Vores ven opsøger os konstant

Jeg vil gerne høre din mening om noget, som efterhånden fylder en del.

Min mand og jeg har en rigtig god ven, som bor i opgangen ved siden af os. Der er intet ondt skabt i ham, han er sød, venlig, hjælpsom, vidende – og meget snakkende.

Vi har en kolonihave i nærheden af vores bopæl, og vi har altid sagt, at han er meget velkommen, så det er selvfølgelig også vores egen skyld, men vi synes også, at han mangler noget situationsfornemmelse.

For sidste sommer kom han stort set dagligt i kolonihaven med sin frokost, selv om jeg var syg og sad og hang – og i stort set hele min sommerferie kom han dagligt. Jeg havde knapt sat frokost på bordet, før han stod der og blev i flere timer og snakkede og snakkede, og selv om vi gik i gang med havearbejde, blev han.

Vi følte os fuldstændig fastlåst og uden privatliv, selv om han sagde, at han da ikke nødvendigvis behøvede at blive underholdt.

Hvis vi skal have venner på besøg, bliver vi nødt til at sige det til ham, og det er næsten stensikkert, at kort efter, at gæsterne er kørt, kommer han for at snakke.

Nu har jeg snart sommerferie og frygter, at det hele gentager sig. Vi vil jo ikke miste ham som ven og såre ham, men hvordan siger man på en pæn, men forståelig måde, at besøg ønskes efter vores behov – og altså ikke hans.

Der er vist ingen vej udenom. Du må snakke med ham om det. Han finder ikke ud af det af sig selv.

Nogle mennesker er ikke så dygtige til at opfatte signaler fra andre. Du må hjælpe ham. Og jeg mener faktisk hjælpe, for det lyder, som om du holder af ham og sætter pris på mange af hans kvaliteter, men hvis du opbygger en stor irritation omkring ham, ryger det venskab måske, og så taber alle.

Fortæl ham, at du har brug for dage i kolonihaven, hvor du bare er dig selv. Det er den måde, du lader op. Det er helt rimeligt, og det er tilladt. Man SKAL ikke være sammen med andre mennesker hver dag, hvis man ikke har lyst. Giv ham nogle rammer, så han ved, hvad der er en passende besøgsmængde.

Du må ikke lægge op til, at han selv skal sjusse sig frem til, hvad der er i orden. Du skal være tydelig. Det er langt, langt bedre at få det sagt, end at det en dag ender med en konfrontation, hvor han står med håret i postkassen og sikkert slet ikke fatter, at han er i vejen.

Tydelig, afgrænset, venlig, varm. Det kan godt lade sig gøre at kombinere de egenskaber i en samtale.

Jeg forstår dig godt. Jeg ville også virkelig have det stramt, hvis der kom en hver dag til frokost. Af med plasteret. Hjælp både ham og dig selv, så I fortsat kan nyde hinandens selskab.