Ulla laver mad til nybagte mødre: Mad er også omsorg

Friske grønne krydderurter i potter fylder vindueskarmene i lejligheden på 3. sal på Frederiksberg i København. Vinduet ud mod gården står åbent, fuglene kvidrer, og i baggrunden summer opvaskemaskinen. Den er som sædvanlig på overarbejde. Det samme er kok og iværksætter Ulla Dubgaard, som har travlt med at forberede en karryret med blomkål og kokosmælk, da Familie Journal kigger forbi.

Når maden er færdig, vakuumpakkes den i portioner, klar til at blive leveret til nybagte mødre og småbørnsfamilier, hvor overskuddet til selv at lave mad er minimalt.

Det er en situation, som Ulla kun husker alt for godt. For tre et halvt år siden blev hun solomor til lille Johan, der smiler stort fra billeder på køleskabet bag hende.

– Mange af dine basale behov enten udsættes eller glemmes helt, når du lige er blevet mor. Selv havde jeg ikke overskud til at lave mad. Det er ellers noget, jeg elsker, fortæller Ulla.

Om dagen, mens hendes søn er i vuggestue, har hun frie hænder til at gå i køkkenet, og her er der meget at se til, for som indehaver af enmandsfirmaet Barselsmad, der sælger måltidskasser, er hun både kok, pakkerimedarbejder og chauffør.

Drømmen om et barn

Måltidskasser er blevet et udbredt koncept i Danmark. Én eller flere dage om ugen leveres ferske ingredienser sammen med en opskrift, og så er det ellers bare at gå i gang med at kokkerere. Men den slags tid og overskud har nybagte mødre og fædre ikke altid, pointerer Ulla. Derfor er indholdet af hendes måltidskasser allerede færdigtilberedt og skal blot varmes op, ligesom det kan spises med én hånd.

Det lå ellers ikke i kortene, at Ulla skulle komme til at leve af sin kogekunst, men karriereskiftet fulgte i kølvandet på en turbulent første tid som mor.

Ulla var 40 år og arbejdede som kommunikationsrådgiver, da hun fandt ud af, at hun ventede Johan.

– Jeg følte ikke, jeg manglede noget i mit liv, fortæller Ulla, der i 2020 lige var flyttet hjem til København fra New York.

Alligevel ville drømmen om et barn ikke slippe taget. Hun begyndte i fertilitetsbehandling i august, og i november samme år stod hun med en positiv graviditetstest.

– Jeg gik i gang med at forberede alt, jeg overhovedet kunne, fortæller Ulla, som dog ikke kunne forberede sig på mødet med et utilstrækkeligt sundhedssystem.

Johan kom til verden under første coronanedlukning, og efter en fødsel, som varede tre lange døgn, havde Ulla knapt nok kræfter til at sætte sig ind i sine forældres bil, der skulle køre dem hjem. Overskuddet var ikkeeksisterende, og de næste mange måneder beskriver Ulla som en kamp om overlevelse.

Skind og ben

Hverken mor eller barn havde nemt ved at sove. Den lille dreng var ofte utrøstelig i timer ad gangen, og som førstegangsfødende og solomor var hun usikker på, om hun gjorde det rigtige.

– Det er virkelig forfærdeligt, når man ikke kan trøste sit eget barn. Man føler sig som en kæmpe fiasko, siger Ulla, som husker, hvordan hun lå med hjertet hamrende i brystet, ude af stand til at falde i søvn, når hun endelig fik mulighed for at hvile sig.

Mad var noget, hun spiste, når og hvis der var tid til det.

– En skefuld A38 i køleskabets skær kl. to om natten eller en slatten sandwich fra køledisken i Rema 1000, genkalder Ulla sig ved spørgsmålet om, hvad hun levede af i den første tid. – Ikke ligefrem den næring, en nybagt mors krop higer efter, tilføjer hun og trækker på smilebåndet.

Efter et halvt år lignede Ulla efter eget udsagn skind og ben. Hun havde tabt sig 25 kilo, og venner og familie var begyndt at blive bekymrede.

– Det endte jo så med, at jeg gik til lægen og bad om at få en eller anden form for hjælp, fortæller Ulla, som fik en henvisning til en psykolog. Det viste sig, at hun havde udviklet en efterfødselsreaktion, der havde sat sig i kroppen som en slags ptsd.

– Jeg mener i den grad, at der mangler støtte til mødre efter fødslen. Den hjælp, der er, går primært til barnet, men det er også vigtigt at passe på moren, for hvis mor ikke har det godt, har barnet det jo heller ikke godt, siger Ulla.

Komfuret skaber ro

Med psykologens hjælp begyndte Ulla langsomt at komme til hægterne, og det inkluderede et tiltrængt fokus på ernæring.

En hurtig googlesøgning bragte hende på sporet af et firma, der leverede mad til barslende mødre. Ulla var dermed en af de første kunder hos Barselsmad, og snart var hun mere end det.

– Jeg lovede mig selv to ting, da jeg kom ud på den anden side. Jeg ville tale ærligt og åbent om, hvad jeg har været igennem, for det synes jeg, der er brug for. Vi taler om den der efterfødselstid som en lykkeboble, men for mange er det et rigtigt svært forløb, og det er stadig tabu. Og så ville jeg også gerne hjælpe andre.

Ulla kontaktede stifterne af Barselsmad og spurgte, hvordan hun kunne blive involveret, og da de fortalte, at de overvejede at sælge forretningen, slog hun til.

– Jeg er jo bare glad for mad, griner Ulla, som har opdaget en nyfunden kilde til ro foran komfuret.

– Den der enkelthed i at følge en opskrift og håndværket i det, det er ligesom at lægge puslespil. Det er virkelig afslappende, jeg kommer helt i zen, fortæller hun.

Alle har brug for mad

Men der ventede også Ulla en stejl læringskurve, hvor hun ikke bare skulle læse op på fødevarestyrelsens regler, men også blive bekendt med den type næring, en ammende kvindekrop har brug for.

– Efterfødselskroppen har nogle andre behov. Når du ammer, forbrænder du op til 500 ekstra kalorier i døgnet, så det er vigtigt, at maden har god næringstæthed, forklarer hun.

Find opskriften på Ullas nemme dadelkugler med sorte bønner og kokos her.

10 måneder er gået, siden Ulla blev ejer af Barselsmad, og hun fortæller, at det er reaktionerne fra familierne, hun møder, der er det bedste ved hendes nye karriere.

– Det kan være svært at vide, hvordan man som venner og familie kan hjælpe. Men alle har brug for mad, siger hun og slår ud med armene i det lyse køkken, før hun tilføjer:

– Det er jo også en måde for mig at hele på. Før følte jeg afmagt, men nu er jeg i stand til at handle. Det hjælper, at jeg kan gøre noget for andre, som jeg ikke var i stand til at gøre for mig selv dengang.