Jane har vulvacancer: Jeg frygter, jeg aldrig bliver mig selv igen

I september 2022 gik Jane til læge med en rift i skeden. Hun havde gået med den i et stykke tid, for hun var sikker på, den ville gå i sig selv.

– Jeg er sådan indrettet som menneske, at hvis noget ikke gør ondt eller bløder, bliver jeg ikke bekymret, siger 53-årige Jane Damgård fra Esbjerg.

Hun kom ind til en anden læge end den, hun plejer. Vedkommende undersøgte hende og sagde, at rifter i skeden kan opstå, hvis man er meget seksuel aktiv, og/eller hvis man har tørre slimhinder i skeden på grund af overgangsalder.

– Jeg blev faktisk lidt fornærmet, for jeg er i et fast forhold, og jeg har ikke haft symptomer på overgangsalder, siger Jane.

Enden på konsultationen blev, at Jane gik hjem med en recept på Vagifem, som er et østrogen-præparat til skeden, for hun er jo ikke læge, som hun siger, og måske kan man faktisk gå i overgangsalder fra den ene dag til den anden?

– Jeg var forvirret, men gik hjem i den tro, at alt var normalt. Riften skulle bare have tid til at hele, siger Jane.

Som et krater

I marts, halvandet år efter besøget hos lægen, lå Jane en dag i sin seng og hvilede sit knæ, som netop var blevet opereret, da hendes kæreste stak hovedet ind i soveværelset og sagde, at der lugtede af ”gammel kone”.

– Jeg havde selv tænkt, at der lugtede underligt sødt, eller som om vi ikke havde skiftet sengetøj meget længe, og det vidste jeg jo ikke passede. Men jeg luftede ud og humpede i bad, siger Jane.

Mens hun vaskede sig i skridtet, fik hun sig noget af en overraskelse, og svar på, hvor den underlige lugt kom fra.

– Min skede var flækket. Den var som et krater, men jeg havde ingen smerter, og der var ikke blod, så jeg tog det roligt. Da jeg mærkede efter, var der noget hårdt, som jeg tænkte, var gammelt arvæv, der var sprunget op, fordi jeg havde ligget uroligt i sengen eller havde været for aktiv på golfbanen, inden min knæskade, siger Jane.

Hun henviser til for 20 år siden, hvor hun blev syet i underlivet, fordi hun sprækkede, da hun fødte sin datter.

Jane tog nu til sin egen læge, som sendte hende videre til Afdeling for Kvindesygdomme og fødsler på Esbjerg Sygehus.

– Jeg tog alene afsted, for tanken om, at jeg fejlede noget alvorligt, strejfede mig ikke. Det virker underligt i dag, men dengang tænkte jeg bare, jeg skulle syes, siger Jane.

Lægerne tog en biopsi af ”det hårde”, som Jane havde mærket i sin skede, og sendte biopsien til undersøgelse på Aarhus Universitetshospital i Skejby.

– Jeg er bange for nåle, men lægerne overtalte mig til at blive stukket i. Jeg var rundt på gulvet. Lægerne sagde også, at de med 95 procent sikkerhed kunne sige, at jeg havde en kræftknude. Jeg kan ikke huske, om de brugte ordet vulvacancer. Jeg ville bare ud af sygehuset, væk!

Ikke kun stråler

Det var desværre vulvacancer, Jane led af, og kræften havde spredt sig fra skeden til lymfeknuderne i lysken, hvilket stod klart, da hun i april blev opereret på Aarhus Universitetshospital.

– Jeg var på operationsbordet i seks timer, hvor jeg fik fjernet knuden, der målte 3,9 centimeter, og alle lymfer i venstre side og næsten alle i højre, siger Jane.

Efter operationen fandt Jane ro i, at lægen, der opererede hende sagde ”nu har vi fat i den lange ende” til hende.

– Det var rart at høre fra en myndighedsperson, der var sød, og som vidste, hvad hun snakkede om. Hun formåede at trænge igennem til mig, for jeg måtte sande, at min hjerne lukkede ned i den periode, siger Jane.

Hun husker dog tydeligt den junidag, hvor lægen fortalte, at hverken operationen eller den efterfølgende strålebehandling var nok.

– Ordet ”kemo” fik for alvor min verden til at vælte. På seks uger fik jeg 27 gange stråler og seks gange kemobehandling, siger Jane.

Et lyspunkt

Om ca. fire uger, på sin 54-års fødselsdag, skal Jane til sin første kontrolscanning efter sin kræftbehandling. Inden da skal hun have overstået endnu en operation, for der er metastaser i hendes livmoder, dvs. kræften fra skeden har spredt sig, så livmoderen skal fjernes.

– Efter alt det, der er sket, har jeg svært ved at stole på, at jeg kan blive kræftfri. Jeg har brug for håndfaste beviser, siger Jane, der i den grad har lagt sin gamle autoritetstro fra sig.

– Jeg tager action nu. Sommetider i en grad, så min kæreste bliver flov over mig, hvis han er med til samtaler med læger. Men jeg er nødt til at stå fast, hvis jeg skal have mig selv med resten af vejen, siger Jane.

Hun er stadig sygemeldt fra sit arbejde som konsulent hos Toldstyrelsen og døjer bl.a. med søvnbesvær, kronisk hovedpine og koncentrationsbesvær som følge af sin kræftbehandling. Hun har arvæv i venstre lyske, som gør ondt, når hun går, og hun føler sig øm i sine muskler og er meget træt.

Et lyspunkt for Jane er, at hendes skede ligner sig selv, da kræften ikke havde spredt sig til urinrøret, klitoris eller de små kønslæber, og hun igen kan være intim med sin kæreste.

– Det seksuelle er vigtigt for mig, så jeg tog tidligt kampen op, selv om det gjorde ondt, og jeg var bange, siger Jane.

Det er de psykiske senfølger, Jane kæmper mest med.

– Jeg er bange for, jeg aldrig bliver mig selv igen. Før jeg blev syg, var jeg udadvendt og havde fuld fart på. Jeg var social, cyklede og spillede golf fem til seks gange om ugen. Nu har jeg mest lyst til at lukke mig inde, siger Jane.

Heldigvis er hun tilknyttet Kræftens Bekæmpelse, og her taler hun med en psykolog om bl.a. sin frygt for ikke at blive rask eller få tilbagefald – og om sin egen rolle i sygdomsforløbet.

– Jeg bebrejder mig selv for, at jeg tog den første læges ord for gode varer. Og jeg har meget svært ved at tilgive, at vedkommende ikke gjorde sit arbejde godt nok. Takket være lægen er jeg nu gået i overgangsalder, for det er en af bivirkningerne af strålebehandlingen, siger Jane.

Hvorfor vil du gerne stå frem?

– Det har en helende virkning på mig at være åben om min sygdom og kræftform. Så jeg besluttede tidligt, at jeg ville tale højt om, hvor kræften sad, og dens konsekvenser. Jeg er jo lige så normal som andre med andre kræftformer eller sygdomme.