Lige fra hjertet: Min svigermor skabte dårlig stemning

Jeg mødte Lars til en fest, da jeg var 32 år. Det var næsten kærlighed ved første blik.

Der var noget ved ham, der tiltrak mig med det samme, og jeg opdagede hurtigt, at hans personlighed var lige så tiltalende. Han havde en vidunderlig sans for humor, og han var meget opmærksom.

Heldigvis virkede han lige så interesseret i mig, som jeg var i ham, og jeg blev hovedkulds forelsket.

Et par måneder senere mødte jeg hans mor. Lars' forældre var blevet skilt for mere end 10 år siden, og hans mor boede nu i en lejlighed i gåafstand til hospitalet, hvor hun arbejdede med administration.

Jeg var selvfølgelig lidt nervøs, men også ivrig efter at møde hende.

– Mor vil elske dig, sagde Lars.

– Hun har ventet længe på, at jeg skulle møde den rigtige. Jeg tror, ​​det er tanken om børnebørn, der tiltrækker.

Det var vidunderligt at høre ham beskrive mig som den rigtige, og at han så børn i vores fremtid. Jeg følte det samme.

Første møde med svigermor

Det første møde med Marianne var meget vellykket. Hun smilede bredt og gav mig et stort kram.

– Det er så hyggeligt at møde dig! udbrød hun.

Det føltes som om, hun virkelig mente det. Hun var imødekommende og positiv, og jeg gik derfra både lettet og glad.

I starten mødtes vi ofte. Hun kom med på dagsture, og vi tre tog sammen på en weekendtur til København. Mine venner reagerede og syntes, at Marianne brugte for meget tid med mig og Lars.

De advarede mig om, at hun ville begynde at tage det for givet.

– Desuden er I nyforelskede, sagde en ven.

– Burde hun ikke give jer mere tid til jer selv?

Men jeg ignorerede advarslerne. Jeg havde ikke haft et lykkeligt hjemmeliv som barn, og jeg var så glad for, at det fungerede med Lars' mor.

Det føltes lidt som en ny chance for at opleve et fungerende familieliv.

Det var for sent

Da det begyndte at gå op for mig, at der måske var noget i mine venners indvendinger, var det for sent.

På det tidspunkt tog Marianne det virkelig for givet, at vi ville se hende ofte, og det var ved at blive stressende.

Mit syn på hende havde også ændret sig. Hun viste nye sider af sig selv, og det blev mere og mere tydeligt, at der under den tiltalende overflade var en meget bitter kvinde.

Hun syntes aldrig at være kommet sig over skilsmissen fra Lars' far, Hans, og at han var blevet gift igen havde et giftigt tag i hende.

Hun kom ofte med negative kommentarer om Hans. Det handlede om "alt, hvad hun udstået" under ægteskabet, og at han var upålidelig. Hun sagde det ikke ligeud, men hun antydede også, at han behandlede Lars dårligt, da han var lille.

Men da jeg efterfølgende spurgte ind til det, sagde Lars, at det ikke var sandt.

– Jeg tror, mor er så skuffet over skilsmissen, at hun husker det hele lidt overdrevet, sagde han afvisende.

Han undskyldte altid hendes opførsel, og han var så vant til at have ondt af hende, at han ikke satte spørgsmålstegn ved det.

Mange trak sig

Med tiden indså jeg, at Mariannes yndlingsemne var at tale dårligt om andre. Det var altid noget galt med naboer, kolleger eller pårørende.

Jo mere hun viste den side, jo mere energi krævede det at være sammen med hende. Jeg begyndte at forstå, hvorfor hun havde "mistet kontakten" med så mange venner og bekendte gennem årene.

Mange havde sikkert trukket sig. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere den side af hende.

Til jul begik jeg en fejl. Jeg ville gerne undgå, at Lars og jeg skulle køre rundt mellem forskellige husstande hele julen, og jeg var træt af min svigermors negativitet overfor Hans.

I begyndelsen troede jeg på de ting, hun fortalte, men jo mere tid jeg tilbragte med Hans og Karen, jo bedre kunne jeg lide dem.

Faktisk blev jeg mere og mere tilpas i deres selskab, mens det var lige omvendt med min svigermor. Jeg begyndte at stille spørgsmålstegn ved alt, hun fortalte, særligt om Hans og deres ægteskab.

Inviteret til jul

Det var tid til forandring, tænkte jeg. På et tidspunkt måtte Marianne, for alles skyld, lære at håndtere skilsmissen som en voksen kvinde. Så jeg foreslog, at vi alle fejrede jul sammen.

– Min bror har et sommerhus, men de skal til udlandet i år, så det står tomt. Det er rigtig hyggeligt, så jeg tænkte, at vi måske kunne fejre juleaften der?

Da Marianne indså, at også Hans og Karen var velkomne, stirrede hun på mig, som om jeg ikke havde været særlig klog.

– Nu forstår jeg ikke, hvordan du tænker, sagde hun indigneret.

– Selvfølgelig ville jeg aldrig fejre jul med Hans og den anden kvinde.

Da vi kørte derfra, var Lars irriteret, og den aften havde vi vores første skænderi.

– Hvordan kunne du sige noget så dumt til min mor? spurgte han irriteret.

– Du ved, hvor følsomt det er for hende.

Jeg syntes, at både han og hans mor overreagerede, men sådan kunne han ikke se det. Ifølge ham var det endnu en gang synd for hans mor.

Manipulerende

Min svigermors og mit forhold var ikke det samme efter det. Det var hårdt, og jeg gjorde, hvad jeg kunne for at rette op på tingene, men hun brugte det, der var sket, imod mig.

Det fik mig kun til at prøve endnu mere ihærdigt på at behage hende. Det var først bagefter, jeg indså, hvor manipulerende det var.

For hendes skyld ændrede vi juleplanerne. Hun fejrede juleaften med os hjemme hos min mor, og vi tilbragte desuden første juledag sammen med hende. Anden juledag var vi hos Hans og Karen.

Det blev præcis, som jeg havde forsøgt at undgå. Vi kørte rundt og besøgte slægtninge hele julen og fik ikke et øjebliks ro til os selv eller hinanden.

Efter nytår fulgte en travl tid på jobbet. Samtidig krævede Marianne hjælp til det ene og det andet, ligesom hun også forventede, at vi ofte tog med hende på diverse dagsture i weekenderne. Jeg følte mig efterhånden både fanget og stresset.

En del af min fremtid

Da Lars og jeg havde været kærester i et år, flyttede vi sammen. Jeg var indstillet på at tilbringe resten af ​​mit liv sammen med ham, og det gjorde mig ivrig efter at få en mere solid relation til Marianne.

Lige meget hvad, jeg syntes om hende, ville hun være en del af min fremtid.

Jeg havde forstået, at hun under overfladen var meget usikker, og at den bitterhed, hun bar på, var usund. Jeg tvivlede dog på, at hun nogensinde ville ændre sig.

Men måske, hvis jeg delte mine egne erfaringer, kunne det inspirere hende til at ændre sig. Mit mål var, at hun skulle få hjælp, som jeg selv havde fået det.

Jeg voksede op med en ond far og med en mor, der ikke ville se, hvordan det påvirkede mig. Min opvækst gjorde mig sårbar og usikker.

Jeg følte mig ikke elsket, og jeg havde svært ved at føle tillid. Da jeg var 18 år, døde min far, og intet blev nogensinde helet mellem os.

Jeg kunne ikke se mit eget værd, så det kunne andre heller. Jeg blev udnyttet af mine venner og bedraget af min forlovede. Til sidst indhentede det hele mig, og jeg sank ned i en depression, hvilket førte til sygemelding og terapi.

Talte om min barndom

Nogle år senere mødte jeg Lars. Jeg tror ikke, jeg ville have været i stand til at have et velfungerende forhold, hvis ikke jeg først havde håndteret min bagage og helet mine gamle sår.

Alle disse dybt personlige og smertefulde minder delte jeg med Marianne. Nogle af tingene havde jeg aldrig delt med andre, foruden min terapeut.

Marianne virkede meget forstående, og de næste par uger troede jeg, at vores forhold var bedre. Men så skete der noget, der stak hul på alting.

En aften kom Lars hjem efter et besøg hos sin far. Han så bedrøvet ud.

– Har du talt med min mor om personlige ting … som din barndom? spurgte han bekymret.

Jeg blinkede overrasket. Hvordan kunne han vide det? Havde hun fortalt ham det?

Det viste sig, at Marianne havde fortalt min historie til folk omkring hende. Hvor mange, aner jeg ikke, men det var i hvert fald nået frem til Hans og Karen.

Løgne og overdrivelser

Karen fortalte senere, at Hans havde haft en seriøs samtale med Lars samme aften om Mariannes opførsel.

Hans havde fortalt, at han gennem årene var blevet ramt af rygter om løgne og overdrivelser, som hun havde spredt om ham, men at han ikke ville inddrage Lars i det.

Nu mente Hans dog, at Marianne var gået for langt. Lars havde brug for at vågne op og indse, hvordan hans mor opførte sig. Han var nødt til at forsvare mig, når hun opførte sig dårligt.

– Undskyld, sagde Lars genert.

– Jeg burde have reageret på min mors opførsel tidligere …

Jeg elskede Lars af hele mit hjerte, men hans manglende evne til at se sin mor i et klart lys var utiltalende. Hans reaktion nu var sådan en lettelse.

Selv om jeg var ekstremt skuffet over Mariannes svigt, gjorde skiftet i Lars faktisk, at det var det værd. Det var mit forhold til ham, der skulle fungere, mit og min svigermors var ikke nær så vigtig.

Jeg tænkte meget over, hvad jeg skulle gøre. Ville jeg konfrontere hende? Til sidst valgte jeg at lade være. Jeg holdt dog op med at gå på æggeskaller i hendes nærvær, og jeg lod hende ikke længere styre vores valg.

Jeg tror, ​​hun fornemmede, hvad der lå bag min ændrede adfærd, og hun holdt faktisk lavere profil efter dette.

For mig var det, der skete, en nyttig lektie. Jeg accepterede, at jeg ikke kunne ændre svigermor. Det bedste, jeg kunne gøre, var at lægge energi i mit eget velbefindende og i mit forhold til Lars.

Et par år senere blev vi gift. Jeg involverede Marianne så lidt som muligt i bryllupsplanerne, og Lars protesterede ikke. Vi ønskede, at alt omkring brylluppet skulle gå så konfliktfrit som muligt, og det fungerede perfekt, så længe vi ikke lod Marianne komme for tæt på os.

I dag har vi to børn, og børnebørnene har faktisk blødgjort Marianne. At årene er gået har måske også spillet sin rolle.

Ved vores bryllup var det første gang i mange år, at hun og Hans var i samme rum. Jeg tror, ​​det var stressende for hende, men siden da er det sket flere gange, som da børnene blev døbt og til diverse fødselsdagsfester.

Tingene bliver tydeligvis bedre, og jeg udelukker faktisk ikke, at vi en skønne dag kan fejre de store højtider sammen allesammen.