Maria har tabt sig 43 kilo

– Det er mig og asfalten. Ikke andet. Når jeg sætter det ene ben foran det andet og løber, så er jeg fri inde i mit hoved, siger Maria, der løber fem dage om ugen. Hun løber, fordi hun har bestemt sig for, at det er det, hun vil.

Maria Sørensen er 42 år, gift og mor til tre. Hun har fuldtidsarbejde som sygeplejerske i Sønderborg, så hun har en travl hverdag, og indtil hun fyldte 40 år, var hun også overvægtig. Dengang vejede Maria 105 kilo fordelt på 1,63 cm. Nu vejer hun 62. På to år har hun tabt 43 kilo og er gået fra størrelse XXL til størrelse 36. Hendes vægttab skyldes løb og en kostændring, og så krævede det hele en anden måde at tænke på.

– Da jeg var barn og helt ung, var jeg buttet, men da jeg flyttede hjemmefra som 16-årig, gik det helt galt med min vægt. Nu var det mig alene, der bestemte, hvad jeg skulle spise, så jeg spiste, lige hvad jeg havde lyst til og meget af det, siger Maria.

På det tidspunkt var hun i bagerlære, og der blev smagt på kagerne, også mere end godt var. Det var i de år, hun også prøvede den ene slankekur efter den anden, og hver gang mislykkedes det, når hun igen og igen ikke kunne overholde kurens strenge krav. Det blev ikke nemmere, da hun blev gift og fik børn.

– Vores mellemste dreng, Liam, fik kræft som 1-årig. Han var indlagt på Rigshospitalet i lange perioder. Når vi var indlagt, spiste jeg masser af junkfood, fordi det var der, og fordi det var det nemmeste. Maden bedøvede smerten ved at have et barn, som vi ikke vidste, om vi fik lov til at beholde, siger Maria.

Liam overlevede heldigvis, og i dag er han 13 år. Han går stadig til kontrol og behandlinger, og årene med svær sygdom har sat sit præg på ham og resten af familien. Maria arbejdede som kontorassistent, da hun fik børn, men hun begyndte uddannelsen til sygeplejerske, da Liam var lille.

– Vi mangler sådan nogle som dig, så når alt det her er overstået, skulle du tage og uddanne dig til sygeplejerske, sagde en af de sygeplejersker, der havde med Liam at gøre. Det føltes helt rigtigt for mig, så jeg begyndte på sygeplejeskolen, for én ting havde Liams sygdom lært os: Vi skal gøre det, vi gerne vil med det samme. Ikke en dag om lang tid, eller når børnene er blevet større. Vi ved ikke, hvor lang tid vi har, så det gælder om at gribe livet.

Marias mål

– Nu arbejder jeg på medicinsk afdeling på Sønderborg Sygehus, og her møder jeg mange patienter, der har levet et liv med svær overvægt, og jeg har set de skader, de har fået, både fysisk og psykisk. Overvægtige oplever tit, at de bliver set ned på, netop fordi de har en høj vægt, men overvægt er et virkeligt problem og ikke bare noget, der rammer mennesker, der ikke har ressourcer til at få styr på deres vægt. Overvægtige kan kæmpe med deres vægt hele livet og opleve nederlag på nederlag, hvis det ikke lykkes dem at smide de alt for mange kilo. Det skræmte mig, og jeg tænkte, at sådan skulle jeg ikke ende, siger Maria.

Lige inden hun fyldte 40 år, vejede hun 105 kilo, og hun kunne se, at vægten bare steg og steg, uanset hvad hun gjorde. Før havde hun altid kunnet tabe nogle kilo i en fart, men ikke længere. Det var bare nu, der skulle ske noget, tænkte hun. Hendes mand, Kevin, er stærk og veltrænet og har altid løbet. Det havde Maria aldrig deltaget i, for det ville simpelthen være for hårdt, havde hun tænkt. Indtil nu.

– I april 2022 købte jeg en billet til Copenhagen Half Maraton (en løbsdistance på 21,9 km, red.). Det skulle foregå i september, så nu havde jeg et halvt år til at træne, og jeg ville klare løbet på under to en halv time. Jeg fandt et godt løbeprogram, som jeg fulgte slavisk. De første ni minutter bestod af skiftevis gang og løb, og det var sindssygt hårdt, men jeg gennemførte. Jeg kan kun anbefale, at man gør præcis, som programmet siger, man skal. Ikke noget med at springe over eller lige løbe lidt mere, fordi man har en god dag.

Nye tanker

I begyndelsen var Kevin måske ikke helt overbevist om, at hans kone kunne klare den kæmpe udfordring at træne sig selv op til et halvmaraton, men det sagde han ikke noget om. Han valgte at støtte hende i kampen mod kiloene, og hun havde heldigvis også selv en kæmpe viljestyrke.

Da der var gået et halvt år, stillede Maria op til løbet i København. Kevin var med og løb sammen med hende. Hun havde tabt 29 kilo, og hun klarede løbet på to timer og 28 minutter. Hun havde nået sit løbemål, og ingen var mere stolte af sig selv end Maria den dag i København.

– Motion og kost er de to ting, der betyder noget, når man skal tabe sig. Men du kommer ingen vegne, hvis du ikke tænker over, hvorfor du spiser, og hvad du spiser. Jeg havde alt for længe opført mig som familiens skraldespand og spist børnenes rester, bare fordi maden ikke skulle gå til spilde, siger hun hovedrystende over sit gamle jeg.

– Jeg skulle først lære at finde ud af, hvornår jeg faktisk var mæt. Det havde jeg ikke lagt mærke til i mange år, fordi jeg altid bare havde spist, som om der ikke var en dag i morgen. Nu skulle jeg tænke mig om, når jeg fik lyst til at spise et eller andet, for var jeg egentlig sulten, eller spiste jeg bare, fordi jeg var ked af det eller glad, eller fordi jeg kedede mig? I stedet for at åbne køleskabet løber jeg nu en tur. Det lyder nemt, men det er det ikke. Det kræver, at man tager sine mønstre op og vurderer, hvad der er klogt at fortsætte med, og hvad der bare er dumt, siger hun.

Maria har nu nået sin ønskevægt på 62 kilo, og hun har fået fjernet en del overskydende hud. Alligevel har hun stadig svært ved at tro på, at hun nu er slank og kan passe størrelse 36. Men så må hun jo bare se ordentligt efter, som hun siger.

– Der findes desværre ikke et quickfix, der bare lige fjerner overvægten, og så bliver du glad og lykkelig. Det kræver hårdt arbejde og motion, men det vigtigste er, at man laver om på sine tanker, for årsagen til overvægten sidder gerne i hjernen, siger Maria.