer fra et hjem, hvor der var lidt for mange hunde. De to er med på prøve som besøgshunde, fordi Martin tror, at de vil egne sig vældig godt til at ligge roligt i skødet på et ældre menneske.
Det skal vise sig, at det har Martin helt ret i.
På Rolstruplund Plejecenter er de alle ventet med længsel og en smule utålmodighed. Det er onsdag formiddag, og småkager og kørestole med mennesker er linet op i en rundkreds. Hundene suser straks hen til Anne-Lise, der sidder ved sofabordet.
Hunde i alle aldre kan genkende en skål med småkager, når de ser den, så de flokkes om Anne-Lise, der rundhåndet deler ud af kagerne. Faktisk ender det meste af skålen hos Tumi, som ikke kunne være mere veltilpas og slikker sig om munden, inden den går videre til næste beboer.
– Det er meget bedre, end når børnebørnene kommer på besøg, mener Karen, og noget er der om snakken: Hundene hverken græder eller fylder bleen, de er tilfredse med bare at blive klappet og nusset. Faktisk er især Maze så glad for sit nye arbejde, at han følger efter en dame ind på hendes værelse for at snuppe sig en middagslur.
– Det gør ingenting, man skal jo se sig om, når man er ude i byen, siger hun storsindet, men Maze bliver alligevel hentet tilbage til arbejdet.
Wagner, en tidligere bager, har nok ikke været uden evner i handelslivet, for han vil gerne købe Tumi for en krone. Det kan der ikke være tale om, siger Trine og afslår igen, selv om Wagner forhøjer buddet til 99 kroner.
Personalet ser lettede ud, for der er ikke plads til en hund på plejecenteret – de har allerede to katte boende.
Lis mindes sin gamle boxer, der var en del af livet, dengang hun var en ung mor på landet med nok at se til. Nu har Lis masser af tid og tomme hænder, men ikke længe ad gangen, det sørger hundene for.
Især de to små, Bølle og Aisha, viser sig at være meget glade for at ligge på skødet. Hunde er taknemmelige, de tager sig ikke af, at Aase kalder Bølle for en lille tyksak. De siger heller ikke noget, da Peder nævner, at i Kina spiser de hunde.
Til gengæld betyder det meget for en tidligere mishandlet hund eller en hund, der har mistet sin gamle ejer, at der her er nogle, der har tid nok, og at de har bløde og venlige hænder, som lige præcis ved, hvor det er bedst at blive kløet.
Imens kan de unge og de gamle mennesker tale lidt sammen. Den snak handler om hunde, om hår, om hvordan man farver det, om at kvinder godt kan køre bil og meget andet.
Efter to timer er det hele forbi. Så går turen ud til bilen igen, der vinkes farvel, og hundene lægger sig til rette i bagagerummet og tager en tiltrængt lur. Næste onsdag mødes de alle igen.