Mit dilemma: Skulle jeg blande mig i min datters ægteskab? – del 1:2

Jeg har tre døtre, og min mellemste, Malou, har altid givet mig grå hår.

Som barn kiggede hun sig aldrig for, inden hun gik over vejen, og uanset hvor mange gange jeg greb hende i kraven for at undgå en ulykke, var det som om, hun nægtede at forstå det.

Som teenager blev hun altid venner med de vilde piger og drengene med de hurtigste knallerter, og min mand og jeg fik afprøvet mange forskellige opdragelsesmetoder.

Malou kunne ikke leve op til den tillid, som mine andre børn voksede af, men samtidig var kontrol heller ikke effektivt.

I lang tid lykkedes hun med at efterleve nye, strenge regler, men så mistede jeg grebet om hende på en anden måde. Jeg havde ikke længere hendes fortrolighed, og da hun var 16 år, fandt jeg ad omveje ud af, at hun var begyndt at ryge.

Det nyttede tydeligvis ikke at sætte hårdt mod hårdt med Malou, for hun var en skrøbelig sjæl, og i virkeligheden havde jeg altid fornemmelsen af, at hun så gerne ville leve op til vores forventninger.

Hun ønskede at gøre det rigtige og gøre os stolte, men hun manglede modenhed og vedholdenhed, ligesom hun virkede til at have svært ved at vurdere, hvad der var godt for hende.

Hendes veninder var stride ved hende, bagtalte hende og stjal hendes fyre, og sådan er det vel i nogen grad at være teenager.

Men Malou var så naiv, at hun gav disse piger chance efter chance til at træde på hende, og det bekymrede mig, at hun ikke vidste, at hun fortjente bedre.

Hun gennemførte med nød og næppe handelsskolen, flyttede hjemmefra og flyttede hjem igen, da hun ikke længere kunne betale huslejen.

Hun tog et sabbatår, som blev til endnu to. Hendes søstre var i gang med deres studier, men Malou kæmpede med at finde sin hylde.

Hun flyttede hjemmefra igen og fandt arbejde som tjener, indtil det kedede hende. Så blev hun pædagogmedhjælper, og det var hun god til, men når jeg spurgte, om hun ville læse til pædagog, virkede hun alligevel tøvende.

Det hele ændrede sig, da hun som 23-årig var hårmodel for en frisør, hun kendte.

En dag kom hun hjem til middag med sit nye, funky hår og julelys i øjnene.

– Jeg skal være frisør, mor, sagde hun med en fasthed i stemmen, som var ny.

Flid og vedholdenhed

Som sagt så gjort, og de næste år gennemførte Malou frisøruddannelsen med flid og vedholdenhed. For første gang i sit liv fik hun ros for sine evner i skolen, og det voksende hun en halv meter af.

Jeg følte, at min datter endelig var godt på vej. Samtidig var mit ægteskab med pigernes far begyndt at skrante. Faktisk var vi enige om, at vi var bedre som venner, og at vi ville skilles.

Vi frygtede dog begge, hvordan det ville påvirke Malou, så vi udskød det, indtil hun havde bestået sin svendeprøve.

Malou tog det pænt, og det gik op for mig, at hun egentlig altid havde klaret omvæltninger og kaos godt. Det var det forudsigelige og hverdagsagtige, hun havde svært ved.

Nu så det dog for en gangs skyld ud til, at alting flaskede sig for hende, og jeg var lykkelig for, at hendes far og jeg ikke stod i vejen for det.

Malou fik job der, hvor hun havde været i praktik, og samtidig flyttede hun til en ny lejelejlighed for at være tæt på sit arbejde. Jeg hjalp hende med at flytte, og jeg var imponeret over, hvor stor lejligheden var, og Malou så min benovelse og det, der måske var en snært af bekymring.

– Bare rolig, mor. Denne gang har jeg råd til huslejen, sagde hun.

Der var noget i hendes blik, der gjorde, at jeg troede hende.

Vi snakkede sammen hver dag, det havde vi næsten altid gjort, og hun fortalte mig, at det gik godt på arbejdet. Hendes chef roste hende, kunderne var søde, og livet var godt.

Hun fik en kæreste

Malou havde desuden fået to gode veninder på uddannelsen, som jeg også havde mødt. Det var så dejligt at se min datter have venskaber, hvor hun ikke blev udnyttet, og hvor det tværtimod var tydeligt, at hun var elsket og respekteret.

Når jeg lagde mig til at sove om aftenen, havde jeg endelig ro, fordi jeg vidste, at alle mine børn trivedes.

Men det blev bedre endnu, for da jeg en dag besøgte Malou, og hun havde sørget for vaniljesmåkager og hjemmebrygget kaffe, smilede hun pludselig forventningsfuldt.

– Jeg skal sige dig noget, sagde hun og fingererede nervøst ved sin kaffekop. – Jeg har fået en kæreste.

Hun fortalte mig, at Jesper, hendes kæreste, arbejdede som bestyrer på en restaurant, der lå i stueetagen i samme bygning som Malous lejlighed. De havde mødt hinanden, da de begge bar skrald ud i containeren i baggården, og han havde inviteret hende ud.

– Han er så sød, mor. Du vil elske ham, sagde Malou.

Nogle uger senere mødte jeg ham, og Malou havde ret. Jeg var begejstret, for Jesper virkede som en fyr, der havde styr på sit liv og som en, der var god for Malou.

Han tog ikke øjnene fra hende i al den tid, jeg var der, og han talte om min datter, som var hun verdens ottende vidunder.

Malou så lykkelig ud, og da hun nogle måneder senere fortalte, at hun var gravid, tænkte jeg, at det var lige lovlig hurtigt, men sådan er det jo nogle gange. Sådan havde det også været for min eksmand og mig.

Jeg blev gravid et halvt år efter vores første møde, men sommetider kan man jo bare mærke, at det er rigtigt.

Jeg ville så gerne tro på, at lykken endelig tilsmilede min datter, og måske ønskede jeg også at berolige mig selv. Det var mere end 30 år siden, jeg havde født min ældste datter, og jeg kunne mærke, at den stabilitet og ro, der var kommet nu, hvor der var styr på Malou, passede mig godt.

Mine piger var voksne, de havde ikke brug for mig i samme grad, og jeg havde tid til mig selv.

Men så skete der noget.

Hvorfor satte hun ikke pris på det?

Jeg kunne høre det i Malous stemme og på de korte svar, hun gav mig i telefonen, når jeg spurgte hende, hvordan det gik.

Hun svarede undvigende, men af erfaring vidste jeg, at jeg var nødt til at forfølge svarene. Hun var syv måneder henne i sin graviditet, så måske var det bare hormoner.

– Er du okay, skat? spurgte jeg, da hendes humør havde været dårligt i nogle uger, og så begyndte hun at græde.

– Det er Jesper. Jeg synes ikke, han er sød, svarede min datter, og jeg kunne mærke, hvordan uroen vendte tilbage til mig.

Ærlig talt var det ikke fordi, jeg var bekymret over Jesper, for jeg følte, jeg kendte ham. Men jeg var frustreret over, at Malou, ganske som da hun var teenager, ikke kunne se, hvad der var godt for hende.

Hun havde en opmærksom kæreste, ventede barn og havde endelig fundet sin vej.

Det var sådan, jeg tænkte, men jeg håber, jeg fik formuleret mig mere diplomatisk. Det tvivler jeg dog på, for efterfølgende skete der præcis det samme, som dengang min mand og jeg forsøgte at være strengere forældre:

Malou trak sig fra mig. Vores daglige telefonsamtaler blev til ugentlige, men jeg forklarede det med, at hun jo havde rigeligt at tænke på og se til med en baby, der kunne melde sin ankomst når som helst.

Det var først, da Malous datter, Ava, var et halvt år, at jeg ikke længere kunne ignorere, hvad der foregik foran næsen på mig. Jeg var på besøg, men Jesper var der ikke, så jeg spurgte, hvor han var.

Malou fingererede igen ved sin kaffekop, men denne gang var hendes øjne helt uden forventninger.

– Han er sikkert hos en anden dame, sagde hun så.

Hun talte så lavt, at jeg kun akkurat hørte det, men jeg hørte det, og endelig var det som om, jeg vågnede. Nu tog Malou pandehåret væk fra panden og det ene øje og stillede sig over i lyset.

– I går gav han mig en lussing, sagde hun så og pegede på sin kind.

Hele den ene del af ansigtet var hævet.

– Vil du ikke nok hjælpe mig, mor? spurgte Malou og kiggede mig i øjnene.

Et øjeblik stod alt stille. Vi kiggede bare på hinanden, og jeg prøvede at forstå, hvordan jeg kunne have været så blind. Så nikkede jeg, alt hvad jeg kunne, mens tårerne strømmede ned ad mine kinder. Jeg skammede mig, fordi jeg ikke havde beskyttet min datter.

Nu krammede jeg Malou så hårdt, jeg kunne, mens virkeligheden sank ind. Selvfølgelig ville jeg hjælpe hende. Spørgsmålet var, hvordan?

Læs afsnit to d. 6. oktober 2024.