Er det her resten af mit liv?

Min mand og jeg er 72 og 70 år og har været gift i 47 år. I mange år har han ikke været interesseret i mig og fysisk samvær, og det er syv år siden, vi har haft seksuelt samvær. Han rører mig kun, når jeg beder ham massere mig, hvis jeg er øm et eller andet sted.

Siden 1998 har vi haft hvert sit soveværelse, fordi han snorker meget højt, og f.eks. vil vores børnebørn ikke sove i værelse med ham. Nogle gange, når jeg har hudsult, går jeg ind og lægger mig tæt til ham.

Min mand har altid haft fysisk hårdt arbejde. Han har et bmi på 29, er meget besværet og kan næsten ikke gå, men vil ikke bruge vandrestave eller rollator, så han kommer næsten ingen steder. Han vil helst bare være hjemme og sover 10-12 timer i døgnet.

Jeg laver mad, eller vi laver mad hver for sig. Han laver sort/kødmad, og jeg vil helst have grøntsager og fisk/kylling. Vi bor i et træhus med stor have og drivhus. Han kan blive meget vred, hvis jeg siger, han skal lave noget.

Så min taktik er nu, at vi tager hver vores lommebøger, hvori vi skriver, hvornår vi skal skifte sengetøj, gøre rent, rengøre terrasse og drivhus, luge bede, slå græs – alle opgaver noteres. Så bliver han ikke vred, men accepterer at skulle hjælpe, selv om han prøver at slippe.

Han siger, ”du kan ikke lide mig. Du er altid sur”, og han drikker en del og har altid gjort det.

Da jeg var i 50’erne, overvejede jeg at lade mig skille, men jeg er selv skilsmissebarn fra 1950’erne, hvilket ikke var sjovt, og derfor tror jeg, at jeg ikke gjorde alvor af det dengang.

Er det her liv resten af mit liv? Jeg mangler modspil, intellektuelle samtaler, nogen at dele mine interesser med!

Jeg går selv ud til en del og nyder det, men jeg skal jo hjem bagefter – til ham, som så sidder der og forventer, at jeg kommer med nyt udefra.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg skriver dette. Er der noget bud på mit sølle liv? Og jeg ved ikke, om jeg vil turde tage skridtet alligevel. Man ved, hvad man har, og ikke hvad der sker? Måske er det her et for stort dilemma for brevkassen, men jeg vil gerne høre dine tanker om mit liv.

Tak, fordi du deler dine tanker med mig.

Du er blevet ramt af en form for klarsyn. Du ser dit liv tydeligt. Både det, du har levet, det, du lever nu, og det liv, du måske kommer til at leve i fremtiden. Jeg kender godt perioder med klarsyn.

Jeg plejer at tænke på det, som om nogle kæmpestore, blege neonrør er blevet tændt i loftet, og pludselig kan man se alting meget tydeligt. Så kan man godt blive bange.

Jeg synes ikke, du har et sølle liv. Du lyder som en aktiv person, der har appetit på livet, og som holder sig i gang.

Skal vi tale lidt om din mand? Han er slidt. Han er træt. Han har ikke behov for at komme ud. Han tvivler på sig selv. Han ved, hans kræfter er ved at slippe op. Han drikker. Han er ked af, at du bosser rundt med ham, for han kan ikke leve op til din energi. Han siger ”du kan ikke lide mig” og håber, du vil sige, at det kan du godt. Han skammer sig sikkert over, at han ikke slår til.

Han har uro indeni, og han har ikke noget sprog for det. Jeg tror ikke, det er sjovt at være ham, og jeg tror ikke, han vågner op om morgenen og tænker på, hvordan han bedst kan genere dig. Han er fanget i sit eget spin og aner ikke, hvordan han skal komme ud.

Og så er der dig. Du er i kontakt med dine behov. Du er opsøgende og udadvendt. Du længes og savner. Du sætter så fint ord på det hele. Jeg mærker energien strømme ud af dit brev, og jeg tror, du er godt og klogt selskab.

Kan jeres ender mødes? Måske har forskellen på jer altid været stor, og nu hvor der er mere stille uden job (og måske børn), mærkes det meget tydeligt. Jeg ved ikke, om du skal gå eller blive. Det må du mærke dig frem til, men du kommer nok til at skrue ned for forventningerne, hvis du fortsat vil dele dit liv med din mand. Og så må du fokusere på én ting ad gangen.

Du får ham umuligt til både at skifte sengetøj, gøre rent, rengøre terrasse og drivhus, luge bede, slå græs og samtidig være nærværende, erotisk og udadvendt og springe ud ad sengen i godt humør. Det magter han ikke. Så hvis du kan finde ud af, hvad der vægter mest i jeres forhold, er det der, du må sætte ind. Se rigtigt på ham. Hvem er han? Hvad kan han? Hvad kan du i virkeligheden forvente? Du må ikke gøre ham til dit projekt.

Lad det klare neonlys skinne på både ham og dig selv. Se jeres liv i det lys, og så må du hen ad vejen finde ud af, om du skal gå eller blive.