Lige fra hjertet: Min halvsøster hadede mig

Da jeg blev født, var min halvsøster, Kirsten, 10 år, og for hende var min ankomst til verden mere et traume end et glædeligt budskab.

Hendes forældre var blevet skilt, da hun var fem år gammel, og i flere år skabte det en kaotisk tilværelse for hende, hvor forældrene både flyttede og fik nye partnere.

Hun troede dog, at de snart ville blive en normal familie igen.

– Nogle gange opdager voksne, at man ikke længere nyder at være sammen, havde hendes mor fortalt hende. – Og så flytter man fra hinanden, så alting kan blive bedre.

Kirsten havde tolket det sådan, at forældrenes separation kun var midlertidig. Men så blev moren pludselig forelsket i en ny mand, og de flyttede sammen.

Da de fortalte Kirsten, at de skulle giftes, og at hun desuden skulle have en søskende, blev hun chokeret. Hun forstod ikke, hvad der skete.

For hende var alt gået galt, og da jeg kom til verden, følte Kirsten, at hun levede i en familie, der ikke var hendes.

Ingen forskelsbehandling

Så vidt jeg husker, blev jeg aldrig favoriseret på Kirstens bekostning. Min far, Kirstens stedfar, sørgede altid for, at vi blev retfærdigt behandlet.

Men det er klart, at jeg i mange år krævede mere pasning end hende, fordi jeg var så meget yngre. Hun var dog for ung og for såret til at se det sådan. Hun mente derimod, at alting kredsede om mig.

Jeg havde ingen andre søskende, så Kirsten var selvfølgelig mit idol. Jeg prøvede at være sammen med hende så meget som muligt, men jeg har få minder fra vores opvækst, hvor jeg rent faktisk fik lov at komme ind på hendes værelse.

Hun gad heller ikke sidde ved siden af ​​mig i sofaen og se en børnefilm.

Jeg forsøgte virkelig at være en søster, hun gerne ville have. Jeg tænkte meget over, hvad der ville gøre hende glad, og det var vigtigt for mig at give hende fine julegaver og fødselsdagsgaver.

Men hun så aldrig ud til at sætte pris på mine anstrengelser. Mine forældre forsøgte at tale med hende, men det resulterede kun i irritation og skænderier, og så fik jeg også skylden for det.

Vi var som fremmede

Da Kirsten var 19, flyttede hun hjemmefra. Jeg var kun ni år gammel, og efter det så jeg hende ikke så tit. Hun tog mig aldrig med på tur, lod mig sove hos hende eller hjalp mig med lektierne, og da jeg kom ind i mine teenageår, gik vi aldrig ud og shoppede sammen.

Jeg havde en søster, men hun var ikke interesseret i mig. Jeg vænnede mig til det, men det var en sorg, som jeg bar med mig gennem årene.

Kirsten blev gift med Søren, da hun var 35 år. Jeg fantaserede om, at hun ville bede mig være hendes brudepige, men det gjorde hun ikke. Hun spurgte en veninde.

Kirsten og Søren fik tre børn; Emma, ​​Sofia og Pelle. De boede i en naboby, men det tog kun en halv time at køre dertil.

Jeg ville gerne have passet børnene, men Kirsten holdt distancen, og jeg så dem stort set kun på fødselsdage og helligdage.

Men det år, jeg fyldte 33, ændrede alt sig.

En ulykke ændrede alt

Jeg glemmer aldrig, da telefonen vækkede mig klokken to om natten til en lørdag. Det var min mor, og hun var tydeligt stresset.

– Det er Søren! Han har været ude for en ulykke, og det er alvorligt.

Kirsten havde lige ringet til hende. Hun var på vej til skadestuen, og en nabo var sammen med børnene. Min mor og far skulle køre på hospitalet, og vi aftalte, at jeg fulgte efter i min bil.

Vi løb sammen ind på skadestuen. Kirsten krammede os, også mig, og det føltes faktisk som om, hun satte pris på, at jeg var der.

Jeg havde aldrig set hende så ked af det. Hun var fortvivlet og meget stresset over ikke at få nogen klar information.

– Han var bevidstløs, da han kom hertil. Det er alt, jeg ved, græd hun.

Søren havde været til et arrangement med arbejdet og havde kun få minutter i bil hjem til villakvarteret, hvor de boede. Ingen vidste, hvad der var sket.

Vores mor spurgte lidt forsigtigt, om han måske havde drukket i løbet af aftenen.

– Nej! sagde Kirsten bestemt. – Han fik kun en øl til aftensmaden. Så bowlede de, og han skulle køre et par kolleger hjem på vejen. Jeg talte med ham lige inden midnat, og alt var godt.

Kort efter dukkede en læge op. Han fortalte, at Søren havde en blødning i hjernen og skulle akutopereres. Derudover var der en række skader, som ikke var livstruende, såsom brækkede ben.

Han lovede, at vi ville få mere at vide, så snart der var nyt, men han forberedte os på, at det ville blive en lang nat.

Det var tydeligt, at lægens besked trak tæppet væk under Kirstens fødder. Jeg kunne kun gætte på, hvad hun følte i det øjeblik. Børnene var syv, fem og tre år. Tanken om, hvordan dette kunne ende, var ødelæggende.

Jeg var der for dem

Vi ventede i timevis. Kirsten var ikke kun bekymret for Søren, men også for børnene. Da klokken var seks, kom jeg med et forslag.

– Hvad med at jeg kører hjem til børnene? Jeg kan lave morgenmad til dem, og vi kan lege ude i haven, eller hvad de nu har lyst til.

Hun kiggede på mig.

– Vil du virkelig gøre det?

– Ja selvfølgelig, sagde jeg. – Du kan ringe, når du vil, og jeg kan komme herhen med børnene, hvis du synes.

– Tak, sagde hun og gav mig et kram.

Da hun gav mig husnøglen, flød tårerne igen.

Børnene var overraskede, men virkede samtidig glade for at se mig. Naboen var lettet over ikke at skulle fortælle børnene, hvor deres mor og far var henne, og jeg gjorde det så forsigtigt som muligt.

De var stadig små nok til at glemme alle deres bekymringer, da vi efter morgenmaden løb rundt og jagtede hinanden i haven. De hylede af glæde, og da Kirsten kom hjem til frokost, ville de have, at jeg skulle blive der.

Hun fortalte mig, at operationen var gået godt, og at værdierne var stabile. Der skulle gå et stykke tid, før man vidste, om Søren havde pådraget sig nogen permanent skade, men alt så i hvert fald bedre ud nu.

Tiden, der fulgte, var intens. Jeg tog en uge fri for at kunne hjælpe så meget som muligt. Jeg handlede ind for Kirsten, kørte hjem til dem med varm mad og brugte generelt masser af tid sammen med børnene.

En dag spiste vi på McDonalds, og de var alle tre ivrige efter at fortælle det til Kirsten.

– Mor vil skælde dig ud! lovede Emma. – Vi må næsten aldrig spise på McDonalds, fordi hun siger, at det er virkelig usundt.

Mit hjerte sank, men Kirsten smilede bare svagt, da hun fandt ud af det, og krammede ungerne.

– Jeg er bare glad for, at I havde det sjovt, sagde hun.

Det ofrandrede familien

Søren vågnede tre dage efter operationen. Først huskede han intet af, hvad der var sket, men efter et par dage begyndte hukommelsen at vende tilbage. Han havde givet plads til en knallert.

Det var det, der forårsagede ulykken. Knallertkøreren var flygtet fra stedet.

I næsten tre måneder lå Søren på hospitalet, og flere gange tilstødte der komplikationer. Han fik endnu en blødning i hjernen og derefter en alvorlig infektion. Men han kæmpede sig igennem det hele, og til sidst fik han lov at komme hjem.

De måneder forandrede vores familie. Vi blev meget tættere, og jeg fik et helt nyt forhold til Kirsten.

Det var som om, jeg endelig, efter alle disse år, havde fået en rigtig søster.

I Sørens tid på sygehuset lærte jeg ham at kende. Jeg besøgte ham flere gange om ugen, og vi spillede en masse kort sammen. Det gør vi stadig. Han er en rigtig god mand og en fantastisk far for deres tre børn, som jeg elsker.

Siden har der været flere besøg på McDonalds, men frem for alt mange timers leg og lektielæsning, og indimellem bor alle tre børn hos mig en weekend.

Seks måneder efter ulykken fyldte Søren 45 år, og bortset fra en let halten var han på det tidspunkt helt restitueret.

Han havde været utrolig heldig. De lejede en kro og arrangerede en stor fest for at fejre hans fødselsdag. Hovedsageligt var det en fejring af livet.

Under middagen holdt Kirsten en tale. Hun talte om, hvor taknemmelig hun var for, at vi kunne fejre Søren den aften, og hun takkede alle, der hjalp dem igennem den svære tid.

– Frem for alt vil jeg takke min søster, sagde hun og så på mig. – Jeg ved ikke, hvordan vi havde klaret os uden dig.

Hele mit liv havde jeg længtes efter at høre sådan noget fra hende.

Vi sætter pris på hinanden

Siden da har Kirsten og jeg talt meget om vores barndom. I dag ved jeg, hvordan hun havde det, og jeg forstår, hvorfor hun opførte sig, som hun gjorde. Hun havde brug for mere tid og opmærksomhed, før vores forældre blev gift og fik mig.

Mest af alt havde hun haft brug for hjælp til at håndtere sin skuffelse over, at hendes biologiske far ikke ville flytte ind hos dem igen.

Kirsten var ikke særlig tæt på min far, da vi voksede op. Den nat på hospitalet efter Sørens ulykke var også begyndelsen på et bedre forhold for dem. Kirstens far bor langt væk og kunne slet ikke hjælpe på samme måde, som min far gjorde.

Sørens ulykke var naturligvis en forfærdelig hændelse, og hvis han var gået bort, ville det have været en tragedie. Samtidig er der få hændelser, der har haft så positiv indvirkning på vores familie.

Der er en varme og en glæde, som ikke var der før. Vi sætter pris på hinanden, og det glæder mig virkelig, at min søsters børn vokser op med dette.

Da jeg mødte Jens, var Kirsten den første, jeg delte det med. Sådan var det også, da han friede, og når vi bliver gift næste år, skal hun være min brudepige.

Som børn længtes vi efter søskende, og selv om vi havde hinanden, føltes det aldrig sådan. I dag er det anderledes. Kirsten er ikke kun min søster, hun er min bedste ven.