Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Tunø er en af Danmarks mindste beboede øer. Det gør det svært at holde liv i øen året rundt.
Det er ellers ikke, fordi de faste beboere ikke prøver. Alt fra petanquemesterskab, open air-biograf, disko i kirken og bankoaftener skal styrke fællesskabet på Tunø og gøre det attraktivt at slå sig ned på øen permanent.
– Det er nogle hårde odds, siger Tutte Theilgaard, som har drevet øens minigolfbane i 42 år. – Det, der er en selvfølge for andre, er noget, som vi skal kæmpe for.
75-årige Tutte er født på Tunø og husker en tid, hvor der boede mange børnefamilier på øen.
– Da jeg gik i skole, var der 25-30 børn på øen, og så er det stille og roligt gået ned ad bakke siden, siger hun.
Tunø kæmper som mange andre småøer i Danmark med at holde på sine helårsbeboere og tiltrække nye. Tilbage i 1930 var der 256 beboere på Tunø, men i 2021 var tallet nede på 62.
Den udvikling har Tunø formået at vende, og i dag er indbyggertallet oppe på 72.
– Det hele hænger stadig i en tynd tråd, og hvis vi vil vende udviklingen, er vi nødt til at samarbejde med kommunen, siger Tim Grønbech, hvis egen familie påvirkes af øens mangel på dagtilbud.
Han og Victoria er forældre til 3-årige Isabella, som går i børnehave på fastlandet. Når Isabella om et par år skal begynde i skole, må hun derfor tage færgen til fastlandet, som hun allerede gør.
Hver morgen bliver Isabella hentet af en pædagog, som sejler 55 minutter hver vej med færgen for at komme til Tunø. Om eftermiddagen tager en ny pædagog samme tur, så den lille pige kan komme hjem igen.
– Mange mente, at det kunne vi ikke være bekendt, siger Victoria, der sammen med sin mand driver badehotellet Mejeriet.
Hendes blå øjne bliver fulde af alvor, og Tim supplerer:
– Det var lige før, vi fik at vide, at vi var dårlige forældre.
Ikke at det ændrer på parrets holdning til, at Tunø er bedre tjent med to voksne, som har fri hænder til at passe deres arbejde.
– Jeg boede i Saxild som barn og tog skolebussen en time hver morgen, og det gik da fint, påpeger Tim.
Ifølge foreningen Sammenslutningen af Danske småøer findes der 27 små øsamfund i Danmark. Hver gør sit for at trække feriegæster til, for med dem følger pengene og måske en ny nabo eller to. For er der noget, småøer har brug for, er det tilflyttere.
Sådan nogle som Cecillie Bandelow og Rami Sverdlin, der kan sætte gang i tingene – og økonomien.
– Folk er bare så søde her, meget hjertevarme og imødekommende, siger 57-årige Cecillie, der flyttede til Tunø sidste år. Oprindeligt er hun, ligesom kæresten Rami, fra København.
– Jeg elsker naturen herovre, her er ingen støjkilder. Jeg samler energi, når jeg er udenfor, siger Cecillie, mens hun trækker en rygende varm pizza med Tunøkartofler ud af ovnen.
Cecillie er uddannet på et advokatkontor og var på orlov, da hun hørte, at Blåkærgård på Tunøs nordøstlige spids var til salg.
– Jeg tog herover en dag med blå himmel og var bare solgt. Det føltes rigtigt hele vejen igennem.
En anden udfordring, småøer som Tunø døjer med, er fraflytning. Når øbørn bliver voksne, flytter de typisk til fastlandet for at studere, og der ender de fleste med at blive.
Sådan kunne det også være gået for 21-årige Julie Olesen, der er født og opvokset på Tunø, og som flyttede til fastlandet for at læse til landmand.
– Jeg har nok et særligt bånd til øen, som tilflyttere ikke har, siger Julie Olesen.
Måske derfor var der noget, der trak i hende, da hendes mormor, Tutte Theilgaard, tidligere på året meddelte, at hun var klar til at gå på pension og overlade øens minigolfbane til en ny.
– Jeg kunne godt mærke, at gnisten var ved at forsvinde til sidst, siger Tutte, som ikke havde turde håbe på, at hendes livsværk ville blive i familien.
– Jeg troede, hun lavede fis, siger Tutte, da Julie foreslog, at hun flyttede hjem til Tunø og overtog minigolfbanen.
– Jeg vil jo alt det bedste for øen, siger Julie, som flyttede tilbage til Tunø i foråret og gik i gang med at forberede banerne til en ny sommersæson.
– Jeg er så stolt af hende, siger Tutte og lægger armen om sit ældste barnebarn, der har haft travlt med at sætte sit eget præg på stedet. Blandt andet er kiosken blevet omdannet til café og har fået ny menu.
– Jeg vil gerne holde liv i håbet om, at der er en fremtid for folk herovre. Hvis jeg flytter, gør jeg intet godt for øen.
Tunøs måske travleste mand må være formanden for beboerforeningen, 67-årige Jørgen Riis Kire. Han mener, at alle bør engagere sig i deres samfund, især hvis det samfund er meget småt.
Derfor er han blandt andet med i den andelsbevægelse, der blev stiftet for at redde købmandsgården.
– Den er jo ufatteligt vigtig. Brugsen er det, der gør, at man kan bo her hele året. Det er øens åndedræt, simpelthen, siger Jørgen Riis Kire.
Jørgen Riis Kire er både stolt og beæret over, at Tunø er blevet kåret som ”Årets Ø” i 2024/2025.
Prisen, der uddeles af Forenet Kredit, Landdistrikternes Fællesråd og Sammenslutningen af Danske Småøer, tilfalder Tunø, fordi man her har formået at vende en negativ udvikling og tiltrække nye beboere.
Præmien lyder på 50.000 kroner og en stor fest for alle øens indbyggere, men det er hverken pengene eller festen, Jørgen Riis Kire vægter højest.
– Det er først og fremmest et skulderklap, men også en erkendelse af, at vi har gjort det rigtige ved at samarbejde med kommunen, siger han.