På solotur i Jylland: Jeg blev modigere af at rejse alene

■ ”Et bord til én person”, siger jeg til en smilende tjener på restauranten i Skagen. Det eneste, jeg kan tænke på, er, hvad min mormor har sagt til mig: ”Gør det, du drømmer om, selv om du er bange. Det gør dig modig”.

Jeg kan mærke, at jeg får lidt fugtige håndflader, men jeg tager en rask beslutning og spørger, om de har et bord ud til havnen, så jeg kan få den bedste udsigt. Tjeneren smiler til mig og siger: ”Ja, selvfølgelig. Følg mig”.

Restauranten er fyldt med solbrune gæster, fra ind- og udland, der skåler, spiser og snakker sammen. Jeg lader umiddelbart til at være den eneste, der er her alene, og jeg bestiller et stjerneskud og et glas hvidvin, som viser sig at være det bedste, jeg har smagt til dato, og lige der er det ikke så svært at rejse alene.

Jeg har altid haft en drøm om at opleve Danmark på egen hånd, men der er mange ting, der har holdt mig tilbage. Planer med venner og familie er altid kommet i første række, og så er der jo det med, at tanken om at være af sted alene, i alle situationer, giver mig mere end bare sommerfugle i maven. Følelsesregistret går vel egentlig her fra almindelig nervøs til decideret rædselsslagen. Alligevel dukker tanken og lysten op igen og igen. Og så var det, jeg kom i tanke om min mormors vise ord om at være modig.

Hun elskede at rejse. ”Det er ekstra krydderi på livet, Fie”, sagde hun altid. Hun pakkede bare sit telt, og så tog hun afsted. Hun turde gøre alle mulige ting på egen hånd, også da hun som 65-årig tog alene på vandretur i Nepal. Det mod har jeg altid misundt hende.

Nu følger jeg i min hendes fodspor og tager på en 14 dages solo-tur rundt i Jylland i min sommerferie. Indrømmet, det er ikke Nepal, men det er en begyndelse.

Inden jeg tager afsted, tager jeg mig god tid til at finde ud af, hvilke byer jeg vil besøge, hvad jeg gerne vil se, og hvad jeg skal have med. Jeg vil gøre det på samme måde som min mormor, når hun rejste, så jeg pakker min bil og et telt. Jeg planlægger at køre op langs Jyllands østkyst til Skagen og derefter ned langs vestkysten. Hvis noget går galt undervejs, eller det ikke er noget for mig, kan jeg altid køre hjem igen.

Turist i eget land

Mit første stop gør jeg i Fredericia, hvor jeg køber kaffe og lidt ”køresnoller” på en tankstation. Jeg har bestemt mig for, at jeg skal hygge mig undervejs, så jeg køber lige en ekstra pose vingummibamser til turen, før jeg sætter kursen mod Den Gamle By i Aarhus.

Køreturen er ikke så lang, og jeg hygger mig med kaffe, musik, udsigt og slik. Der er ikke voldsomt meget trafik, og jeg er ganske snart på vej ind gennem Aarhus. Jeg parkerer min bil nær Den Gamle By og spadserer i retning af den populære attraktion, som også denne dag er velbesøgt.

Jeg kan mærke, at jeg tøver lidt med at tage en plads i køen til billetlugen. Det er lidt, som da jeg var barn og skulle trække et gammelt plaster af knæet. Det skal bare gøres hurtigt. Jeg får købt min billet. Bare en, tak.

Uden at overtænke situationen stiller jeg mig tæt på nogle turister ved indgangen. Alle står de og småsnakker med hinanden, og da de begynder at gå, bestemmer jeg mig for at følge dem lidt, før jeg går rundt på egen hånd i de mange gamle bygninger.

Det er hyggeligt at gå rundt alene. Jeg kan stoppe og kigge nærmere på lige det, jeg vil, og jeg behøver ikke følge andres tempo. Det er nyt og egentlig meget behageligt, og der er meget at se, høre og dufte her.

Efter et veloverstået besøg i Den Gamle By kører jeg mod en lille campingplads nord for Aarhus. Det er første gang, jeg skal campere alene, så det er med en vis portion nervøsitet, jeg går ind i receptionen for at høre, om de har plads til mig. ”Der er altid plads til dig og dit telt”, siger ”campingfatter”. Sådan en velkomst kan kun få smilet frem, og jeg tænker lettet: så langt, så godt!

Jeg holder mig lidt for mig selv på pladsen, og det gør det hele nemmere. Det er faktisk fordelen ved camping. Jeg kan vælge det sociale til og fra, og her til aften vælger jeg det sidste.

Det går egentlig ret glat med alt det praktiske, der skal på plads, inden jeg kan få lidt søvn. Jeg får uden problemer sat mit telt op, der kommer luft i madrassen, sengen bliver redt, og jeg laver kylling og kartofler i fælleskøkkenet, så aftensmaden er der også styr på. Min aftente drikker jeg udenfor, mens solen går ned bag markerne.

Lidt senere kryber jeg til køjs på den bløde madras, og efter få sekunder går jeg ud som et lys.

Næste morgen planlægger jeg dagens rute over en kop kaffe. Jeg har lavet min egen playliste med sange, der gør mig glad, og jeg kan allerede, da næste stop er tastet ind i gps’en, og jeg er tilbage bag rattet, konstatere, at TV 2’s musik passer til tiden på landevejene. I hvert fald synger jeg med stor entusiasme med på sangen ”Det mørke Jylland” og ganske mange flere, mens jeg kører fra Østjylland videre nordpå.

Mod på mere

I det nordjyske besøger jeg blandt andet Læsø, Råbjerg Mile, Blokhus og Skagen.

I Skagen bliver jeg kaffetørstig og beslutter mig for at tage på café. Jeg skal endnu en gang trække det gamle plaster af, og for første gang på turen føler jeg mig alene. Virkelig alene.

Det er uge 29. I Skagen. Alle valfarter til byen for at være sammen med venner og familie, for at slappe af, feste og drikke rosé på Ruths Hotel. I det virvar af mennesker, hunde i snor og dyre biler er min største bekymring umiddelbart, at jeg skal bestille en kop kaffe. ”Come on, Fie”, får jeg lige sagt bestemt til mig selv, da jeg kan mærke, at modet er svigtende. Det virker heldigvis.

Jeg ranker ryggen og sender en tanke til min mormor, mens jeg gentager ”jeg er modig” for mig selv.

Jeg bestiller kaffen, for det kan jeg jo godt, og finder et hyggeligst sted, hvor der lige er plads til mig. På en bænk uden for Anchers Hus.

Her sidder jeg et stykke tid og sunder mig. Jeg kigger på de mange forskellige mennesker, der besøger haven og caféen som jeg. Det er ret hyggeligt at sidde der, mens solen skinner og varmer min pande.

Det ser ikke ud til, at nogen lægger mærke til, at jeg er alene. Hvorfor skulle de egentlig også det? Det er mine følelser og mig, der er i en uvant situation. Men den er selvvalgt, minder jeg mig selv om. Jeg er ikke ensom, og det føler jeg mig heller ikke. Jeg er alene på tur, mit valg. Jeg kan gøre, hvad jeg vil. Tankerne og påmindelsen gør mig godt, og min alenefølelse bliver erstattet af en følelse af frihed.

Med oprejst pande og i godt humør tager jeg videre til Bulbjerg Knude, Vigsø Batteriet og Bunkermuseum Hanstholm, hvor jeg dyrker mine interesser på mine egne præmisser. Jeg skal ikke tage hensyn til nogen undervejs her, og det giver mig ”hår på brystet”, så meget, at jeg nu indleder samtaler med mennesker, jeg ikke kender.

Jeg taler endda noget dårligt skoletysk med et turistpar foran en stor sandskulptur ved Blokhus. Bagefter står jeg tilbage med en følelse af at have rykket nogle af mine egne grænser. Jeg føler mig lidt sej, må jeg indrømme.

Hjemve

Jeg tager færgen fra Agger til Thyborøn, en kort tur på 20 minutter. Vejret har hidtil været med mig, men det ændrer sig i Thyborøn, hvor det bliver noget køligere. Som det jo har det med at gøre nu og da i løbet af den danske sommer. Men jeg er forberedt, så jeg hopper bare i en ekstra tyk sweater og fortsætter.

I Hvide Sande har jeg mange barndomsminder, så jeg beslutter mig for at tilbringe lidt ekstra tid her og overnatte. Natten viser sig dog at være alt andet end nem. Normalt har jeg et godt sovehjerte, men jeg vågner brat, da mine tænder næsten klaprer af kulde. Jeg tjekker vejrtjenesten på min telefon, og den viser kun otte grader.

Kluntet tager jeg mit skiundertøj på i mørket i teltet, mens jeg bander mig selv langt væk. Det er første gang, jeg får hjemve, og jeg gider ikke mere. ”Hvorfor tog jeg på denne dumme tur?” Jeg er så klar til at tage hjem, men på trods af min hjemve – som nok hænger mest sammen med den afbrudte søvn og den uventede kulde – falder jeg i søvn igen, fast besluttet på at stå tidligt op og køre videre. Ikke hjem.

Da jeg vågner, kommer jeg i tøjet og pakker telt og alt andet sammen i rekordfart, og jeg skynder mig så meget, at jeg er lige ved at få morgenkaffen i den gale hals, inden jeg drøner videre fra campingpladsen.

I bilen får jeg rystet natten af mig ved hjælp af musik og – indrømmet – lidt fra slikdepotet og lidt senere på morgenen er jeg dagens første gæst på Abelines Gård ved Nymindegab, til stor glæde for kvinden, der åbner gården. Hun laver friskbrygget kaffe, serverer den for mig i musselmalet stel og spørger, hvorfor jeg kommer alene.

Hun bliver så begejstret for svaret om min solotur, at hun henter sin kollega ind fra en af de mange stuer på gården. Det bliver til en længere samtale med de to om alt det, jeg har oplevet, og det er ret rart at have nogle at snakke med, kan jeg mærke.

Jeg skal videre

I Sønderjylland har jeg planlagt at tage et smut forbi Ribe Domkirke. Jeg finder hurtig ud af, at det bliver mere end bare et smut. Jeg har ikke læst så meget om kirken før mit besøg, så jeg bliver noget overrasket, da jeg på min vej op i tårnet får at vide, at der er hele 248 trin op til toppen.

Mine gåture ved Råbjerg Mile, Bulbjerg og Hanstholm er givet godt ud nu, for ellers ville jeg vist ikke have været klar til vandringen op i tårnet i Ribe. Selv om der er mange trin, er det strabadserne værd, så snart man kommer derop.

Alene udsigten blæser mig bagover. Selv på en gråvejrsdag er den smuk, og jeg kan høre, at jeg ikke er den eneste, der i den grad nyder oplevelsen. En lille dreng ved siden af udbryder lige pludseligt: ”Ej, se lige hvor pænt, mor!”

Inden jeg forlader byen, vil jeg gerne besøge Ribe Vikingecenter. Normalt er den slags ikke lige noget for mig, men efter at have læst gode anmeldelser af stedet under morgenmaden, beslutter jeg at tage derhen. Hvis det ikke fanger mig, kan jeg jo altid køre videre.

Igen overrasker Ribe mig. Jeg ender med at blive helt opslugt af forskellige vikingworkshops og ikke mindst et falkeshow, hvor en meget sej falkoner fortæller om vikingernes jagt med falke. Først efter flere timer er jeg igen tilbage bag rattet i min lille bil.

Min tur slutter i Sønderborg, som jeg engang kaldte mit andet hjem. Her føler jeg mig stadig hjemme, og jeg nyder at gå rundt i byen. Men jeg er også ved at være brugt. Jeg har tilbagelagt mange kilometer, besøgt mange steder i sommerlandet og hold nu op, hvor har jeg slået telt op og pakket det hele sammen mange gange. Det kan jeg godt mærke nu. Fysisk, men også mentalt. Det er tid til at køre hjem. Jeg er fyldt op med indtryk og oplevelser. De gode minder, som jeg selv har skabt, er mine for evigt.

Spring ud i det

Nu er jeg helt hjemme, og jeg sidder her og tænker tilbage. Inden jeg rejste, var jeg faktisk bekymret for, om det ville virke underligt at rejse rundt alene. Men den følelse forsvandt heldigvis hurtigt.

Jeg oplevede ingen ubehagelige blikke eller kommentarer – kun smil og overraskede, venlige kommentarer som: ”Næh, hvor hyggeligt”, eller som en sød medarbejder på Bunkermuseet Tirpitz i Blåvand sagde til mig: ”Jamen, så kan du bruge alle de timer, du har lyst til i bunkeren, uden at du skal tage hensyn til nogen”.

Og det gjorde jeg. Jeg endte med at være der i fire timer.

Selv om jeg var alene, var jeg ikke ensom. Jeg havde tid til at fordybe mig i alt det, jeg synes er spændende, og mere end nogensinde før har jeg både lært meget om mig selv og om vores lille land.

Jeg ved slet ikke, hvad der holdt mig tilbage, før min tur rundt i Jylland.