Fodboldpigerne i Vollsmose

Støvlerne, der ligger på græsset, holdes sammen af gaffatape, så de kan holde lidt længere. Pigerne på B1909’s U13 og -14-hold bor i Vollsmose og spiller fodbold. De kæmper og griner, mens de tackler hinanden, løber og scorer mål. Det er en kølig forårsaften, og det regner i Odense, da Familie Journal er på besøg, men denne aften er græsplænen en kampplads og en plads for drømme. De her piger vil spille fodbold ligesom Nadia Nadim, der spiller på kvindelandsholdet, og også ligesom deres træner, Elan Rahman på 20 år, ville som barn og stadig gør.

Da Elan var lille, fandtes der ikke et fodboldhold for piger her. Det havde de slet ikke lyst til at være med til, sagde man, men det var kun, fordi de voksne ikke kendte Elan. For hun ville. Hun elskede fodbold og måtte begynde på drengenes hold. Nu er hun 20 år, og den glæde og det fællesskab, hun oplevede på drengenes hold, besluttede hun tidligt, at hun ville give videre til andre piger. Derfor har hun også været træner for pigerne i Vollsmose i de seneste seks år og på den tid skabt tre pigehold med i alt 60 spillere i klubben B1909.

Da Elan var lille, ville hun selv gøre alt for at få lov til at gå til fodboldtræning. Hun er trilling og har to brødre, Aryan og Allan, og de tre delte en særlig drøm, da de var yngre:

– Messi. Vi ville være som Messi. Messi var en troldmand med en fodbold, og han var ikke ret høj, så vi syntes, han var ligesom os, siger Aryan, der i dag også er frivillig træner for pigerne i klubben.

”Bare en pige”

Aryan, Allan og Elan begyndte at spille fodbold i Spiros Antivakis’ fodboldskole, der hørte til SFO’en på H.C. Andersen-skolen.

– Vi elskede det, og Spiros gjorde træningen til en fest. Mine brødre og jeg fortsatte alle tre i fodboldskolen i SFO’en, så længe vi kunne, men da vi blev ni år og skulle begynde i en rigtig klub, var der ikke længere plads til mig. Der fandtes ikke et pigehold. Til sidst fik jeg alligevel lov til at være med på et hold, men det var ikke sjovt i begyndelsen. Drengene var sure og så ned på mig og sagde, at jeg ikke kunne spille fodbold. Jeg var jo bare en pige. Så måtte jeg vise dem, hvad jeg kunne, siger Elan.

Og der var noget med Elan, husker Spiros: – Hun var den bedste af de tre søskende.

Elans bror medgiver, at hun er rigtig god til at tackle.

Når de andre drenge på holdet blev for irriterende, var det godt, at Elans to brødre også var der. De forsvarede deres søster, når det blev nødvendigt. Efterhånden var det dog ikke længere nødvendigt. Elan var god og imponerede i en sådan grad, at hun på et tidspunkt blev anfører for holdet.

– Jeg har lært at spille fodbold sammen med drenge, så jeg ved godt, jeg spiller hårdt og hårdere end pigerne. Jeg kan også godt lave lidt for hårdt skubberi, siger Elan og nævner dengang, hun brækkede hånden, da hun afværgede et straffespark.

– Da jeg blev 11 år, opdagede min mor, at der var et pigehold i fodboldklubben Marienlyst i den anden ende af Odense, og jeg blev tilbudt en plads. Det sagde jeg ja til. Det betød, at mine forældre altid skulle køre mig, men det gjorde de gerne, for de har altid støttet os alle tre i vores sport. Der opdagede jeg, hvor skønt det var at have et fællesskab, også efter kampen. Da jeg var på drengeholdet, delte de andre snakken og hyggen i omklædningsrummet efter træningen eller kampen, mens jeg bare kunne gå hjem, fordi jeg var eneste pige på holdet. Det fællesskab havde pigerne i Marienlyst, og det var præcist det, jeg altid havde manglet i Vollsmose, siger Elan.

Træner for piger

Da Elan havde været i Marienlyst tre år, kontaktede hendes gamle træner, Spiros, hende og spurgte, om hun ville være med til at starte et pigehold i Vollsmose? Elan var 14 år og ikke et øjeblik i tvivl.

– Jeg sagde ja med det samme, for jeg ville så gerne vise pigerne hjemme i Vollsmose, hvor fedt det er at spille fodbold, og hvor dejligt det er at have et sammenhold og et fællesskab om en sport. Det er snart seks år siden, vi gik i gang med at finde piger til holdet. Mange piger har jo ikke noget at lave, når de kommer hjem fra skole. De sidder bare derhjemme, laver lektier eller hygger sig med veninderne. Jeg var sikker på, at der måtte være andre piger, der var som jeg: vilde med fodbold og vilde med at lave noget, siger Elan.

Pigerne var der, men det krævede, at Elan også tog nogle samtaler med forældre, for det var ikke alle, der syntes, at deres døtre skulle spille fodbold.

– Vollsmose er et sted med mange forskellige nationaliteter. I mange af forældrenes hjemlande er det ikke almindeligt, at piger spiller fodbold, så i begyndelsen var mange af forældrene meget skeptiske. Derfor har jeg og de andre frivillige brugt rigtig mange timer på at snakke med forældre, også fordi familierne taler mange forskellige sprog, så det har tit været meget op ad bakke. Alligevel dukkede pigerne op, et par stykker ad gangen og så flere og flere, efterhånden som de opdagede, at det er sjovt at spille fodbold. Når forældrene ser, hvor glade deres børn bliver for at dyrke sport, vil de gerne støtte op om det. Det gælder vist for de fleste forældre, siger Elan.

Men fællesskab handler ikke kun om fodbold. Elan er meget andet end deres træner:

– Vi er sammen med pigerne to gange om ugen til træning, og så har vi vores hyggeaftener. Vi snakker om skolen, lektier og alt det andet, der fylder noget for de unge piger. Vi tager gerne ud og ser en fodboldkamp eller en tur på skøjtebanen, og vi spiser tit sammen. Simpelthen for at give pigerne et fællesskab.

Elan er også stadig selv aktiv på grønsværen, faktisk tilbringer hun så mange timer i klubben, at hun lige så godt kunne overnatte der, men hun får også tid til sin uddannelse til civilingeniør. Mellem træning, kampe og hyggeaftener.

Som hendes gamle træner, Spiros, siger: Den pige er noget helt særligt.