Familie Journal på sommertur: Musik og fadøl på Als

Mandag, 1. juli 2024
Fie Algreen,
Emma Alleshauge Dalskov
Martin Høien
Als har det hele: Slotte, lækre is og Nord-Als Musikfestival – det perfekte sted at afslutte sommerturen. Se videoen, når vi også møder en kendis eller to.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Familie Journal er taget til Nord-Als Musikfestival. Det er en kæmpe havefest for hele familien.

Det er sidste stop på vores sommertur, og før vi fortsætter mod Nordborg på Nordals, laver vi et stop i Sønderborg. Byen, som er Sønderjyllands største, er vokset op omkring Sønderborg Slot, opført lidt før år 1200.

Vi får øje på slottet, når vi kører fra Jyllandssiden over Alssund på Kong Christians X’s Bro. Fra broen nyder vi udsigten til de charmerende byhuse langs havnefronten. Blandt de farverige huse ligger et lyserødt hus, som huser Sønderborgs bedste is – Iskonditoriet.

Emma er lakridsentusiast, og Fie har hørt rygter om, at deres guf er fantastisk. Vi når frem ved åbningstid og undgår dermed lange køer. Iskonditoriet frister med hele 32 forskellige smagsvarianter og hjemmelavet guf, hvilket gør valget svært.

Vi ender begge med at vælge tre kugler i et bæger og opdager, at tre kugler her svarer til seks kugler andre steder.

Familie Journal på Als

Hyggelig festival

Efter den lækre is i Sønderborg fortsætter vi til Nordborg på Nordals. Her venter Nord-Als Musikfestival, som festivalgængerne beskriver som at komme hjem og møde alle sine gamle venner.

Nordborg Slot danner rammen om festivalen, der årligt tiltrækker omkring 6000 gæster, frivillige og artister. Vi parkerer lidt væk fra festivalen og går gennem byen, hvor der er fest i de lokales baghaver.

Feststemningen er også til at mærke ved festivalens indgang, hvor en scene er opstillet, og musikskoler underholder et publikum. Efter at have fået vores armbånd er vi klar til at opleve stemningen på pladsen.

Det har været en fantastisk sommertur, hvor vi har udforsket det bedste af Danmark, og Als har vist sig som den perfekte afslutning på vores eventyr.

Familie Journals sommertur i Danmark

Emma og Fie fra Familie Journal er taget på tur gennem det danske sommerland, hvor vejret kan være lige så skiftende som landskabet. Deres rejse begyndte på Nordfyn, hvor de fandt skjulte naturperler langs små, snoede landeveje. Valmuemarker og hyggelige vejboder med friske kartofler bidrog til den autentiske oplevelse.

På Marsk Camp ved Vadehavet oplevede Emma og Fie glamping i sin fineste form, hvor luksus møder natur ved kanten af Vadehavets marskland. Det var en oplevelse, der både inspirerede og beroligede.

Et særligt højdepunkt var turen med "Landkrabben" i marsklandet, hvor Keld og hans søn Nicolai har kørt gæster rundt i fem år. Deres guidede tur åbnede op for store og små naturoplevelser, alt imens de delte deres indgående viden om områdets historie og dyreliv.

Turen sluttede på Als, hvor Sønderborg Slot, lækker is fra Iskonditoriet og musikoplevelser på Nord-Als Musikfestival satte prikken over i'et på Familie Journals sommertur.

Følg med her på vores hjemmeside, eller klik ind på vores Facebook eller Instagram, for at se mere fra turen.